Åndelig opvågning og jordisk fornyelse

Søren Peter Hansen, direktør, Tænketanken Prospekt

Pinsens mysterium er på én gang stille og overvældende. En usynlig kraft, der forvandler frygt til mod, splittelse til fællesskab og ord til levende vidnesbyrd. I N.F.S. Grundtvigs salme ’I al sin glans nu stråler solen’ bliver denne forvandling ikke blot beskrevet teologisk, men også sanseligt erfaret gennem naturens billeder, sprogets musik og menighedens fælles stemme. Salmen fungerer med andre ord som et poetisk centrum for forståelsen af pinsen som både åndelig opvågning og jordisk fornyelse samt som en undersøgelse af, hvordan mennesket er til stede i verden og med hinanden.

Allerede i første vers slår Grundtvig tonen an ved at knytte pinsen til lyset. “I al sin glans nu stråler solen, livslyset over nåde-stolen.” Her smelter det kosmiske og det guddommelige sammen. Solens lys bliver et billede på en virkelighed, der ikke blot kan tænkes, men må opleves. Lyset falder på verden uden at spørge, og i dette ligger en antydning af en grundlæggende gavekarakter ved tilværelsen. Mennesket træder ind i en verden, der allerede er oplyst, allerede meningsfuld. Pinsen er ikke først og fremmest noget, der skal opnås, men den er noget, der modtages.

Denne modtagelighed uddybes i salmens naturskildringer. Sommernatten, nattergalens sang og den sagte bevægelse i løvet er ikke blot dekorative elementer. De er måder, hvorpå verden viser sig som levende og talende. Når “det ånder himmelsk over støvet”, peger det på en erfaring af, at det almindelige, det vil sige støvet, jorden og kroppen, gennemtrænges af noget, der ikke kan reduceres til det materielle.

Det er en erfaring, der ikke først opstår gennem refleksion, men netop opstår gennem nærvær, i lyden af en fugl og i duften af sommer samt i en pludselig fornemmelse af fred. I denne sanselige åbning ligger også en etisk dimension. Hvis verden viser sig som gave, kalder den samtidig på en bestemt måde at være i den på. Den, der modtager, må også svare. Salmen antyder dette i sin bevægelse fra det betragtende til det deltagende.

Først beskrives naturen og Ånden, men snart opfordres mennesket. “Opvågner, alle dybe toner… Forsamles, alle tungemål.” Det er ikke nok at iagttage. Vi må hver især træde ind i fællesskabet, lade vor egen stemme blive en del af helheden. Denne overgang fra erfaring til handling peger på en dybere forståelse af menneskets ansvar. Når Ånden beskrives som den, der “taler… os til trøst”, bliver sproget helt centralt.

At tale er ikke blot at udtrykke sig, men det er og bliver at henvende sig til andre. I pinsens perspektiv bliver sproget et sted, hvor mennesker mødes på tværs af forskelle. “Hos hedninger så vel som jøder” gløder tungen i Jesu navn, og “hensmelter alle modersmål”. Dette er ikke en udslettelse af forskellighed, men det er helt præcist en forvandling af den. Sproget bliver ikke en mur, men en bro.

Her træder en eksistentiel dimension tydeligt frem. Mennesket står ikke alene med sin stemme. Det er altid allerede indfældet i relationer. At tale er at træde frem som den, man er, og samtidig åbne sig for den anden. Pinsen viser, at denne åbenhed ikke er uden risiko, den indebærer sårbarhed, men også at den er betingelsen for et sandt fællesskab. Det er kort og godt i mødet med den anden, at mennesket bliver sig selv.

Samtidig rummer salmen en stærk bevidsthed om menneskets begrænsning. Billedet af “støvet” minder om forgængeligheden, om at mennesket ikke er ophav til sit eget liv. Men netop i denne begrænsning opstår muligheden for at modtage noget større. Ånden “daler”, den kommer udefra, som noget der ikke kan kontrolleres. Dette kan opleves som en udfordring, at mennesket må give slip på forestillingen om fuld selvbestemmelse. Men det åbner i sandhed også for en frihed, der ikke er bundet til præstation, men til relation.

I salmens sidste vers samles disse tråde i et billede af fuldendelse. “Da blomstrer rosen i dit rige, som sole vi går op og ned.” Her bliver menneskets liv set i en større sammenhæng, hvor dets bevægelser, opgang og nedgang, glæde og sorg indgår i en helhed, der rækker ud over det enkelte individ. Dette perspektiv ændrer ikke livets vilkår, men det ændrer måden, de forstås på. Livet bliver ikke blot noget, der skal gennemleves, men noget, der kan besvares.

Dermed fremstår Grundtvigs salme som en dyb fortolkning af pinsen: ikke kun som en historisk begivenhed, men som en vedvarende måde at erfare verden på. Den viser, hvordan mennesket først møder verden som noget, der taler til det – gennem lys, lyd og fællesskab – og derefter kaldes til selv at svare. I dette svar ligger en etisk fordring: at leve åbent, at tale sandt, at indgå i fællesskaber, hvor forskellighed ikke fører til splittelse, men til rigdom.

Pinsen er således ikke kun en fejring af Åndens komme, pinsen er tillige en påmindelse om, hvad det vil sige at være menneske. At være menneske er ganske enkelt at stå i spændet mellem at modtage og at give, mellem at være bestemt og at vælge, mellem at være alene og at høre til. Grundtvigs salme lader disse spændinger klinge sammen i en helhed, hvor livet, trods sin skrøbelighed, fremstår som gennemlyst af mening.

1 I al sin glans nu stråler solen,
livslyset over nåde-stolen,
nu kom vor pinselilje-tid,
nu har vi sommer skær og blid,
nu spår os mer end englerøst
i Jesu navn en gylden høst.

2 I sommernattens korte svale
slår højt fredskovens nattergale,
så alt, hvad Herren kalder sit,
må slumre sødt og vågne blidt,
må drømme sødt om Paradis
og vågne til vor Herres pris.

3 Det ånder himmelsk over støvet,
det vifter hjemligt gennem løvet,
det lufter lifligt under sky
fra Paradis, opladt på ny,
og yndig risler ved vor fod
i engen bæk af livets flod.

4 Det volder alt den Ånd, som daler,
det virker alt den Ånd, som taler,
ej af sig selv, men os til trøst
af kærlighed med sandheds røst,
i Ordets navn, som her blev kød
og fór til Himmels hvid og rød.

5 Opvågner, alle dybe toner,
til pris for menneskets forsoner!
Forsamles, alle tungemål,
i takkesangens offerskål!
Istemmer over Herrens bord
nu menighedens fulde kor!

6 I Jesu navn da tungen gløder
hos hedninger så vel som jøder;
i Jesus-navnets offerskål
hensmelter alle modersmål;
i Jesu navn udbryder da
det evige halleluja.

7 Vor Gud og Fader uden lige!
Da blomstrer rosen i dit rige,
som sole vi går op og ned
i din Enbårnes herlighed;
thi du for hjertet, vi gav dig,
gav os med ham dit Himmerig.

Danmark N.F.S. Grundtvig 1843 og 1853