Tak for ’Dåben til debat’

Bente Sørensen

Tak til Jesper Oehlenschläger for hans kronik “Dåben til debat”, hvor han deler væsentlige overvejelser. Det inspirerede mig til at ville fortælle om min egen dåb for godt 55 år siden. Jeg er vokset op med både en troende mor og far og har været med i kirke fra før jeg kan huske. Jeg har altid troet på Gud og var ikke bange for at sige det højt. I skolen blev jeg drillet med, at jeg ikke havde et navn, for “det kan man da ikke, når du ikke er døbt”.

Det talte jeg med far om, og han forklarede mig, at alle børn skal navngives, og ved barnedåben spørger præsten også: “Hvad er barnets navn?”, hvilket tydeliggør, at barnet har fået et navn. Det gik jeg tilbage og forklarede min klassekammerater, og så hørte jeg ikke mere til det. Fra jeg var 8 år, var jeg spejder – baptistspejder – og vi sluttede altid spejderaftner med andagt. En leder delte et bibelvers eller en beretning fra Bibelen og nogle overvejelser om det. Jeg var meget glad for at være spejder og var det i godt 10 år.

Som teenager i 15-årsalderen overvejede jeg, om den tro, jeg havde, var mine forældres eller min. En spejderaften i vinteren 1970 holdt min spejderfører Lena andagten med udgangspunkt i Hebræerbrevet 11:1 “Tro er fast tillid til det, man håber, overbevisning om ting, man ikke ser.” (1948-oversættelsen). Det fik tingene til at falde på plads for mig, og der besluttede jeg, at jeg gerne ville døbes.

Da jeg kom hjem, fortalte jeg far og mor det; de blev glade og opfordrede mig til at tale med vores præst om det. Det gjorde jeg, og jeg forklarede præsten, at det skulle først være påskedag; jeg kendte til undervisningen i Romerbrevet og ville gerne begraves med Kristus og opstå til det nye liv med ham. Det var han helt med på. Og påskedag, 11. april 1971 blev jeg døbt 16 år gammel. For mig var dåben både en offentlig bekendelse for mennesker og Gud, at jeg tilhørte Kristus, og også en indvielse til tjeneste.

De første baptister i Danmark blev døbt i oktober 1839, 10 år før den grundlovssikrede trosfrihed. Nogle af dem oplevede, at lutherske præster hentede udøbte spædbørn og døbte dem. Formentlig fordi de troede, at børnene ellers ville gå fortabt. Jeg værdsætter, at jeg selv fik en mulighed for at vælge, om jeg ville være kristen. Og jeg respekterer også, at mennesker, som er barnedøbt af ikke-troende forældre, og selv er kommet til tro, kan ønske at blive døbt på deres egen bekendelse.

Udfordringen kan være, at mange døbes af tradition uden trosoplæring og måske først sent i livet hører om, at Jesus er virkelig og kan give nyt liv. Hvis den lutherske kirke var en frikirke på lige fod med andre, ville der måske ikke være mennesker, der ønskede gendåb, for så var de måske ikke allerede døbt? En del unge bliver ikke døbt, men vil gerne konfirmeres, og det kan man kun, hvis man er døbt. Hvad er årsagen til, at de ikke bare døbes den dag, deres kammerater bliver konfirmeret? Hvorfor skal man konfirmeres, når man selv har sagt ja ved sin dåb? Det undrer mig meget.