Forskellige mirakler – med det til fælles, at de skabte forvandling og tro

Tobias Lund fortæller om den dag, Gud gav ham en brand og en forståelse for lovsang, som forandrede hans liv. Om omvendelse fra synd og om Guds perfekte timing i hustruens graviditet. Han deler en omtumlet oplevelse, hvor Gud gik med, da han fandt en underbo, der var død.

Tobias Lund kom til Aarhus i 2016, da han var 20 år. Han havde svært ved at komme ind i fællesskabet i Haven Aarhus. Dengang var kirken selvstændig og udenfor et netværk. I 2019 blev frikirken en del af Apostolsk Kirkes netværk. Han fortæller, at han var i en meget svær periode, som mest af alt føltes som udbrændthed. Han oplevede livet som en ørkenvandring og kom sjældent til gudstjeneste.

”Fra august til oktober i 2017 var jeg kun til gudstjeneste tre gange, hvilket var helt atypisk for mig. Til gudstjenesten i oktober blev jeg ramt af noget i en af de allersidste lovsange. Det var, som om der var noget, jeg skulle lære om lovsang, og jeg fik en klar fornemmelse af, at jeg skulle spørge kirkens lovsangsleder om, hvornår lovsangsgruppen øvede næste gang. Så det gjorde jeg.” Til næste lovsangsøvelse dukkede Tobias op. Den aften blev skelsættende i hans liv. Det var, som om der var noget, som klikkede, noget, der faldt på plads i ham.

Pludselig forstod han lovsang på en ny måde, han havde grebet formålet med lovsang. En radikal forandring fandt sted – en bevægelse fra ikke at forstå pointen med lovsang, til at lovsangen med ét blev en helt central del af hans liv. ”Fra da af kunne jeg simpelthen ikke få nok af lovsang. Branden har været der lige siden. Gud tog mig samtidig ud af ørkenvandringen. Jeg elsker den rå kærlighed til at lovsynge.”

Skriver lovsange

Seks år senere i 2022 blev Tobias lovsangsleder i Haven. Lovsang fylder meget i hans liv, han synger, når han holder pause i arbejdet som softwareudvikler. I 2022 skrev han også den første lovsang, som han selv var tilfreds med, og som han også tænkte, var, som Gud ville, den skulle være. Indenfor de sidste 3,5 år har han skrevet omkring 60 lovsange – nogle er færdige og er blevet sunget i kirken, mens andre stadig er ufærdige.

Tobias fortæller om en pudsig dynamik, som han har erfaret i sin lovsangsskrivning. Gud giver ham lidt af en sang, som han skriver ned, og inden sangen er færdig, får han inspiration til en ny sang. Derfor har han adskillige sange, der er halvfærdige. Han er også blevet skarp på, at det kun er et fåtal af de sange, som han skriver, der egner sig til fællessang.

”Nogle af de meget personlige sange kan nogle gange brede sig ud og blive til mere generelle sange, for eksempel om Guds trofasthed,” siger han og fortsætter: ”Mange gange deler jeg sangene med andre, fordi jeg elsker at få feedback.”

Guds timing

Da Tobias og hans hustru Sarah blev enige om, at de ønskede et barn, lagde de det over til Gud. I starten var det let nok at være i, men efterhånden som dagene gik, og Sarah ikke var blevet gravid, blev Tobias mere og mere ængstelig. Det var svært for ham, fordi det var uden for hans kontrol, og han tænkte på risikoen for, at de slet ikke kunne få børn.

”Jeg blev meget frustreret over, at der ikke skete noget, og jeg blev vred på Gud. Det var svært for mig at læse i Bibelen og svært for mig at bede. For Gud gav os ikke det, som vi ønskede. Jeg følte, at vi havde krav på at få et barn. Senere blev jeg klar over, at tanken om, at vi havde krav på det, var forkert.”

”Jeg lagde på ny ønsket og timingen i Guds
hænder og omvendte mig samtidig fra min
tanke om, at vi havde krav på et barn. Jeg
omvendte mig også fra vreden på Gud,
som jeg havde haft på grund af det.”

Tobias var på besøg hos et vennepar fra kirken, som fortalte, at de havde overgivet ønsket om at få et barn og timingen omkring det til Gud. For ham var det en lettelse at høre, at der var andre, som kæmpede med fertilitet – de var ikke de eneste. Samtalen gav Tobias noget at tænke over og var også medvirkende til en ny erkendelse. ”Jeg lagde på ny ønsket og timingen i Guds hænder og omvendte mig samtidig fra min tanke om, at vi havde krav på et barn. Jeg omvendte mig også fra vreden på Gud, som jeg havde haft på grund af det.”

Et par måneder efter omvendelsen blev Sarah gravid. På daværende tidspunkt havde ægteparret ventet et år på graviditeten. De havde tænkt og talt om, hvornår det ville være bedst, at Sarah blev gravid. Men Gud lod det ske i sin timing.

”Miraklet for mig i dette var, at Guds timing er så meget bedre end vores. Og selvfølgelig var det største mirakel, at vi fik barnet, som vi ønskede. Guds timing betød, at Sarah havde termin knap en måned efter, at hun havde færdiggjort pædagoguddannelsen. Hun skulle derfor ikke søge job, men hun kunne gå direkte på barselsdagpenge. Der kunne ikke have været en bedre timing.”

Tror du, at det, at du omvendte dig, gjorde en forskel?

”Ja, jeg fik øjnene op for bjælken i mit eget øje. Min oplevelse af det var, at Gud havde holdt graviditeten tilbage, fordi der var noget vigtigt, som jeg skulle lære. Jeg lærte virkelig meget i processen – blandt andet at mit fokus skulle flyttes fra, hvornår vi fik et barn, til at jeg skulle være der for Sarah. Jeg måtte lægge min frustration fra mig og i stedet arbejde på at hjemmet fungerede godt. Så der var fred på hjemmefronten, så Sarah kunne slappe af, når hun kom hjem fra praktikken. Jeg tror, Gud på den måde beskyttede os, ved at vi ikke fik vores datter tidligere.”

Fandt underboen død

En decemberdag i 2020 var Tobias på vej på indkøb. Da han var på vej ned ad trappen, blev han stoppet af en ældre dame fra Polen. Normalt var hun venlig og meget smilende, men denne dag var hun enormt frustreret. Hun var bekymret for en af naboerne, som hun ikke var stødt på i længere tid. Hun havde set, at lyset i naboens lejlighed var tændt. Hun bad Tobias om at hjælpe.

”Jeg kan huske, at jeg kun havde 8 % strøm på min telefon, en information, som blev vigtig senere. Jeg ville gerne hjælpe hende og bankede på døren. Der skete ikke noget. Jeg tog i dørhåndtaget for at se, om døren var låst. Det var den ikke.” Tobias åbnede døren, og blev mødt af en forfærdelig lugt. Han lukkede lynhurtigt døren igen og ringede 112. Manden fra alarmcentralen spurgte Tobias, om han turde gå ind i lejligheden. Tobias tænkte et kort øjeblik og sagde så ja.

”Jeg ville ikke lade kvinden, som havde dårligt hjerte, gå derind.” Lyset var ganske rigtigt tændt i lejligheden. I soveværelset var der dog helt mørkt. Tobias tændte lyset. Manden lå i sengen og var helt tydeligt stendød. Tobias vendte om og løb ud af lejligheden, mens han sagde igen og igen til manden fra alarmcentralen: ”Han er død, han er død, han er død.” Ambulancefolkene og politiet kom og talte med Tobias, som var dybt chokeret.

Da han senere på dagen sammen med Sarah var ude at handle, gik han ind i flere ting, og han faldt over noget. Han var så rystet og chokeret, at han tænkte på, om hans sind kunne klare det. Han var bange for, at han ville blive traumatiseret af den voldsomme oplevelse.

”Da vi skulle sove om aftenen, kunne jeg slet ikke finde ro. Min krop var stadig helt anspændt, og jeg bad Sarah om at bede for mig. Mens hun bad, blev jeg taget tilbage i lejligheden, og jeg så den ligesom fra et åndeligt perspektiv. Jeg så, at for hver skridt, jeg tog i lejligheden, spredte der sig lys. Lyset kom fra mine fodsåler. Det funklede lidt som ildfluer og spredte sig op ad væggene. Da jeg tændte for stikkontakten i soveværelset, blev rummet fyldt af et gyldent, kærligt og dansende lys. Jeg fik fornemmelsen af, at Gud havde gået sammen med mig i lejligheden, hvert eneste skridt. At det, at jeg gik derind, blev den allersidste kærlige gerning, der blev gjort mod denne ensomme og isolerede mand.”

”Da Sarah sagde amen, var jeg igen
i vores soveværelse. Der var faldet
helt ro over mig, og frygten for at få
et traume var forsvundet som dug for
solen. Jeg lagde mig ned og faldt i søvn
og har ikke været mærket af episoden siden.”

Efterfølgende har Tobias tænkt, at det var ærgerligt, at han ikke havde lært manden at kende i levende live, men at det var Guds nåde, at han gik ind i lejligheden. På den måde blev underboen fundet, inden han havde ligget død alt for længe. Tobias fik en vished om, at Gud havde brugt ham i situationen. ”Da Sarah sagde amen, var jeg igen i vores soveværelse. Der var faldet helt ro over mig, og frygten for at få et traume var forsvundet som dug for solen. Jeg lagde mig ned og faldt i søvn og har ikke været mærket af episoden siden,” slutter Tobias.