Odysseen – storfilm om krig, moral og guderne

Christopher Nolan har gennem de seneste to årtier markeret sig som en af vor tids mest ambitiøse filminstruktører. Efter Oscar-succesen med Oppenheimer kaster han sig nu over en af verdenslitteraturens ældste fortællinger, Homers Odysseen. Resultatet er et storslået epos, der både imponerer visuelt og giver stof til eftertanke. Matt Damon leverer en overbevisende præstation som Odysseus, mens Anne Hathaway skaber en stærk og værdig Penelope, hvis trofasthed bliver historiens følelsesmæssige anker.

Danske anmeldere har allerede kaldt filmen både “en gave” og “et mesterværk”, og den brede begejstring er let at forstå. Nolan har skabt en storfilm, der rummer både spektakulære billeder, bragende action-scener og en usædvanlig moralsk dybde. Homers klassiske fortælling er fyldt med kykloper, sirener, guder, konger og fantastiske væsener. Nolan bevarer den mytologiske storhed, men retter samtidig blikket mod de menneskelige spørgsmål.

Er det guderne, der styrer menneskers skæbne, eller er det menneskets egen stolthed, ambition og magtbegær, der bliver årsag til de tragedier, vi oplever? Den problemstilling bliver filmens egentlige drivkraft.

Klinger sammen med kristne dyder

Noget af det mest interessante ved Nolans fortolkning er, hvordan fortællingen flere steder kommer til at klinge sammen med kristne dyder. Selvom historien udspringer af den græske mytologi, bliver troskab, barmhjertighed, selvbeherskelse og ydmyghed gradvist vigtigere end hævn og heltemod. Odysseus er langt fra en fejlfri helt, men hans lange rejse bliver også en rejse mod større ydmyghed. Det giver filmen en eksistentiel tyngde, som rækker langt ud over det klassiske eventyr.

Woke-debat om hudfarve

Filmen har været genstand for debat længe før premieren. Flere kritikere har beskyldt Nolan for at gøre fortællingen “woke”, fordi enkelte roller er besat med skuespillere, der ikke matcher de forestillinger om etnicitet, nogle forbinder med Homers univers. Dette i et forsøg på at sikre sig endnu flere priser fra Hollywood, som netop kræver diversitet på alle parametre. Men den diskussion kommer hurtigt til at overskygge det væsentlige. Det afgørende er ikke hudfarven på skuespillerne, men om de formår at give figurerne liv og troværdighed. Det gør de.

En visuel oplevelse

Visuelt er Odysseen en oplevelse af de sjældne. Landskaberne er betagende, havet føles både dragende og voldsomt og truende, og mødet med de mytiske skabninger balancerer elegant mellem fantasi og realisme. Nolan viser endnu engang, hvorfor han regnes blandt verdens største filmskabere. Han lader aldrig de tekniske bedrifter overskygge fortællingen, men bruger dem til at understøtte dens menneskelige og moralske dimension.

Den moralske efterklang

For mig er filmens største styrke imidlertid ikke de spektakulære scener eller de imponerende visuelle effekter, men dens moralske efterklang. De største fjender er i sidste ende ikke kykloper, sirener eller hære, men menneskets eget hovmod, magtsyge og manglende næstekærlighed. Her introducerer Nolan det, filmen kalder “Zeus’ lov”. Den bygger på tanken om, at ethvert menneske – også den fremmede – skal mødes med gæstfrihed og respekt, fordi det kan være en gud i forklædning.

Flere af filmens afgørende scener kredser netop om denne idé. Selvom tanken udspringer af den græske forestilling om guder, der vandrer iblandt mennesker forklædt som almindelige mennesker, kommer den til at klinge bemærkelsesværdigt tæt på Jesu gyldne bud om at behandle andre, som man selv ønsker at blive behandlet. Her tænker jeg bl.a. på Matt 25,35 “Jeg var fremmed, og I tog imod mig” og lignelsen om Den barmhjertige samaritaner. Nolan formår at væve disse etiske tråde ind i fortællingen, uden at det virker påklistret eller belærende.

Måske er det netop derfor, Odysseen føles så aktuel. Den minder os om, at de største slag ikke udkæmpes med sværd (eller for den sags skyld droner og missiler), men i menneskets hjerte. Kampen mod hovmod, magtsyge og egoisme er lige så virkelig i dag, som den var i Homers verden. Det er en fortælling om hjemkomst, men også om karakterdannelse. Og netop derfor viser Nolan, at en næsten 3.000 år gammel fortælling stadig kan udfordre, bevæge og inspirere et moderne publikum.

Titel: The Odyssey
Instruktør: Christopher Nolan
Genre: Adventure / FantasySpilletid: 2 timer og 52 minutter
Aldersgrænse: 11 år
Premiere: 16. juli 2026