Ny formand for Netværket PULS: ”Vi skal være stolte af vores traditioner”
Morten Rugager Kristensen, der er præst i Skjern Bykirke, bliver ny formand for det kirkelige netværk PULS.

PULS er et kirkeligt netværk i Danmark for lutherske kristne – både for enkeltpersoner, sognemenigheder, valgmenigheder og frimenigheder. Indtil 2026 hed PULS Evangelisk Luthersk Netværk, men i 2026 skiftede de navn til ’PULS – Evangelisk Luthersk Netværk’. I daglig tale PULS.
Siden 2017 har formanden for Evangelisk Luthersk Netværk, nu PULS, heddet Jens Lomborg; han har siden den 1. december 2025 været generalsekretær i Ordet&Israel. Men nu er tiden kommet til, at formandsstafetten skal gives videre, skriver PULS på deres hjemmeside: ”Vi vil sige en stor tak til Jens for mange års tjeneste og med lige så stor glæde byde velkommen til Morten Rugager Kristensen som ny formand for Netværket PULS,” skriver de.
Det handler om Jesus
Den nye formand er Morten Rugager Kristensen. Han er 41 år, uddannet teolog og gift med Lea. Sammen har de tre børn. I 14 år har Morten været præst i Skjern Bykirke, der er én af menighederne i PULS’ netværk. Her har Morten arbejdet for at bygge en kirke, ”der er i mission, er åben overfor nye, og som tør stå fast ved bibelske sandheder, også når de går stik mod tidsånden”, står der på hjemmesiden.
”Kirken skal være tro mod Bibelen, men vi skal ikke sande til i ‘sådan plejer vi’,” fortæller Morten og tilføjer: ”Jeg tror på, at hele Bibelen handler om Jesus, og jeg ønsker, at vi får hele Bibelen i spil, så vi forkynder Guds ord i dets fylde og får vist dets relevans i alle livets facetter.”
Stolt af at være luthersk
På samme måde er Morten heller ikke bange for at kalde sig selv for luthersk: ”Vi skal turde være stolte af vores kirkelige tradition. At være luthersk handler ikke om at herliggøre en person, men at knytte an ved en arv, vi har fået givet, og vi skal forvalte ind i vores tid.” I seks år har Morten været en del af PULS’ vejlederråd, de seneste to år som formand for rådet. Vejlederrådet arbejder med at facilitere tilsyns- eller vejledningsaftaler for menigheder og præster.
Dette arbejde træder Morten nu ud af. I stedet indtræder tidligere valgmenighedspræst Hans Jørgen Hansen.
Forskellighedens styrke
Netværket PULS ønsker at være ”tydelige, forskellige og samlende”. Det er tre ord, som Morten kan identificere sig med: ”Som netværk skal vi være teologisk og åndeligt tydelige, så vi definerer en klar bibeltro platform at stå på, hvor man kan føle sig tryg ved den menighed, man kommer i, og i det, som bliver sagt fra prædikestolen.” Ligeledes er det vigtigt for Morten, at PULS er et netværk, der rummer forskellighed:
”Vi er et netværk på tværs af sogne-, valg- og frimenigheder, og hver menighed har sin egen historie og særkende. Den forskellighed skal vi lade os berige af, så vi tager ved lære af hinanden. Som netværk vil vi samle på tværs af forskellighederne, og allermest brænder jeg for, at vi må blive knyttet sammen af en fælles længsel efter, at endnu flere må lære Jesus at kende,” siger den nye formand.
Flere (mandlige) præster
Noget andet, som ligger Morten på hjerte, er, at PULS’ menighedsnetværk må være et sted, hvor det er både godt og trygt, men også attraktivt at være præst: ”Jeg drømmer om, at vores menighedsnetværk må vokse, og at endnu flere må få lyst til at gå ind i tjenesten som præst på bibeltro grund. Jeg vil gerne række et kald til unge mænd om at læse teologi og søge embede – uanset om det er indenfor eller udenfor Folkekirken – og meget gerne i vores netværk, hvor vi har en bred vifte af engagerede menigheder, der elsker at fejre gudstjeneste,” afslutter Morten.
Som det fremgår af citatet her, er PULS’ officielle holding, at det kun bør være mænd, der er hyrde og ledende præst i en menighed. I praksis er der dog forskelligt syn i netværket, og der er derfor også åbenhed for, at man i den del af netværket, der består af menighedsfællesskaber, godt kan have forskelligt syn og praksis omkring kvindelige præster og ledere. Den 28. august er der møde i PULS’ landsledelse, hvor Morten Rugager Kristensen formelt træder ind i ledelsen og bliver konstitueret som formand.


