Grådens Gave

For nogle skal gaver koste mange penge, ellers er de ikke ”ordentlige” gaver. Men smukt er også barnets naive gave til sine forældre; kornblomsten fra vejkanten eller tegningen lavet i børnehaven… et tegn på kærlige følelser og udtrykt agtelse.

I dagens tekst sad Jesus, på invitation fra farisæeren Simon, ved hans bord og spiste med ”de høje herrer”, farisæerne, og ind kom ’syndens barn’. Naivt og ydmygende knæler en kvinde, som har været prostitueret, ved Jesu fødder. Farisæeren så kun, at ”den urene” berører ”det rene” og fordømte hendes fortid og undrede sig over Jesu respons til hende. Jesus så den kostbare gave, hun kom med.

Han følte den på sine fødder; hendes oprigtige tårer, den kostbare olie, kyssene og det udslåede hår som tegn på en kvinde i sorg, som i dagens anledning ikke var flettet og pyntet som vanligt, men udslået og brugt som tørreredskab – og det var smukt for Jesus. Jesus’ respons på farisæerens indre kommentar blev givet med en lignelse om syndens gæld. Jesus kender, men nævner ikke kvindens synd, men derimod fremhæver han hendes handling som et ret eksempel, der behager Gud.

Farisæeren havde ikke set det vigtigt nok at udføre de vanlige skikke med fodvask, fredskindkys og oliesalvelse til en æret gæst i sit hus. Det gjorde kvinden. Ligesom farisæeren udstillede kvinden med sine tanker, udstillede Jesus farisæerens stolte hjerte på en måde, der talte nåde og sandhed til ham. Jesus havde et personligt budskab til begge. Det, der giver frelse, er ikke religiøs status eller lovlydighed, men hjertets indstilling og kroppens position; i anger ved Jesu fødder.

Jesus kunne ikke, ligesom sin far, modstå et sønderknust hjerte, som Salme 34,19 viser: ”Herren er hos dem, hvis hjerter er knust. Han løfter dem, hvis sjæl er nedbrudt.” Det minder mig om et citat fra bibellærer og filosof Derek Prince: ”Gud vil kun tilgive de synder, vi bekender.” 1. Joh. 1,9 ”Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed.”

I sit berømte citat: “Go straight for souls, and go for the worst” (”Gå direkte efter sjælene, og gå efter de værste”), sammenfatter Frelsens Hærs grundlægger William Booth kernen i sin tilgang til at udbrede frelsens budskab. Booth mente, at den mest effektive måde at skabe en varig indflydelse på samfundet var ved at fokusere på at frelse sjælene hos de mest nødstedte, for så var potentialet for forvandling og positiv forandring størst. Booth opfordrer os til at gå ind i kompleksiteten af menneskelig lidelse og se det potentiale for vækst og forløsning, som kan findes midt i den.

Både farisæeren og kvinden kom med gaver til Jesus. Den ene tilbød middag og en lyttende forsamling, den anden et syndigt hjerte og udøst agtelse. Begge ville have noget fra Jesus – den ene hans visdom og selskab, den anden hans tilgivelse. De fik begge, hvad de søgte.

Den nye status

… Men kun den ene gik forandret derfra. Jesus vidste, hvad kvindens gråd handlende om, det fortæller hans respons os: ”Dine synder er tilgivet. … Din tro har frelst dig. Gå bort med fred!” (v 48-50). Hun var kommet til den rette mand og i rette position. ”Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget” (Matt. 18,3).

Tårernes frie løb fik nådens flod til at strømme mod hende. Gråden havde udløst en handling fra frelseren og forsoneren; tilgivelsen var Grådens Gave. En gave som også er tilbudt til dig og mig. Gud velsigne dig med tårer!

Prædikentekst: Luk. 7, 36-50

Kvinden i farisæerens hus

”En af farisæerne indbød Jesus til at spise hos sig, og han gik ind i farisæerens hus og tog plads ved bordet. Nu var der en kvinde, som levede i synd i den by. Da hun fik at vide, at han sad til bords i farisæerens hus, gik hun derhen med en alabastkrukke fuld af olie, stillede sig grædende bag ham ved hans fødder og begyndte at væde hans fødder med sine tårer og tørrede dem med sit hår, og hun kyssede hans fødder og salvede dem med olien.

Da farisæeren, som havde indbudt ham, så det, tænkte han ved sig selv: »Hvis den mand var profet, ville han vide, hvad det er for en slags kvinde, der rører ved ham, at det er én, der lever i synd.« Jesus sagde da til ham: »Simon, jeg har noget at sige dig.« Han svarede: »Sig det, Mester!« »En pengeudlåner havde to skyldnere. Den ene skyldte fem hundrede denarer, den anden halvtreds. Da de ikke havde noget at betale med, eftergav han dem begge deres gæld. Hvem af dem vil så elske ham mest?«

Simon svarede: »Den, han eftergav mest, vil jeg tro.« Jesus sagde: »Det har du ret i.« Og vendt mod kvinden sagde han til Simon: »Ser du denne kvinde? Jeg kom ind i dit hus; du gav mig ikke vand til mine fødder; men hun har vædet mine fødder med sine tårer og tørret dem med sit hår. Du gav mig ikke noget kys; men hun er blevet ved med at kysse mine fødder, siden jeg kom herind. Du salvede ikke mit hoved med salve, men hun har salvet mine fødder med olie. Derfor siger jeg dig: Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget. Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt.«

Og han sagde til hende: »Dine synder er tilgivet.« De andre ved bordet begyndte at tænke ved sig selv: »Hvem er han, som endog tilgiver synder?«
Men han sagde til kvinden: »Din tro har frelst dig. Gå bort med fred!«”

Bibelteksten bringes med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab og er fra den autoriserede oversættelse af Bibelen fra 1992. © Det Danske Bibelselskab 1992.