Jeg har brug for Guds nådige blik – og for menneskers

”Jeg har brug for, at Gud ser på mig med et nådigt blik. At min kone ser på mig med et nådigt blik, og at min familie ser på mig med et nådigt blik. Det har jeg brug for, fordi jeg ligesom alle andre er et ufuldkomment menneske. Når vi griber om det, kalder det noget frem i os.”

Sådan siger formanden for Kristelig Handicapforening Thomas Bjerg Mikkelsen, der også er fakultetsleder på Menighedsfakultetet i Aarhus. Thomas mener, at mennesker med handicap udfordrer vores forestilling om, hvad et mirakel er. Det funktionshæmmede menneske er ikke et halvt menneske eller et mislykket menneske. Det er et helt, elsket og værdifuldt menneske.

”Hvis jeg skal nævne et stort mirakel, som jeg oplever jævnligt, så er det forældre, der tager imod et barn med handicap. Forældre, som på forhånd ved, at de får et barn med handicap, og som tager imod barnet. Det, synes jeg, er et kæmpe mirakel. At turde gå ind i det ukendte som forældre og tage imod barnet med kærlighed, det er for mig et stort mirakel.”

Thomas mener, at det er et mirakel, fordi vi lever i et samfund, hvor et barn med handicap anses som mindreværdigt. Det samme gør sig gældende, hvis man ser på debatten om aktiv dødshjælp. Den handler om, at man i samme takt, som man mister sine funktioner, også mister sin værdighed.

”Der er mennesker, som hele deres liv lever med handicaps, der gør, at de er afhængige af andres pleje. Det menneske har fuld værdighed. Den værdighed ligger meget dybt i min forståelse af Gud. Samtidig tror jeg på, at Gud er en skabende og almægtig Gud, der tilfører verden liv, og at han kan helbrede mennesker. Når Gud har skabt verden, kan han også gribe ind i den og helbrede.”

Menneskesyn og forkyndelse

Hvor tror du, at synet på et menneske med handicap som mindreværdigt kommer fra?

”Jeg tror, at man i vores sekulære verden i høj grad har mistet blikket for, at ethvert menneske er skabt, villet og elsket af Gud. Også i kirken kan synet på mennesker med handicap blive skævt, hvis der kommer et overdrevent fokus på mirakler og helbredelse. For mange år siden var jeg til et Benny Hinn-møde, hvor budskabet var, at Gud rakte helbredelsen frem, og at man bare skulle tage imod. For de syge og mennesker med handicap, som ikke blev helbredt, kunne det indirekte budskab være, at de selv havde afvist Guds udstrakte hånd. Samtidig kunne forkyndelsen efterlade et andet og dybere budskab: At der grundlæggende var noget forkert ved deres krop. Budskabet var råt og ubibelsk.”

Thomas uddyber: ”Nogle gik måske derfra med den samme sygdom eller det samme handicap, som de kom med, men oveni med tvivlen på, om deres tro var stor nok. Det er det alvorlige ved den form for forkyndelse: Den kan lægge en ekstra byrde på mennesker, som i forvejen lever med sygdom eller handicap. I værste fald kan den ligefrem frarøve mennesker troen. Jeg synes, at sådan en forkyndelse er helt fundamentalt forkert.”

Bedring i muskelsvind

Thomas fortæller om dengang, han for mange år siden skulle bruge en oversætter. Det var en kristen kvinde med muskelsvind. På grund af lidelsen havde hun været sengeliggende. Hun fortalte Thomas, at hun havde oplevet markant bedring. Det betød, at hun kom fra sengen og op i kørestol, hvor hun fik meget større bevægelsesfrihed. Hendes livskvalitet blev styrket, selvom hun ikke blev rask.

”Hun fortalte mig, om oplevelsen af igen at kunne komme ud i skoven – at kunne dufte skovbunden. Hun delte oplevelsen af igen at kunne komme i svømmehallen. Aktiviteter, som mange af os kommer til at tage for givet. Det er jo et kæmpe mirakel. Det var nåden, hun mødte. Og når man møder nåden, som hun gjorde, så skal man vende sig til Gud og sige tak.”

Hvordan kan man forkynde om helbredelse på en sund måde?

”I Salmernes Bog står der, at Gud går med igennem dødskyggens dal. Gud leder os ikke altid væk fra det, der er svært, men han går med os igennem det. Det fortegn er væsentligt, ligesom fortegnet om, at han aldrig svigter os (eller forlader os). Har man det fortegn, kan nogle mennesker opleve store undere, mens andre bliver udsat for store farer – og Gud går med dem. Så bliver det ikke et spørgsmål om, hvorvidt man er syg eller rask, men om visheden om, at Gud går med, uanset om man er syg eller rask.”

”Det er et mirakel, når mennesker, som har
levet på afstand af hinanden, bliver forsonet.
Eller når jeg selv har gjort noget forkert mod
et andet menneske og bliver mødt med tilgivelse.
Helt uforbeholden tilgivelse er også et mirakel.”

Thomas mener også, at idealet om det perfekte liv kan påvirke menneskesynet. Hvad vil det sige at have et rigt liv? Og hvorfor kan man få et rigt liv alle steder på jordkloden?

Mødet med tilgivelsen

Thomas nævner et mellemmenneskeligt mirakel, som nogle af os måske også kommer til at tage for givet. Men ikke desto mindre er det et mirakel, som er helt igennem vigtigt for vores eksistens og sameksistens. ”Det er et mirakel, når mennesker, som har levet på afstand af hinanden, bliver forsonet. Eller når jeg selv har gjort noget forkert mod et andet menneske og bliver mødt med tilgivelse. Helt uforbeholden tilgivelse er også et mirakel. Når vi forsoner os med hinanden og tilgiver hinanden, rækker Guds nåde og tilgivelse ind i denne verden.”

Nåden og tilgivelsen er dobbeltsidet – fra Gud til mennesket og fra menneske til menneske. Vi siger i bønnen Fadervor: ”Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere.”

”Det største mirakel er selvfølgelig, at Gud vil have noget med os at gøre. At Jesus døde i vores sted. At Bibelen fortæller om Kristus i os og Kristus i mig. Det er en svimlende tanke, at universets skaber tager bolig i os og vil have fællesskab med os. Han kender hele sandheden om os, og vi kan tale med ham om alt. Han fordømmer os ikke, men møder os hver dag med ny nåde. Tænk, at den almægtige Gud vil have fællesskab med mennesket.”

En gave og en opgave

På spørgsmålet om, hvorvidt der er større tilgivelse kristne imellem, svarer Thomas: ”Det kommer an på, hvor man kigger hen. Tænk for eksempel på folkedrabet i Rwanda. Det var et genkristnet land, hvor flere millioner kristne blev slået ihjel af andre kristne. Der var mange historiske grunde til drabene. Jeg hørte en, som sagde, at en af grundene til folkemordet måske var, at kirken i Rwanda havde forkyndt et halvt evangelium.”

Thomas fortæller, at man havde været god til at forkynde ”forlad os vor skyld”, hvorimod den sidste halvdel af sætningen, ”som vi forlader vore skyldnere”, blev undladt. Guds tilgivelse kalder os til selv at leve i tilgivelse. Men det betyder ikke, at tilgivelse altid er let eller sker hurtigt. For mennesker, der er blevet dybt såret, kan det være en lang proces, og tilgivelse er ikke det samme som, at uretten bliver gjort mindre alvorlig, eller at tilliden straks skal genoprettes.

”Evangeliet er en gave, som også rummer en opgave. Gud tilgiver os, og samtidig kaldes vi til at elske vores næste som os selv. Vi modtager Guds nåde og tilgivelse som en gave, og sammen med den kommer opgaven: at møde andre med den samme nåde og tilgivelse. Gud behandler ethvert menneske som dyrebart, og han kalder os til at gøre det samme. Det er vigtigt, at vi både forkynder og lever hele evangeliet.”

Vi taler om, at man både i frikirkelige og lutherske kredse bruger begrebet billig nåde. Et udtryk, som bruges til at tydeliggøre, at vi kan tage nåden for givet uden at tænke over, at vi med gaven får en opgave, som består i, hvordan vi handler over for Gud og over for mennesker.

Hvordan praktiserer du tilgivelsen, når du er den tilgivende?

”Hvis jeg bliver mødt af en undskyldning, vil jeg sikkert bare sige, at det er okay. Men tilgivelse kan ikke altid være afhængig af, at jeg får en undskyldning. Jeg har selv haft brug for, at andre viste mig nåde, og derfor prøver jeg også at møde andre med nåde. Jeg forsøger at tænke mere over mit eget behov for at blive mødt med nåde, end over mit behov for at tilgive andre. Jeg øver mig i at se på andre med et kærligt blik og lever i bevidstheden om, at Jesus ser på mig med et kærligt blik.”