Kunsthistoriker fandt sit kald i dybet: Det handler om nærvær og omhu i hvert øjeblik

Serie: Kald og lydighed. Hvordan kan man høre Gud kalde i dag - i en verden med flere tilbud og mere støj end måske nogensinde før? Og hvis man hører Gud kalde, hvordan kan man så følge det - uden at komme på afveje? Udfordringen bringer en række interviews med mennesker, der har fundet eller stadig leder efter deres kald. Dette er fjerde artikel i serien.

Line Marschner troede i mange år, at hendes kald var at arbejde med kunsthistorie. Nu ved hun, at kaldet er dybere end det. Det handler om at skue i dybden og stille sig i lyset, hvor alt, hvad man gør, kan gøres nærværende og med kærlighed.

En dag for et par år siden var Line Marschner på arbejde som kirketjener i Vor Frue Kirke i København. Hun var ansat i et barselsvikariat, som hun havde taget, fordi hun havde brug for en pause og et job, som ikke krævede så meget mental og intellektuel energi af hende, som hendes hidtidige arbejdsopgaver havde gjort.

”Jeg var et sted i livet, hvor jeg kunne mærke, at jeg nok skulle noget nyt. Jeg mærkede en længsel, men kunne ikke helt finde ud af, om længslen gik i retning af et nyt felt inden for mit fag, kunsthistorien, eller i retning af noget uden for mit fag,” fortæller hun. Line Marschner fandt hurtigt ud af, at arbejdet som kirketjener gav hende mulighed for at være en del af et arbejdsfællesskab med mange fagligheder og mange meget dygtige kollegaer.

Der var organister, præster, musikere og kirketjenere, som hver især gjorde deres bedste og var ypperlige inden for deres felt. ”Det var fantastisk at møde mennesker, der hver på deres område var lige så dedikerede og nørdede, som jeg altid har været inden for mit felt,” siger hun. Selv havde hun en lang karriere bag sig som kunsthistoriker med speciale i bl.a. kirkearkitektur og kirkekunst, og hun var en anerkendt foredragsholder, formidler og konsulent inden for sit område.

Det er udfoldelsesområder, som hun ikke er færdig med, men hun har erfaret, at der er andre veje, hvor hun i lige så høj grad kan udfolde sine åndskræfter og sit kald. Hun har altid elsket sit fag og følt sig fuldstændig på rette hylde, og da hun blev ansat i Københavns Domkirke, var det ikke, fordi hun ønskede at forlade sit fag. Men noget trak i hende, og derfor stod hun den dag for et par år siden i domkirken og skulle i gang med dagens opgaver. På to do-listen var bl.a. rengøring af toiletterne, så det gav hun sig i kast med.

”Jeg havde så småt opdaget, hvordan de arbejdsopgaver, der kan synes ensformige og meningsløse, kan blive en øvelse i nærvær. Når jeg skulle vaske gulvet, kunne jeg stå med kosten og kluden og vælge, om jeg ville fokusere vandret eller lodret. Jeg kunne enten tænke vandret: Det her gulv skal vaskes, og det tager det meste af dagen, og når jeg er færdig, kommer der nogle konfirmander eller en flok turister, og så er det beskidt igen, og ingen kan se, hvad jeg har udrettet,” siger hun.

”Eller jeg kunne tænke lodret: Jeg kan være nærværende og ligesom træde ind i en lyssøjle og vide, at jeg gør noget, som skal gøres. Og så bliver det hele fuldstændig glimtende meningsfuldt. Jeg laver noget, som er usynligt, medmindre det ikke bliver gjort, og derfor er jeg netop fri for at gøre det til et egoprojekt. Jeg skal bare finde lyset, og så bliver det en fest,” uddyber hun.

Rengøring og åbenbaring

Den dag oplevede Line Marschner, at lyset kom til hende på en uventet måde – midt i det, som bestemt ikke umiddelbart var fuldt af lys og mening. Hun trådte ind på et af toiletterne og opdagede, at en person, formodentlig en hjemløs, havde efterladt toilettet indsmurt i afføring. Hun tog handsker, klud og børste og gik i gang med rengøringen, for opgaven skulle jo gøres. Mens hun skrubbede løs, fik hun øje på spor af, at den uheldige person – noget ubehjælpsomt – havde forsøgt at gøre rent efter sig selv, og det åbnede noget i hende.

”Det var en lille åbenbaringsoplevelse, hvor jeg i et øjeblik ikke så med væmmelse på afføringen, men så dybere – som om jeg lånte Guds øjne for et øjeblik og dermed kunne se et andet menneskes bestræbelse, hvor ringe den end var, og vide, at den er fuldt så værdifuld som enhver af vores andres bestræbelser,” siger hun. Hun opfatter oplevelsen på toilettet som en form for kulminationspunkt i en proces, hvor hun er blevet frisat fra at identificere sig totalt med et fagområde.

”Jeg forstod, at kan mit blik – eller rettere Guds blik i mit – finde lyset i afføring, af alle ting, kan jeg finde lyset hvor som helst – og så er jeg fri,” uddyber Line Marschner. Hun har med andre ord erfaret, at hendes kald ikke er bundet til kunsthistoriefaget, men til en dybere impuls, der ligger nedenunder faglige og professionelle grænser og også nedenunder det, der kan vurderes som præstationer.

”Alting handler om at se dybere og om at gøre sig umage med det, vi står midt i. Der ligger en kæmpe, grundlæggende åndelig øvelse i at være nærværende, hvor man er, og forvandle det, man står midt i, til lys. Det handler for mig om at se dybere end bare overfladen,” siger hun. Netop det at se dybere, at skue i dybden og se det, som det overfladiske skjuler, eller som et kunstværk peger på uden for sig selv, er det, der har fascineret – og stadig fascinerer – Line Marschner ved kunst og arkitektur.

Det var derfor, hun begyndte at læse kunsthistorie, og det er derfor, hun stadig elsker sit fag og kan blive helt lykkelig af at se på kunst og på arkitektur. ”Jeg har altid været meget visuelt orienteret og har altid tegnet meget. Så da jeg var færdig med gymnasiet, foreslog min mor mig at kigge nærmere på kunsthistorie. Men det afviste jeg blankt, for jeg syntes ikke, at det ringede nogen klokker hos mig. I stedet tog jeg tre sabbatår,” fortæller Line Marschner.

Kirkeklokker og kunsthistorie

I løbet af sit tredje sabbatår flyttede hun til Paris, hvor hun i en periode boede i en lille, kold lejlighed. Kulden resulterede i en lungebetændelse, og i juleferien tog hun hjem til sine forældre for at komme sig. Mens hun lå der med lungebetændelse, kom hendes mor og satte sig på sengekanten og foreslog igen kunsthistorie som en mulighed, og denne gang nævnte hun, at der vist som en del af studierne også var noget praksis, bl.a. med at tegne.

”Med ét vidste jeg, at det var det, jeg skulle. Jeg hørte kirkeklokker for mit øre, så man kan sige, at det var et meget konkret billede på at blive kaldet ind i noget. Sådan tænkte jeg ikke om det dengang, jeg vidste bare, at jeg havde fundet mit fag,” siger Line Marschner. Hun søgte ind på studiet, blev optaget og gik i gang med at fordybe sig i former, farver, motiver, symboler og historie inden for kunsten.

Hun var vild med det hele og tvivlede ikke et sekund på, at hun var på rette vej, selv om hun i begyndelsen godt kunne mærke, at hun ikke var vokset op med noget indgående kendskab til kunst. ”Jeg vidste ind til benet, at det var min verden, og jeg elskede det hele. Men især blev jeg draget af den kristne billedkunst, fordi jeg hurtigt fornemmede, at den kristne billedkunst i udtalt grad altid peger ud over sig selv – ned i dybet og ud i det uendelige og gådefulde, som jeg i dag vil kalde Gud, men som jeg dengang mest tænkte på som det uudgrundelige,” siger hun.

Hun fornemmede, at hun særligt i kristen billedkunst fik mulighed at for skue i dybden og se mere end det, mennesket umiddelbart kan sige sig selv. ”Den kristne billedkunst inviterer jo altid til at se mere i det sete end det umiddelbare. En fisk er et symbol på noget andet og mere, og løverne på en døbefont peger ind i en kraft. Den kristne billedkunst er én stor pegen ud over sig selv, og jeg fornemmede, at derude var noget, vi mennesker aldrig kan komme til bunds i – i hvert fald ikke i denne verden,” siger hun.

Line Marschner begyndte med tiden at beskæftige sig med moderne arkitektur og blev især optaget af kirkearkitekturen. ”Jeg er betaget af, hvordan vi som mennesket, via kunst og arkitektur, strækker os ud over grænserne for vores forstand. Vi kan skabe sublime rum og billeder, som peger ud i det store, og samtidig er det så hjælpeløst, for det er jo bare pigmenter og lærred og mursten og mørtel. Det stoflige er så begrænset og alligevel så rigt. Vi stykker tingene sammen og danner små pile ud mod det uforståelige,” siger hun.

Skaberens stemme i skoven ved Sorø

Line Marschner er vokset op med forældre, der var åndeligt søgende og eksperimenterede og gav hende en fornemmelse af både kirkens og andre åndelige traditioners potentiale. Og hun har selv, siden hun var 13 år, haft en række stærke erfaringer af lys og gudsnærvær. En af disse episoder fandt sted for omkring fem år siden.

”En morgen, hvor jeg gik min sædvanlig meditative tur gennem skoven ved Sorø, hvor jeg bor, var jeg optaget af mit ophav: Hvad gik forud for mit fysiske liv, skabt af mine forældre? Hvor er min gnist opstået henne, og hvem var til stede, da jeg blev hevet ud af ursuppen? I ét forsvandt min identitetsfornemmelse, og jeg oplevede et eksistentielt tomrum – som at være i et sort rum ude mellem stjernerne. Det enorme tomrum vibrerede, og jeg kunne fysisk ikke få luft. Men midt i fortvivlelsen samlede der sig det mest intensive kærlighedsnærvær omkring mig – sammen med et gyldent lys – og en stor stemme lød inden i mig: ’Det var jeg’.”

Line Marschner var ikke i tvivl om, at det var sin skabers stemme, hun hørte, og øjeblikket var så intenst, at hun til enhver tid kan forbinde sig med det. Det giver hende en enorm glæde og tryghed – og samtidig en følelse af forpligtelse. ”Jeg ved, at jeg er skabt ud af lys og kærlighed, og det er alle andre skabninger også. Det er min pligt prøve at skabe så meget lys som muligt hver dag,” siger hun.

Det gør hun i dag som gift og mor til tre børn og som sekretariatsleder i Vor Frue Kirke i København. Efter et halvt år som kirketjener blev hun tilbudt at træde ind som konstitueret i stillingen som sekretariatschef, og siden er hun blevet fastansat i stillingen.

”Jeg opdagede, at ledelse handler meget om at understøtte og på en eller anden måde lægge til rette, så andre kan folde det ud, de er kaldet til. Så vi ikke løber sur i alle de praktikaliteter, som virkelig fylder meget, men har mulighed for at se dybden og meningen i vores arbejde og danne fællesskaber omkring det at udfolde vores vuggegaver,” siger hun.

Vuggegaver

Line Marschner tror på, at vi alle er født med evner og muligheder, som er givet os af Gud. Vuggegaver kalder hun dem. Hun oplever, at hendes egen vuggegave knytter sig til synssansen. ”Allerede som barn opdagede jeg, at hvis jeg var ked af det, kunne jeg se på et blad eller få øje på noget lys, og så lettede tristheden. Jeg blev klar over, at det var en ressource, som jeg kunne bruge,” siger hun.

Hun troede i mange år, at hun alene skulle udfolde denne evne til at se ind bag ved og ned under ting og finde lyset og dybden inden for kunsthistoriefaget. ”Men nu har jeg fornemmelsen af, at jeg lever mit kald – og er intakt til stede i mit kunsthistoriefag – midt i mit arbejde som sekretariatsleder og i mit liv i øvrigt. Indholdet på skrivebordet er et andet, men kaldet til at se dybt i tingene udfolder jeg i lige så høj grad her, som jeg gjorde i mit tidligere job,” siger hun.

Hun mener, at det kald fra Gud, som vi alle har, er karakteriseret ved en impuls og en glæde ved det, man gør, som ligger dybere end det enkelte fag og også er uafhængigt af, om man præsterer bestemte resultater. ”Selvfølgelig er det godt, at vi skaber noget flot og laver resultater, men det afgørende er den impuls, der får os til at søge efter at gøre det. Kaldet handler om det lys, vi kan bringe ind i verden, og det lys, vi kan kalde frem i andre, og det kan vi også gøre de dage, hvor vi ikke lykkes i snæver faglig forstand,” siger hun.

Walk the talk

Som leder er hun optaget af, hvordan hun kan understøtte, at alle kollegaerne har denne fornemmelse af at handle ud fra noget dybere end de konkrete opgavers nødvendighed. At de oplever at folde deres vuggegaver ud og bringe noget ind i fællesskabet, som bliver værdsat for andet og mere end resultaterne. Hun mener også, at kirken skal forsøge at gøre det i hele sit virke.

”I kirken har vi masser af ord for, hvordan vi altid allerede er elsket, men spørgsmålet er: Kan vi walk the talk? Viser vi i handling, hvad vi siger? Både i den måde, vi er sammen på som medarbejdere, og i den måde, vi møder mennesker på?” spørger hun.

Som eksempel nævner hun, at hun har dyb respekt for den måde, hendes kirketjenerkolleger kan sætte grænser uden at gå på kompromis med den enkeltes værdighed, fx når der kommer larmende turister ind i domkirken, eller en person kommer ind og sætter sig med en øl, som han eller hun spilder ud over en kirkebænk.

”Mine kollegaer møder folk på en fantastisk måde med en intakt respekt, og det er noget, jeg håber, at vi kan gøre i alt, hvad vi gør, så folk kan mærke, at her må de komme og være dem, de er – med deres vuggegaver og de vilkår, livet har givet dem. Kirken står og falder på en måde med, om vi siger et og gør noget andet – eller om vi løbende kan udfolde og kvalificere det fantastiske budskab i kristendommen,” siger hun.

Som leder og som mor er hun optaget af, hvordan vi som mennesker kan hjælpe hinanden med ikke at lægge al værdien i det, vi ser og gør på overfladen, men holde hinandens øjne på de dybere kilder til tingene.

”Frans af Assisi er et af mange lysende eksempler til inspiration. Han skrællede på en måde al det ydre af ved at leve i fattigdom, og dermed kunne han trænge ind til det sted i sig selv og andre, hvor vuggegaven fra Gud ligger gemt – og hvorfra vi kan handle, så vi bringer mere lys ind i verden. Så længe vi omgiver os med en masse, der støjer og dækker for vores nøgenhed, er det sværere at holde kontakt med den dybe kilde til livet,” siger hun.

Hvor er du, når Gud ringer?

Denne kilde, som hun også kalder Guds stemme, kalder på os alle, mener hun. Spørgsmålet er, om vi kan og tør lytte. ”Det er svært at høre Guds stemme, når vi er viklet ind i alt muligt andet og er optaget af vores egne præstationer og af det, vi tror, at vi ved, at vi skal. Det kender jeg alt for godt,” siger hun. Hun håber, at børn og unge kan lære at se og lytte i dybden og finde det, der gør dem glade og giver dem mulighed for at bringe lys ind i verden. Uanset om de vælger at blive kunsthistorikere, gadefejere, præster eller fodboldspillere.

”Hvis vi er alt for optaget af de ydre veje, vi skal gå, kan vi misse det vigtigste. Vi risikerer at misse opringningen fra Gud, hvis vi ikke er hjemme, når telefonen ringer. Så jeg håber, at vores børn og unge kan få mulighed for at finde ud af, hvor den vægtelefon hænger i deres eget sind,” siger hun. Hun er selv dybt taknemlig for, at hun blev ledt ind i kunsthistoriefaget, men lige så taknemlig for, at hun fandt ud af, at hendes kald lå dybere end i selve faget.

”Jeg oplever, at jeg har fået en vuggegave, som jeg ikke vil spilde. Jeg vil nødig ligge på mit dødsleje og tænke, at jeg ikke gjorde brug af den. Ikke fordi jeg tror, at der så falder brænde ned fra Gud, men fordi jeg har lyst til at svare på den gave fra Gud,” siger hun.