Vi må aldrig glemme dagen, hvor verdens moral blev sat på prøve

Læserindlæg er udtryk for læserens egen holdning.

Brian Jensen
Pensionist, tidl. diakon og præstevikar i Den Norske Kirke

7. oktober 2023 vil stå som en af de mørkeste dage i vores moderne historie. Det, der skulle have været en fejring, en fest, et fællesskab og en musikalsk glædesfest, blev i løbet af et øjeblik, et splitsekund, i nogle få morgentimer forvandlet til et helvede og et levende mareridt i Negevørkenen. Det forandrede staten Israel, jøders liv over hele verden og vores fælles fremtid for altid. Terrorangrebet, som ramte israelske, musikelskende unge, uskyldige civile, spædbørn og ældre, vil for altid være et makabert hul, en sort plet på nethinden.

Det har skabt dybe traumer og menneskelige sår hos dem, der blev ramt, med vidtrækkende følgevirkninger og uanede konsekvenser internationalt. Derfor er 7. oktober en dato, der kræver vores kollektive opmærksomhed, både personligt og nationalt, og som aldrig må fortrænges eller glemmes. Begivenheden vil endnu en gang stå som et vidnesbyrd om menneskets faldne natur, den iboende ondskab og hadets rå magt, når den får lov til at udfolde sig frit.

At insistere på, at vi skal huske 7. oktober, handler ikke om politisk positionering eller geopolitiske skyttegravskrige.
Det handler om at se menneskene bag de ufattelige tal og skæbner: Børnene, der gemte sig i beskyttelsesrum, de unge, der flygtede for livet, og bedsteforældrene, der blev skudt eller revet ud af deres egne hjem og ført bort.

Når vi taler om, at tragedien aldrig må glemmes, handler det først og fremmest om respekt for ofrene, både de levende og de døde, og om at lære af historien – hvis vi da er i stand til det!
Vi taler om tusindvis af liv, unge som gamle, der blev brutalt slukket som lysende stjerner på himlen, hvorefter natten blev kulsort. Tusindvis af efterladte, en hel nation og jøder i udlandet sidder tilbage med en bundløs sorg, angst og et uendeligt tomrum.

Vi må aldrig holde op med at rette søgelyset mod de uskyldige, ofrene og dem, der blev taget som gidsler, voldtaget og tortureret – mødre, fædre, børn, naboer, venner og tilfældige mennesker – som blev revet bort fra deres kære og kastet ind i et umenneskeligt fangenskab, drevet af had. Lidelserne og den konstante angst, som deres efterladte og trosfæller rundt om i verden – jøden i dit nabolag – lever med hver eneste dag, forpligter os til at holde opmærksomheden skærpet og sandheden fremme.

Det er, som om vi ikke vil forstå, at aksiomerne er ubestridelige, hvis ligningen skal gå op. Hvis vi ikke tager Israel med i betragtning (0), overser vi en korrekt løsning og får et forkert svar, fordi ligningen ellers bryder sammen. Hvis vi tillader grusomhederne at blegne, mens breaking news overdøver dem, ondskaben eskalerer, og det hele blot mødes med symbolske sanktioner, toldsatser, trusler om boykot og en fredspris som belønning for antisemitiske holdninger, risikerer vi noget livsfarligt:

At normalisere det unormale!

At gøre Hamas til helte, samtidig med at det bliver langt vanskeligere for den enkelte at stå frem med sin identitet som jøde. Faren er, at den absolutte uretfærdighed, der blev begået den 7. oktober, reduceres til en fjern historisk fodnote, og at den løgnagtige forståelse fortsat bliver udgangspunktet for den internationale konfliktløsning. Vores fælles ansvar er at holde den 7. oktober levende i vores kollektive bevidsthed som et udtryk for engagement i menneskeværdet.

Det kræver, at vi tør stå op for den smertefulde sandhed uden at vende ryggen til dem, der rammes, frem for at vælge den letteste vej ud af modstanden – ligegyldigheden.

At huske er et valg

Vi skal bære historierne med os: Billederne af ansigterne på dem, der lider omkring os, og de knuste fremtidsdrømme. Ikke for at puste til mere had, men for at styrke og kalibrere det moralske kompas, der fortæller os, at terror aldrig under nogen omstændigheder kan retfærdiggøres, forties eller ties ihjel. At huske er et valg – en aktiv, personlig og bevidst handling!
Det er vores ansvar. Det skylder vi ofrene, de efterladte, os selv og vores fremtid.