Moder Basilea Schlink – et liv i kærlighed til Jesus

Basilea Schlink blev født i begyndelsen af det århundrede, der fostrede to verdenskrige, og Guds kald til hende – De Evangeliske Mariasøstre – blev virkeliggjort ud af ruinerne af Anden Verdenskrig. Men hvem var hun?

Clara, som var den senere Moder Basiliea Schlinks dåbsnavn, voksede op i et hjem, hvor hendes forældre bad med hende, men hvor der ikke var en levende personlig tro på Jesus, fortæller hun i selvbiografien ’Min livsvej – et led i Guds plan’ om hendes liv op til stiftelsen af søsterfællesskabet. Som barn var hun den naturlige leder i børneflokken og, som hun skriver i sin dagbog i 1918, næsten altid vældig glad. Men hun havde også en alvorlig side og tænkte dybt over livet, og hvordan hun skulle leve det. Derfor var Gud også tidligt inde i hendes tanker.

Da hun samtidig var intellektuelt anlagt, kom det hurtigt til anfægtelser om Bibelens troværdighed. Derfor kunne hun to år senere skrive i dagbogen: ”Naturligvis tror jeg ikke sådan på det hele i Det Gamle Testamente – f.eks. skabelseshistorien osv.” Men samme dag skrev hun også: ”Når man ikke tror på Gud, så mangler kærligheden på jorden.”

Jeg ved, at min frelser lever

Hendes tro var på dette tidspunkt, som hun selv beskriver det, præget af idealisme og etisk stræben, men hun havde ikke en personlig relation til Jesus. Hun oplevede imidlertid at komme til kort i sin idealistiske stræben, og det kulminerede, da hun oplevede, at hun ikke formåede at leve sammen med en veninde, hun skulle bo og arbejde sammen med. Denne erkendelse førte frem til, at hun i sin nød tryglede og bad Gud om at åbenbare Jesus som Frelser for hende. I selvbiografien beskriver hun Guds svar på følgende måde:

”Jeg blev syg og måtte ligge i sengen i nogle dage. Da skete det en nat, at jeg i mit indre fik lov at se Jesus som den korsfæstede. Da jeg vågnede, kunne jeg juble: ’Jeg ved, at min frelser lever’ – Jesus den korsfæstede er vejen til Faderen, og jeg må høre til dem, han har frelst, og følge ham. Det er en uudsigelig nåde.” I disse ord ligger kimen til det, der blev afgørende for hendes livsvej og livsværk: Kærligheden til Jesus og efterfølgelse på korsets vej.

Uddannelse ad snirklede veje

Dette skete, lige da hun var færdig med gymnasiet, og hun stod nu overfor at skulle vælge uddannelse. Valget faldt på det Evangeliske Frøbelseminarium. Netop ordet ”evangelisk” oplevede hun ”som en hilsen fra himlen”, men deri blev hun skuffet, selvom skolen havde en god ånd. Her var Jesus en idealskikkelse, men ”ikke den korsfæstede, befrieren, frelseren”. Det var imidlertid her, hun mødte Erika Madauss, der senere sammen med hende blev stifter og leder af De Evangeliske Mariasøstre.

Det var også gennem hende, at hun fik kendskab til Indre Missions sociale skole i Berlin, hvor hun efterfølgende – sammen med Erika – begyndte en uddannelse som socialrådgiver og kateket. Men også her blev hun skuffet. Hun afbrød derfor sit studie, men kom senere tilbage og færdiggjorde uddannelsen. Næste skridt var Bibelhaus Malche, hvor hun endelig fandt det, hun søgte. Her vendte hun senere tilbage som lærer, men oplevede da ikke den samme glæde ved stedet, som da hun var elev.

I Guds smeltedigel

Trods skuffelserne, når det kom til det åndelige miljø på Frøbelseminariet og den sociale skole, var Clara ikke udenfor Guds rækkevidde – og gennem skuffelser og prøvelser førte han hende ind i en gradvis større overgivelse til ham og ind i en tættere og tættere relation til ham. Én ting blev imidlertid ved med at være en anstødssten for hende: Hvordan finder man som kristen en balance mellem lov og evangelium, mellem askese og åndelig frihed, og hvorfor skaber det så meget uenighed blandt Guds børn?

”Jesus og en angrende
synder hører sammen.”

Det så ud til, at denne anfægtelse ikke havde nogen løsning, trods det at hun så småt begyndte at ane, at svaret var at finde i kærligheden til Jesus. Men endnu havde hun ikke fundet den kærlighed, der sætter fri. I hendes bog ’Jesus den eneste’ beskriver hun, hvordan Gud endelig efter årevis af grublen og kampe viste hende svaret på hendes stadige anfægtelse. Det skete, da hun endnu engang oplevede ikke at kunne komme til rette med et andet menneske:

”Da viste Gud mig min synd: min manglende kærlighed og barmhjertighed overfor det andet menneske, og at jeg skulle have vundet hans hjerte ved at vise overstrømmende barmhjertighed mod ham. Nu så jeg, at jeg var skyldig. Herren gav mig anger og et sønderbrudt hjerte. Det drev mig ind i Jesu arme, for Jesus og en angrende synder hører sammen. Jesus begyndte nu at åbenbare sin kærlighed for mig. Det var ham selv, ikke længere læren, ikke længere den ene eller anden trosretning, nej, han selv kom mig nær. […] Nu drejede alt sig bare om det ene: Jeg må elske ham igen, som tilgiver mig mine synder, som har frelst mig og som elsker mig inderligt. Han var nu blevet mit livs ’Du’.”

I tjeneste og i venten

Efter endt uddannelse og en tid i tjeneste vender Clara igen tilbage til skolebænken, nu for at tage en doktorgrad i psykologi. I 1935 flytter hun sammen med Erika ind i sine forældres hus i Darmstadt for her at starte bibelkurser for unge piger, og særligt kvinder, der skulle forberede sig til et liv som præstekoner. Men det hele faldt til jorden, til dels pga. presset fra den nazistiske regering. Dog fik de startet en bibelkreds for piger og unge kvinder, der snart voksede.

Det blev Erika, der kom til at stå for gruppen af unge kvinder, mens Clara igen fik klarhed over, at Gud på nuværende tidspunkt havde et andet kald til hende som foredragsholder og i rejsetjeneste for Muhammedanermissionen, som det hed dengang. Dette bliver en prøvelsestid, hvor hun igen måtte lære at ofre det dyrebareste og i tillid sige ja til Guds vilje og vej. Men det blev også endnu en læretid i det, der senere blev helt grundlæggende i Mariasøsterfælleskabet.

Gennembruddet

Rejsetjenesten besværliggjordes og kom til at rumme større og større fare, da 2. Verdenskrig brød ud. Men netop gennem krigens gru gik den forjættelse, Clara havde fået, endelig i opfyldelse: Efter gentagne prøvelser kom gennembruddet og svaret på mange års bønner, kampe, anfægtelser og lidelser. Den 11. september 1944 blev Darmstadt bombet og omkring 12.000 mennesker blev dræbt.

Men ud af ruinerne brød en vækkelse ud blandt pigegruppen. Gennem dyb syndserkendelse og anger brød en endnu dybere kærlighed til Jesus ud blandt de unge kvinder, og en ny iver for at fordybe sig i Guds ord og hengive sig i bøn skabtes i gruppen.

De evangeliske Mariasøstre

Snart vaktes også et ønske om at leve sammen i et fællesskab, hvor den daglige omvendelse og kærligheden til Jesus skulle være grundstenen. Igen sattes alle mulige hindringer imidlertid i vejen. Guds menighed begyndte at vende sig mod Clara og det vordende fællesskab, og økonomisk så de visioner, som Gud gav hende, ikke ud til at kunne gennemføres. Gennem mange års prøvelser havde Clara, som nu bar navnet Moder Basilia, imidlertid erfaret, at Gud gennem alt, der møder os, baner en vej.

Efterhånden lagde Gud alt til rette for opførelsen af et landområde, som fik navnet ’Kanaan’, og fællesskabet af Mariasøstre, der kom fra hele landet, voksede støt. I dag er der foruden fællesskabet i Darmstadt i Tyskland små fællesskaber rundt om i verden, bl.a. også i Norge. Mange er gennem årene blevet velsignet ved besøg hos Mariasøstrene eller ved at læse nogle af de mange bøger, som Moder Basilea skrev, mens hun levede. Hun døde i 2001.