Jane Austens klassiker ’Fornuft og Følelse’ i ny fortolkning

Den kendte engelske forfatter fra begyndelsen af 1800-tallet Jane Austen fik sin første store roman ud med titlen Fornuft og Følelse. Oprindelig havde hun set for sig, at den skulle hedde Elinor og Marianne. Romanens kerne er nemlig de to søstre, Elinor og Marianne, hvis far er død, og de må sammen med deres mor og lillesøster forlade det store, smukke hjem og nøjes med et beskedent hus ude på landet. Men snart møder de smukke, unge kvinder mænd, som de bliver forelskede i, og forelskelsen synes også at banke på hos mændene.

Filmen tager fat i denne histories opstart og fortsætter, som også romanen gør det, med forelskelsen som det afgørende tema. Elinor møder Edward. De bliver tydeligt forelskede i hinanden, men det viser sig snart, at Edward er forlovet med en anden af ren moralsk pligt, og forelskelsen må lægges til side. Elinors søster Marianne løber først ind i Brandon, som er oberst. Han er et meget afdæmpet, tilbageholdende menneske, og snart skifter hun retning mod den særdeles charmerende Willoughby, som også vender sig mod hende.

Men efter noget tid skifter han retning mod en anden, meget mere velhavende kvinde. Hans egoisme er tydelig. Og midt i dette vanskelige forløb for begge søstre rammer de flere gange imod hinanden, fordi den ene, Elinor, forsøger at fastholde fornuften, mens den anden, Marianne, lader sig styre af følelserne. Historien ender dog med genfundet kærlighed mellem begge søstre og hver sin mand, og også søstrene imellem. Fornuft og følelse får bedre plads hos dem begge to.

Jeg havde set meget frem til at gense historien, efter den glimrende udgave i 1995 af Ang Lee, men den nye udgave skuffede mig. Det, som især skuffede mig, var et mærkeligt overfladisk følelsesregister på trods af et væld af samspil og samtaler mellem de forskellige parter. Forelskelses-følelserne melder sig unaturlig hurtigt. De meget dybe, intense forelskelser vokser frem af noget overfladisk.

Ligesom også forelskelsesfølelsens skifte i Marianne fra den ene til den anden mand virker lidt uforståelig. Måden personerne snakker med hinanden på og agerer overfor hinanden på virker lidt overfladisk nutidig. Musikken spiller øjensynlig en stor rolle med sigte på det følelsesmæssige, men musikken er dominerende overspillet gennem hele forløbet. Det er ganske enkelt ikke en medrivende kærlighedshistorie, men en lidt kedelig, letbenet historie.

Og selvom bogens historie ikke har den kristne tro som noget centralt, spiller det alligevel en væsentlig indforstået rolle med Edward, som er på vej mod præstetjeneste. Dét er omtrent helt væk i den nye film. Troen betød meget for Jane Austen, som var ugift gennem hele livet. Hun var datter af en anglikansk præst og deltog trofast i søndagsgudstjenester. Efter hendes død fandt man tre personligt forfattede bønner i hendes private papirer.

Disse bønner afslører en dyb og ortodoks kristen tro med fokus på taknemmelighed, syndserkendelse, næstekærlighed og behovet for Guds nåde i hverdagen. Selvom Gud sjældent nævnes direkte, og hun aldrig citerer Bibelen direkte i sine romaner, er de gennemsyret af en kristen moral og etik. Hendes karakterer gennemgår ofte en indre, moralsk dannelsesrejse, hvor de må bekæmpe synder som hovmod, egoisme og fordomme for at opnå sand ydmyghed og integritet. Filmen havde også gjort sig bedre, hvis den havde antydet dette perspektiv.

Titel: Fornuft og Følelse
Genre: Drama
Spilletid: 131 minutter
Alder: Fra 7 år
Instruktion: Georgia Oakley,
England/USA
Premiere: 22.10.2026