Debat

Man skulle jo være et skarn, hvis ikke man som forlægger bliver glad, når ens bøger bliver omtalt – og så endda i en lederartikel. Så tak til Bjarne Nederby Jessen for at nævne Brian McLaren og hans bøger i kommentaren til debatten om helvede i Udfordringen 14/2008.
Hvad jeg imidlertid ikke er så glad for er, at man ud fra artiklen kunne tro, at McLaren uden videre står for det samme som biskop Jan Lindhardt, og at han ønsker at ”pille ved Jesu budskab for at gøre det mere spiseligt”. Det er ikke tilfældet.
Da det jo ikke er alle, der selv har læst McLaren, vil jeg gerne have lov til at præcisere, hvad bogen ”Det sidste ord – og endnu et” handler om – og hvad den ikke handler om:
Bogens hovedperson vil gerne have ren besked om helvede, og hvordan fortabelsen er. Han bliver præsenteret for en række forskellige syn på helvede og fortabelsen, men konklusionen er: Det afgørende er ikke at finde ud af, hvad fortabelse er helt konkret – det kan mennesker umuligt vide, fordi Jesus taler i billeder, som Bjarne Nederby Jessen også nævner. Det afgørende er, at Jesus advarer os kraftigt mod helvede, og kalder os til at følge ham. Det er det, vi skal forholde os til.
Bogens hovedbudskab er ikke, hvordan helvede/fortabelsen er, men hvordan helvede er blevet brugt op gennem historien. Der har været perioder i kirkehistorien, hvor helvede er blevet groft misbrugt. Ofte har magthaverne – både kirkelige og verdslige – brugt helvede til at undertrykke folk, til at kvæle oprør, til at knuse det, man betragtede som kætteri.
På den baggrund stiller McLaren nogle nærgående spørgsmål om, hvordan vi bruger helvede i dag. Bruger vi helvede, som farisæerne gjorde på Jesu tid, til at true mennesker til at lade være med at synde? Eller bruger vi det, som Jesus gjorde, til at konfrontere dem, der mener, at de er bedre ”kristne” end andre? Eller bruger vi det slet ikke mere? Er vi helt tavse omkring helvede? Har kirken synder at bekende på dette område? Går der forkrøblede mennesker rundt, fordi de i en tidlig alder er blevet skræmt af helvede på en usund måde?
Uanset svarene, er det nogle vigtige spørgsmål.
Efter min opfattelse gør McLaren ikke hermed Jesu budskab ”mere spiseligt”. Tværtimod skærper han det. Helvede bliver f.eks. ikke kun et spørgsmål om, hvad jeg tror, men først og fremmest hvordan jeg lever. Og det kommer til at stå klart, at i det øjeblik jeg dømmer andre (til helvede) – i tanke eller ord – så dømmer jeg mig selv.
McLaren peger også på, at det billede, vi har af helvede, ikke nødvendigvis kommer fra Bibelen, men fra andre forestillinger, f.eks. fra digtere. Selve ordet ”helvede” er et ord, som bibeloversætterne har valgt at bruge om det Gehenna, som Jesus taler om, og som var en losseplads uden for Jerusalem. Derfor skal vi vogte os for, at vi ikke – ud fra vores børnelærdom, eller hvor vi nu har vores forestilling fra – kommer til at udtale os for skråsikkert i denne sag.
Endvidere rejser bogen spørgsmålet, om vi har en tendens til at indsnævre kristendommens budskab. Får vi den kristne tro til udelukkende at handle om, hvor mennesker skal tilbringe evigheden – så gør vi Jesus uret. Hans budskab om, at Himmeriget er kommet nær, handler i høj grad om dette liv, livet før døden. Og frelse er meget mere end det enkelte menneskes evige skæbne – det er genoprettelsen af det faldne skaberværk, det er en ny himmel og en ny jord, hvor retfærdighed bor.
Jeg synes, at denne sag er for vigtig til, at Udfordringen skal lukke samtalen ved at male et sort-hvidt billede op. Lad nu være med at gøre dem, der stiller nogle besværlige spørgsmål, til kættere. Nok er kristentroen trængt i den vestlige verden, men det antaster ikke kristendommens sandhed, at kirken udøver selvkritik. Tværtimod.
Leif E. Kristensen
Forlaget Boedal

l Udfordringen d. 26 marts læste jeg noget, som talte meget til mig om en fantastiske oplevelse, jeg havde på Herning Sygehus d. 20 august 2006 kl. 15.
Jeg var på Herning Sygehus for at besøge min dødsyge mor.
På sygehusgangen så jeg den eftermiddag pludselig Jesus siddende på en af træbænkene ude i forgården. – Der var kun en glasvæg imellem os. – Han kikkede venlig på mig og jeg standsede op af forundring og stor glæde over at få ”Jesus at se” for første gang i mit liv!
Hvor længe jeg stod der, ved jeg slet ikke. Det var, som om ”evigheden var begyndt for mig” Jesus sad på bænken i hospitalslægeklæder. Han havde langt bølget hår ned til skulderen og havde en flot, farverig blomsterbuket i sin højre hånd.
Hans ansigt var så uendelige fredfyldt – jeg kunne mærke kærligheden og hans omsorg strømme imod mig og jeg blev så glad og overrasket over at se Jesus – og så på Herning Sygehus!
Det første, jeg sagde til mor, var: ”Jesus er her på sygehuset. Jeg har set Ham.
”Det tvivler jeg ikke på Ulf, – er der noget sted, hvor Jesus er, så er det her på sygehuset”, sagde hun.
Nu ved jeg, hvorfor jeg skulle opleve dette. Jo Jesus havde hørt alle mine bønner og var kommet for at besøge min syge mor, og derfor kunne jeg få lov til at beholde hende i et år mere på denne jord, så jeg derved fik rigeligt med tid til at sige ordentligt farvel. Og den tid brugte jeg også ”fuldt ud”, for jeg fik også lov til at holde hende i hånden, da hun udåndede og flyttede hjem til Jesus.
Alt ære og tak til Jesus.
Ulf V. Nolsøe
Mimersvej 42
8800 Viborg

Synspunkt:

I Danmark diskuterer man stadig om Folkekirken skal være ”gift” med staten. Den diskussion er forbi i Sverige – og det er vores fornemmelse, at det mange steder har ført til nyt liv i kirken. Statskyrkan er blevet til Svenska Kyrkan – en moderne kirke, der taler ind i vor tid.
De seneste år har vi flere gange besøgt Ulricehamn Kyrka i Västergötland i Sverige. Vi har altid fornemmet en god atmosfære. Sammen med salmebogen ligger et lovsangshæfte med moderne lovsange. Menigheden har et tæt samarbejde med Frelsens Hær, Missionskyrkan og Pingstkyrkan.
For nylig deltog vi for første gang i en højmesse i kirken, en spændende oplevelse, en blanding mellem en højkirkelig og frikirkelig gudstjeneste. Den store kirke var næsten fyldt. Langt flere unge end midaldrende og gamle. Blandt ingredienserne var: procession i begyndelsen og ved afslutningen med unge i hvide dragter, tekstlæsning ved lægfolk, en ung og en midaldrende, vekslen mellem de gammelkendte salmer og moderne lovsang med præsten ved klaveret og desuden med trommer og guitar, en stærk prædiken med et klart omvendelsesbudskab, nadver med fælleskalk. Efter gudstjenesten var der kirkekaffe og lejlighed til at tale med en af kirkens medlemmer, der lige var vendt hjem fra besøg ved missionsarbejde i Kenya.
Gennem ”pålysningar”, bekendtgørelser, blev vi opmærksomme på, at menighederne er meget engageret i socialt arbejde og miljøet, – en meget aktiv menighed.
Hvis den levende lutherske menighed i Svenska Kyrkan i Ulricehamn kan stå som fællesnævner for livet i Svenska Kyrkan og at det er et resultat af frigørelsen fra staten, kan det ikke gå hurtigt nok med at få frisat kirken fra staten.
I 1849 udformede grundlovsfædrene et løfte i Grundlovens §66 om at ”folkekirkens forfatning ordnes ved lov”. Løftet er 159 år efter endnu ikke indfriet. Lad os få kirken frigjort, så den kan leve sit eget liv.
Bjarne Nederby Jessen

Kjeld Lykke Olesen, Rumænien spørger:
I forbindelse med læsning af teksterne omkring påske, blev vi opmærksom på, at der er sket en ændring i teksten i den nye oversættelse.
I den autoriserede oversættelse står der i Matt, 12,40: ”For som Jonas var i bugen på havdyret i tre dage og tre nætter, sådan skal Menneskesønnen være i jordens skød i tre dage og tre nætter.”
I den nye udgave er ”tre nætter” blevet fjernet, så der nu kun står tre dage.
I både engelske, tyske, rumænske og norske oversættelser står der ”tre nætter”.
Jeg har godt læst forklaringen på måden man tæller på i Israel, at man tæller både den første og sidste dag med, men der bliver jo ikke tre nætter på den måde. Er det for at undgå et forklaringsproblem? Hvad står der i grundteksten?

Bibeloversætter Iver Larsen, Bibelen på Hverdagsdansk svarer:
De ordrette oversættelser, hvad enten de er engelske, tyske, rumænske eller norske har alle et forklaringsproblem, og Hverdagsdansk har åbenbart ikke forklaret det godt nok.
En ting er, hvad der står i grundteksten, en helt anden ting er, hvad meningen bag grundteksten er. For at forstå det er man nødt til at gå bag om teksten ind i hebraisk kultur, tankegang og talemåder.
Du er allerede klar over, at man på hebraisk talte dagene inklusivt. Det betyder, at hvis en hændelse begynder en fredag og slutter en søndag, så betragtes det som tre dage, nemlig fredag, lørdag og søndag. Men det vil også sige, at hvis man hænger sig i matematiske detaljer og eksakte formuleringer, drejer det sig om dele af tre dage og to nætter. Nu er det imidlertid sådan, at man i hebraisk kultur og talemåder hellere vil have parallelismer end eksakte udtryk. I steder for at sige det mere ”korrekte”, nemlig 40 dage og 39 nætter, siger man blot 40 dage og 40 nætter, også selv om der er i virkeligheden kun kan være 39 nætter mellem 40 dage, når man tæller både den første og sidste dag med. Talemåden med de 40 dage og 40 nætter finder du på følgende steder:
1.Mos. 7,4; 7,12; (i 8,6 dog kun 40 dage) 2.Mos. 24,18; 34:28; 1.Kong. 19,8 (og mange flere). Man kunne måske oversætte det med: ”i 40 dage, både dag og nat”. For øvrigt er tallet 40 symbolsk for en prøvelsestid. Derfor regnede det i 40 dage (og 39 nætter). Derfor var Moses 40 dage (og 39 nætter) på bjerget. Derfor brugte de 12 spioner 40 dage på turen. Derfor vandrede Israels folk 40 år i ørkenen (se 4.Mos. 14:34). Derfor udfordrede Goliat israelitterne i 40 dage. Derfor vandrede Elias i 40 dage. Derfor fik Nineve 40 dages prøvetid. Derfor var Jesus i 40 dage (og 39 nætter) i ødemarken for at blive fristet af Satan. Derfor blev Jesus 40 dage (og 39 nætter) på jorden efter sin opstandelse. Den symbolske betydning kommer bedre frem, når man siger 40 dage og 40 nætter, end hvis man sagde 40 dage og 39 nætter. Det er væsentligt i hebraisk kultur at sige noget to gange for at slå det fast. Deraf kommer deres forkærlighed for parallelismer.
Det samme gør sig gældende med 3 dage og 3 nætter, der er en hebraisk talemåde for 3 dage og 2 nætter. Tallet 3 står for det guddommelige eller Guds indgriben. De 3 dage, dag og nat, finder du f.eks. i 1. Sam 30,12 og Jonas 2,1 (citeret i Mat 12,40).
Du kan også finde 7 dage og 7 (6) nætter i Job 2,12. Tallet 7 står for det, som er komplet, færdigt eller afsluttet.

Jeg har hørt en anden forklaring for at få det til at passe. Det er, at der skulle være en speciel påskesabbatsdag før den almindelige sabbat. Så korsfæstelsen skulle have fundet sted om torsdagen og Jesus lig skulle tages ned inden denne specielle sabbat. Denne sabbat skulle være blevet fjernet på et tidspunkt, hvor den Katolske kirke lavede en ny kalender og overså denne sabbat. Er det noget du kender til?

Der findes et utal af fantasifulde forklaringsforsøg, men de er alle uden grund i virkeligheden, fordi de skyldes, at man ikke har forstået den hebraiske måde at tælle dagene inklusivt. Der er ingen tvivl om, at Jesus blev korsfæstet om fredagen, som var dagen før sabbatten, og at han opstod dagen efter sabbaten, den dag, hvor jøderne bragte førstegrødeofferet. Det er rigtigt, at fredagen var en helligdag det år, fordi det var første dag i den højtid, som kaldes de usyrnede brøds fest. Men at det var en helligdag, gør det ikke til en sabbat.