Arrogant eller velsignet?

Jeg var til den årlige gospelfestival i Kolding sidste weekend. Det var en super fed oplevelse, med masser af nye sange og glade mennesker.Laura Kjærgaard (fra X-Factor) var med som instruktør og solist. Det samme var Stephen Hezron, en meget dygtig gospelsanger fra Nigeria. De to skal have en stor del af æren for, at det blev en god festival.
Når man skal lære rigtig meget på kort tid, betyder det nemlig utroligt meget, hvordan en instruktør eller underviser opfører sig. Hvis underviseren virker fjern eller arrogant, tager man ikke så meget læring ind, som hvis underviseren er helt nede på jorden og viser overskud. Det gjorde både Laura og Stephen, og det var blandt andet derfor, festivalen blev god.
De to beviste, at man godt kan være god til noget uden at blive arrogant og krukket. Det er noget, vi alle kan lære noget af.
Hvis man er rigtig god til noget, er det, fordi Gud har givet én en gave. Det er Gud, der har lagt evnerne i os, og derfor er det også ham, der skal have æren for det.
Hvis vi selv tager al æren, og måske endda praler med vores evner, kan vi ende med at blive næsten utålelige at være sammen med.
Hermed ikke sagt, at vi skal skjule vores evner. Tvært imod. Vi skal bruge alle de gaver, vi har, det er jo derfor, vi har fået dem.
Det vi skal huske er bare, at selvom man er utroligt god til at synge, danse, spille fodbold eller noget helt fjerde, betyder det ikke, at man er et bedre menneske end alle andre. Det betyder heller ikke, som janteloven ellers siger, at man er et dårligere menneske end alle andre. Det betyder i bund og grund bare, at man er blevet velsignet med et talent, som man skal bruge til glæde for andre.
For at omskrive lidt af janteloven til noget, der nok er lidt mere i Guds ånd: Du skal vide, at du er helt unik, akkurat lige så værdifuld som alle andre og højt elsket som den, du er.