Vær velkommen Herrens år
Vi har allerede taget de første små skridt ind i det Herrens år 2009. Julen er kommet og gået, og vi står nu foran et helt nyt år, fyldt af nye muligheder.Det lyder jo meget smukt og poetisk, men er det nu også virkeligheden? Ja, det er det, hvis vi selv gør noget for det. Det faktum, at kalenderen proklamerer et nyt år fra første januar, siger ikke specielt meget i sig selv.
Det der betyder noget er, om vi vælger at starte på et nyt år, eller om vi fortsætter som vi plejer og bare skriver 2009 i stedet for 2008.
Hvis vi vælger det sidste, så er de smukke ord om det nye år med alle dets muligheder bare noget romantisk pladder. Der sker sjældent noget nyt og spændende, hvis vi ikke selv gør noget nyt.
Jeg har endda hørt, at definitionen på en tåbe er en person, der gør det samme igen og igen og forventer forskellige resultater. Dermed ikke sagt, at man er en tåbe, hvis man fortsætter som før, man skal bare ikke forvente, at alt ændrer sig omkring én.
Hvis vi derimod træffer et bevidst valg om at starte på et nyt år, har vi muligheden for, i fællesskab, virkelig at gøre 2009 til et Herrens år. Der er så mange måder at tjene Gud og give ham ære, men fælles for dem alle er, at det kræver indsats. Det kan være alt fra at smile til kassedamen i Føtex til at investere al sin tid og alle sine penge i et projekt for nødlidende. Lige meget hvad kræver det noget af os.
Jeg ønsker at være med til at gøre 2009 til et bedre år end 2008. Jeg ønsker at se en vækst i Guds rige her på jorden, og jeg vil gerne være med til at åbne op for den. Jeg har truffet et valg om at starte på en frisk. Sådan et valg kunne jeg selvfølgelig have truffet på et hvilket som helst tidspunkt, men når kalenderen nu giver sådan en god anledning, kan man da lige så godt gribe den, ikke?
Hvis du har det ligesom jeg, så lad os gøre det sammen. Lad os så et lille frø hver dag og gå med en tro på, at Gud vil give væksten. Vi er arbejdere på den største Herres mark, og han har lovet os, at høsten bliver stor.
Godt nytår!