Provokerende Kok
Sygehuspræstens bog Skæld ud på Gud gør indtryk!Den kendte vejlensiske hos-pitalspræst, tv-vært mv. udgav før jul sin skarpe bog Skæld ud på Gud.I bogen gør Kok op med det perfekte menneske, som han siger må dræbes for at blive fri. Vi må som mennesker gøre op med forestillingen om, at vi har kontrol over alt og i stedet opleve det befriende i, at Gud er med os i vores magtesløshed.
I bogens indledning fortæller han således, hvordan han fyrede Gud som ung, da han var indlagt med en livstruende sygdom, for som han sagde til Gud: Hvis det er sådan, du behandler mennesker, så er vi to færdige! Han gør heller ikke noget for at undskylde den vrede og skuffelse, han og andre i lignende situationer føler. Tværtimod mener han, det er kristendommens kerne, at Gud kan tåle vreden og tage sin del af skylden og ansvaret, idet han solidarisk bliver ved den svages side.
Nogle tager hele skylden på sig selv, mens andre opdager, at der er kun én, der kan modtage ens samlede synderegister, ens magtesløshed og aggression, ens skyld og ansvar. Og det er en gud, der er så personlig, at man vover at tale direkte med ham, hvad enten det så er i ord eller tanker.
Ud over at dele af sine erfaringer inden for sjælesorg med syge, leverer Kok også et filosofisk/psykologisk indlæg om kønsrollerne, og interessant her er især det, han kalder den grænsesættende lidenskab (maskuline rolle).
Samlet set er der absolut tale om en tankevækkende bog, som med afsæt i Kier-kegaards eksistentialisme reflekterer over essentielle forhold i livet (og døden) på en sådan måde, at jeg både blev begejstret og provokeret. Det er godt klaret, Preben Kok – den gør indtryk!
Preben Kok:
Skæld ud på Gud
119 sider 199 kr.
Informations Forlag