Dan skal lede 2000 børn

Dan Kofoed Månsson har sagt sit præstejob
op for at blive ny landsleder for LM Kids.8 legestuer, 18 søndagsskoler, 54 børneklubber og 55 juniorklubber.

Dan Kofoed Månsson

Så mange enheder skal tidligere sognepræst Dan Kofoed Månsson holde styr på som ny landsleder for Luthersk Missions børne- og ungdomsarbejde, LM Kids.
Bevægelsen havde i 2008 hele 2315 børn og juniorer under sine vinger – med hjælp fra ikke færre end 626 frivillige medarbejdere.

Nok at se til

Dan Kofoed Månsson får nok at se til, når han skal lede og planlægge bevægelsens aktiviteter for børn og unge, undervise de mange frivillige, forkynde for børn og være redaktør på LM Kids’ publikationer.
Men det er ikke fremmed for den erfarne sognepræst at have mange jern i ilden og børn ved hånden. Dan Kofoed Månsson har i 14 år sideløbende med stillingen som sognepræst ved Sundkirken i Toreby sogn været prædikant i Luthersk Mission i Lolland-Falster afdeling og været engageret i bevægelsens børne- og ungdomslejre samt ofte holdt familiemøder.
– Også i sit arbejde som sognepræst i Sundkirken har han prioriteret børne- og ungdomsarbejdet meget højt, skriver redaktør for LM’s organ Tro & Mission, David Mandix Carslen.

Gammel kending

Månsson har desuden tidligere været ansat i LM’s pionerafdeling, i teltmissionsarbejde og som bibelskolelærer på Luthersk Missions Højskole. Han har læst teologi på Københavns Universitet og Dansk Bibel-Institut og har desuden taget en to-årig sjælesorgsuddannelse på Teologisk Pædagogisk Center i Løgumkloster og senere på Pastoral-klinisk Uddannelse på Det teologiske Menighedsfakultet i Oslo.
Dan Kofoed Månsson tiltræder som ny leder af LM Kids den 1. august.

Trygt fællesskab

LM Kids er en sammenslutning af alt arbejde blandt børn og juniorer i Luthersk Mission og tilbyder hjælp til at undervise og oplære børn i kristen tro. Samtidig ønsker LM Kids, at børn og juniorer oplever et godt fællesskab sammen med ledere, medarbejdere og andre børn og juniorer.
– I fællesskabet vil vi gerne give tryghed, omsorg og kærlighed, skriver LM Kids på deres hjemmeside. – Det er vigtigt, at børnene og juniorerne får nogle oplevelser sammen med andre børn og juniorer. Derfor opfordres de til at deltage på lejre, stævner etc. Her møder de andre mennesker, der deler samme tro og samtidig får de oplevelsen af, at det kristne fællesskab er universalt.
Enhver legestue, søndagsskole, børneklub eller juniorklub, der kan tilslutte sig LM Kids’ vedtægter, kan blive tilknyttet LM Kids.
Svend Løbner