Psykologi versus tro

Kan bjerge flytte troen? er en imponerende antologi med bidrag af fremtrædende forskere i krydsningsfeltet mellem religion, psykologi og lægevidenskab, såvel danske som udenlandske, og de giver her deres bud på forholdet mellem tro og livskriser.Niels Christian Hvidt, theol.dr., som er den ene af bogens redaktører, kridter banen op i sit afsluttende kapitel, hvor han beretter om Sigmund Freuds religiøse antipati. Han kaldte bl.a. religiøs tro for ”… en universel tvangsneurose … infantil hjælpeløshed…“ (Freud 1962). Således er psykologiens fader en arg modstander af troen, og heraf kommer der, ikke underligt, en udbredt skepsis eller direkte modvilje inden for det brede psykologiske virkefelt over for den religiøse måde at håndtere (cope) livstruende kriser.

Det er i og for sig ikke noget nyt, at troen på Gud står for skud, når disse situationer skal takles.
Det nye er, at de hidtil bastante faggrænser er vigende over for et syn på mennesket som en treenig størrelse af ånd, sjæl og legeme. Dette syn legitimiserer behovet for at inddrage troen som en afgørende ressource i behandlingen af et menneske i eksistentiel krise. Gennemgående for bogens forfattere, lige fra dr.med. til dr.psyk., er erfaringen, at et menneskes åndelige liv er afgørende for den psykiske og fysiske tilstand. Således konkluderes det i undersøgelser, at større religiøst engagement og det at eksponere sig for religiøsitet i løbet af livet vil være forbundet med indtil flere helbredsmæssige fordele. Ligesom det modsatte også gælder: Folk, der føler sig forladt af Gud eller tvivler på Guds kærlighed og omsorg, har 19 til 28 % større risiko for at afgå ved døden tidligere.

Det er fascinerede at følge den åbning, der er kommet over for den åndelige dimension. Både når det at tro giver håb for helbredelse, og når det er den dybe indre overbevisning om en Gud, som er ”med-lidende” og dermed sætter den, der er ramt af krisen i stand til at gå igennem denne, som ”hel, oprejst og omsorgsfuld”. Dette livsmotto udledes af William Breibart, professor i psykiatri, gennem et studie af Jobs Bog. Andre behandlere, som fx psykologen Peter Damgaard-Hansen, bruger Kristi lidelseshistorie i sin terapi. Endelig, når det kommer helt tæt på, bliver det et stærkt vidnesbyrd om en Gud, som er til stede i sorgen og smerten, som Flemming Kofod-Svendsen beretter om efter tabet af søn, svigerdatter og børnebørn under tsunamien i 2004: Hans afslutning er en trosproklamation: ”Nu står målet klart: At møde ham, der har sejret. Min definitive trøst er det ultimative håb: Jesus kommer igen og opretter sit herlighedsrige, hvor al ondskab, lidelse og død definitivt er besejret og borte. Det giver frimodighed til at leve her og nu”.

I sin helhed er bogen dybt interessant. Uden for det sundhedsfaglige virkefelt er der nok grænser for dens anvendelse, til gengæld er den videnskabelige indfaldsvinkel en styrke, som burde gøre, at indholdet tages alvorligt og ønskeligt afstedkommer en fornyet debat. Personligt – som lægmand – er det en mundfuld med de omfattende henvisninger til alverdens undersøgelser, publikationer og forskningsprojekter, foruden alle de andre træk, som er typiske for mere akademiske værker, hvilket gjorde, at jeg var usædvanligt længe om at læse bogen. Alligevel kan jeg ikke andet end anbefale bogen, fordi indholdet fortjener at blive kendt. Det er en horisontudvider!

Christoffer Johansen og Niels Chr. Hvidt (red):
Kan bjerge flytte troen?
336 sider • 299 kr.
Gyldendal