Lad os gå til opgør mod værdirelativismen

Kristne må vågne op og gå til kamp, mener Bjarne Nederby Jessen. I dag er det nemlig ikke længere nazismen eller kommunismen, som er kristendommens store fjende, men sekularismen og værdirelativismen.Mange har gennem tiden talt om, at nazismen og kommunismen har været kristendommens fjender og været med til at trænge kristendommen tilbage.Bjarne Nederby Jessen
er MF-kandidat for
Kristendemokraterne

Andre har talt om, at kulturradikalismen har været den, der trængte kristendommen tilbage.
Men det er heldigvis ikke længere nazismen og kommunismen, der forsøger at trænge kristendommen tilbage i Danmark. Og kun i nogen grad gør kulturradikalismen det.

I dag er det i højere grad værdirelativismen og sekularismen, der trænger kristendommen tilbage. Alt er relativt, hedder det. Hvad der er sandt, er nu noget, den enkelte bestemmer. Du kan have ret, og jeg kan have ret.
Vores postmoderne samfund er i den grad blevet religiøst, moralsk og politisk mangfoldigt, at forskelligheden er kommet i højsædet, lige bortset fra, at vi, der holder os til kristendommen og Bibelens lære, bliver anset for dårer.
I tolerancens navn kan man ikke anerkende nogle værdier som bedre end andre, og vi er derfor ved at udvikle en overfladisk og ligegyldig kultur, men også en kultur, hvor der ikke længere er plads til kristendommen. Paradoksalt nok, når alt er relativt.

”I den offentlige debat stemples folk som fundamentalister, hvis de ud fra en religiøs betragtning mener, at noget er mere sandt end andet”, siger Erik Bjerager i sin fortrinlige bog ”Gud bevare Danmark”.
Og efter ”Muhammed-krisen” har man fået et troværdighedsproblem, fordi mange opfatter den kirkelige højrefløj som en pendant til muslimsk fanatisme. Ordet fundamentalisme har fået en helt anden klang, fordi man forbinder det med muslimsk ekstremisme.
Det er næsten farligt at kalde sig bibelfundamentalist i dag, men jeg vover at gøre det. Jeg er bibelfundamentalist i den forståelse, at Bibelen for mig er fundamentet for liv og lære.
Men i det værdirelativistiske og sekularistiske Danmark bliver der mindre og mindre plads til kristentroen, for det er blevet politisk korrekt at vise religion ud af det offentlige rum.

I dagens samfund er religion dømt ude – også selv om ”alt er relativt”. Vi har fået en ny sekulær religion, menneskerettighederne og ytringsfriheden.
Jeg lægger stor vægt på såvel menneskerettighedserklæringen som ytringsfriheden, men ingen af disse erstatter Gud.
Menneskerettighedserklæringen er god som mindstemål for, hvordan vi i en civiliseret verden skal behandle hinanden, men i øjeblikket bliver såvel menneskerettighederne som ytringsfriheden ophøjet til politisk program og ideologi.
De kan imidlertid aldrig erstatte troen på Gud Far, Gud Søn, Jesus Kristus, og Gud Helligånd. Uden kristentroen får vi et koldt og kynisk samfund.

Det indså den tidligere formand for Folketinget, socialdemokraten Erling Olsen, der som ung meldte sig ind i Humanistisk Samfund, men senere meldte sig ud igen, fordi han indså, at Humanistisk Samfund i stedet for at være en kollektiv næstekærlighedsforening viste sig at være en kamporganisation mod det kristne og det kirkelige.

Erling Olsen sagde til Information den 30. december 2004: ”Alt, hvad jeg mener om, hvad der er godt og ondt, rigtigt og forkert, har rod i kristendommen. Jeg mener heller ikke, at jeg kan gøre mig fri af kristendommen, når man har levet i et land, der har været kristent i 1000 år. Det stråler ud af alle bygninger, ud af kunsten og litteraturen”.
Og jeg kunne tilføje ud af vores demokratiske system, vores grundlov og vores lovgivning – endnu.
Erling Olsen rører med disse ord ved noget vigtigt og centralt for det danske samfund.
Men rigtigt mange danskere har glemt det og har valgt kristendommen fra og forsøgt at erstatte den med menneskerettighederne.
Men her er der ikke tale om et enten-eller, men derimod et både-og.

Vi må have kristendommen og kristentroen tilbage i det danske samfund og som en naturlig del af samfundsdebatten.
Men det sker kun, hvis vi som kristne ser nødvendigheden af, at det sker.
Vi må som kristne erkende, at når religionen dømmes ude af det offentlige rum, så er det fordi, alt for mange kristne har tiet alt for længe.
Kirken, de kristne kirker under ét, må vågne op og blive sig sit ansvar bevidst.
Det gælder præsterne og menighedsrådene, men det gælder først og fremmest lægfolket, den enkelte kristne og kirkegænger – og vi må være parate til at sætte ind på en række områder på én gang.
Det gælder forkyndelsen og undervisningen i menigheden, den kristne oplæring af børn og unge, men det gælder også i kunsten og litteraturen og i samfundsdebatten, i det politiske liv.
Forud for folketingsvalget i 2007 var hvert femte medlem af folketinget ikke medlem af Folkekirken, og en meget stor del af folketingsmedlemmernes viden om kirke og tro kan ligge på et meget lille sted.
Vi har brug for, at der igen kommer kristne kvinder og mænd med vores lovgivende forsamling, folketinget.
Det kræver, at vi som kristne slutter op om de kristne folketingskandidater, der stiller op ved folketingsvalgene.
Folkekirken, den katolske kirke og de mange frikirker, inklusive de mange nye migrantkirker, må til at manifestere sig som Danmarks største græsrodsbevægelse og vise vejen tilbage til et kristent Danmark – ord og handling.

Der skal sættes ind på mange områder på én gang, men et særligt indsatsområde er kristendomsundervisningen i skolerne og børns og unges oplæring i den kristne tro, som er den mest omfattende og livs- og kulturforvandlende kraft, som verden nogen sinde har set eller kommer til at se.
I sommeren 2005 viste en undersøgelse blandt elever i 8. klasse, at kristendom og religion hører til de vigtigste fag i skolen ud over at læse, skrive og regne.
Men faget bliver mere og mere nedprioriteret. Det startede i 1975, da faget blev ændret fra at være forkyndende til alene at være oplysende.
Dengang var vi mange kristne lærere, der sagde, at stoffet i sig selv er forkyndende, så det skal nok gå.
Men det gik ikke. Faget blev yderligere nedprioriteret, og de fleste steder i landet er det blevet til et 1-times fag.
Kristendomsfaget er kommet under pres fra værdirelativismen og sekulariseringen, og eleverne vokser op på kristen smalkost, men det kan nemt blive værre endnu.
Flere og flere partier presser på for at få ændret faget fra kristendomskundskab til religion og filosofi med lige stor vægt på religionerne. Relativismen skal slå igennem.

Her er der brug for kristne politikere, der kan kæmpe for en styrkelse af faget, kæmpe for at kristendomskundskab bliver bevaret som fag, og at timetallet sættes til 2 timer om ugen. Faget skal styrkes og ikke svækkes og stækkes yderligere.
Det sker kun, hvis mange kristne står sammen. Derfor er det en udfordring til kristenfolket. Stem på Kristendemokraterne eller på bekendende kristne i et af de andre partier.

Men kirken må også vågne op og blive sig mere bevidst om ansvaret for dåbsoplæringen.
Det var i 1975, at forkyndelsen røg ud af kristendomsundervisningen. Men kirken har endnu ikke fundet sine ben at stå på.
Nogle steder har man fået mini-konfirmander, og andre steder har man fået bibelklubber eller kirkeklubber. Der er vigtige tiltag flere steder, men der er brug for, at kirkerne i samlet flok tager spørgsmålet alvorligt og gør en fælles indsats.
Men her er vi ved et andet dilemma. Kirken, i hvert fald når det drejer sig om Folkekirken, kan ikke optræde samlet. Her handler det om de enkelte sogne. Kirken er som kirke handlingslammet.

Kirken er i dag bundet af folketinget, som kirketing, og kan ikke handle samlet som kirke.
Kirken kan og må ikke mene noget. Kirken er bundet op på at blive ledet af et folketing, der mere eller mindre har lagt kristendommen og kristentroen bag sig, derfor må kirken sættes fri til at være kirke.

Folketinget skal afskaffes som kirketing, og det kan ske ved, at folketinget endelig sætter kirken fri og giver kirken sin egen forfatning.
Det lå i kortene ved indførelsen af Grundloven i 1849, at det skulle ske. Grundlovens § 66 siger det, men intet folketingsflertal har endnu turdet gøre det.
For kirkens skyld er det vigtigt, at folketinget sætter kirken fri og giver den sin egen forfatning, så kirken selv bestemmer over kirken.

Under læsningen af ”Gud bevare Danmark – et opgør med sekularismen” af Kristeligt Dagblads redaktør, Erik Bjerager, som har inspireret mig til denne kronik, har jeg gang på gang tænkt på første linie i Brorsons gamle salme ”Op I kristne ruster eder!”, en kampsang, der maner til kristen kamp.
Der er i dag brug for, at vi som kristne går til kamp mod værdirelativismen og sekulariseringen, der er brug for en åndelig og folkelig vækkelse i Danmark.