Et specielt hotel i Galilæa

Ved Genesaret Sø ligger det fine gamle Scots hotel. Det er bygget i gråsorte basaltsten fra Galilæa – og det drives i dag som et luksushotel af den skotske kirke. Men engang var det en missionsstation… Når man i dag kommer til Scots Hotel ved Genesaret sø i Det Hellige Land, bliver man budt på Scotch Whisky som velkomstsdrink. Fra foyéen i det gamle hus bliver man ledt ud i en gård og over til en moderne tilbygning i flere etager med udsigt over søen, hvor Jesus engang gik og sejlede med sine disciple.
Alt er præget af gennemført kvalitet i de mindste finesser. Priserne er desværre også derefter, så de færreste ”pilgrimme” vil nok have råd til at bo på Scots i længere tid – men en dag eller to kan man da nyde den særlige atmosfære.

I 1885 kom den kun 23-årige lægekirurg David Watt Torrance hertil fra Airdrie i Skotland. Han var overbevist kristen, og hans mål var at oprette en lægemission.
Man valgte Tiberias fremfor Jerusalem og andre ”hellige byer”, fordi befolkningen her mentes at være mest åben for evangeliet.
Tiberias blev opført af Herodes Antipas i romersk stil for 2000 år siden – netop på Jesu tid. Byen har gennem sin historie været ledt af romere, jøder, muslimer, druzere, korsriddere, tyrkere og til sidst englændere.

Tiberias´s befolkning på 6.000 var dengang større end Jerusalems. Og der var stort behov for et hospital.
Til at begynde med indrettede Torrance en lille klinik i et gammelt tårn ved bymuren, som korsridderne havde bygget efter et jordskælv i 1034.
Byen var nu under tyrkisk kontrol indtil briternes erobring i 1917 og blev administreret af en arabisk guvernør. Ingen troede, at den kristne lægemissionær ville få lov at købe jord her til sin mission.
Men Torrance talte frimodigt med den mufti (en lærd muslimsk leder), som ejede jorden. Skotten nævnte aldrig, at han var interesseret, men blev til sidst tilbudt at købe jorden for 60 Pund.

Han byggede straks to huse, et til sig selv og et til præsten. Men for at oprette et hospital måtte han have tilladelse fra Sultanen i Konstantinobel (Istanbul) i Tyrkiet.
Det anså de alle for umuligt for en kristen missionær, men Torrance kæmpede både i bøn og arbejde. I løbet af to år lykkedes det ham at få tilladelsen, efter at de lokale myndigheder havde givet ham deres opbakning.
Nytårsdag 1894 åbnede man det nuværende hotel som hospital. Fra starten var det åbent for alle uanset race eller religion. Til stede ved åbningen var den lokale ledende rabbi, guvernøren, den muslimske mufti, de romersk-katolske og græsk-ortodokse præster, den lokale dommer og mange andre.
De sang en salme – på arabisk – og bad en bøn. Guvernøren og fru Lydia Torrance foretog åbningsceremonien.

Torrance rejste om sommeren blandt nomadefolk, og i de koldere måneder slog han sig igen ned Tiberias. En dag fik han besøg af en stor beduinkriger, som i benovelse kravlede på sine hænder og knæ op af trapperne til afdelingerne. Han havde aldrig været i en toetages bygning før!
På første sal var sygeafdelingen opdelt med kvinderne til venstre, mændene til højre – og muslimerne i midten.
Der var otte senge i hver afdeling, samt seks feltsenge, som kunne sættes ind.
Fra tagterrassen kunne syge og raske se ud over Tiberias med muslimernes store moské, Skt. Peters romersk-katolske kirke og adskillige synagoger.
Torrance hold ugentlige prædikener på arabisk og engelsk. De blev nogle gange modtaget i dyb tavshed, andre gange med skældsord, men de førte ofte til samtaler.

Pastor Andrew Bonar, som var med i det oprindelige undersøgelsesteam, forudsagde at ”Tiberias en dag ville blive en af de vigtigste vinterferiesteder i verden.”
Og i dag lever Tiberias i høj grad af turisme med 6.000 hotelsenge. Hotel Scots bidrager kun med 140 senge, men til gengæld et originalt miljø.

Hospitalet fungerede frem til 1959 – ti år efter Israels oprettelse, hvor det blev afløst af et israelsk statshospital.
To år senere åbnede det igen som et hospice for pilgrimme, og senere som gæstehus.
En gangbro leder i dag fra hotellet over en meget trafikeret vej. På den anden side af vejen ligger det, der engang var Sygeplejerskernes Hjem. Nu er der bl.a. swimmingpool for gæsterne.

Ved hotellet ligger den gamle kirkebygning fra 1890’erne. Den var missionens skole og lagerrum. En pigeskole var blevet grundlagt i 1887 fulgt af en drengeskole to år senere. Skolerne holdt kun i ca. 40 år, men de førte til oprettelse af lokale skoler i Safed og Tiberias.
Fra ca. 1930 blev der indrettet kirke her – opkaldt efter St. Andrew, Skotlands skytshelgen. Et ikon i kirken viser apostlen Andreas. Han var galilæer her fra egnen og bror til Simon Peter og har aldrig været i Skotland. Men det var nu ham, skotterne syntes bedst om.

David Torrance er selv begravet på kirkegården her. Han beskrives som en lidenskabelig helbreder, der gav sit liv til et folk, som han kun kendte lidt til, før han kom i 1885.
Han gav nemlig afkald på en prestigefyldt post ved Glasgow Royal Hospital for at komme til Tiberias – og det var ikke let. Hans far var en berømt kirurg, og hans familie var bekymret for at han ville blive ”begravet i ubemærkethed”. Men han modstod alt pres og gav sit liv til missionen. Faktisk blev han meget berømt. I 1908 var hans berømmelse spredt i en sådan grad, at han tog sig af 2.000 patienter – om måneden – fra hele Galilæa. Mange rejste store afstande for at blive helbredt af ”Kongen”, ”Trance” eller ”Hakim” (store healer), som de kaldte ham.
De kom, selv om de vidste at han var kristen missionær, og de lyttede også til hans ord om Jesus Kristus.

Gennem sine 39 år her i Galilæa led David Torrance under store personlige tragedier. Hans første hustru, Lydia, døde under en fødsel, og den næste hustru, Elinor, døde af kolera. Begge er begravet på St. Andrews kirkegård sammen med fire børn. Davids tredje hustru, Elizabeth Curtiss Torrance, som var amerikaner, overlevede ham sammen med otte børn.
Fire af børnene blev læger, Lydia og Majory var i tjeneste som missionærer i Indien i mange år, Herbert efterfulgte sin far i Tiberias, og Susan blev børnelæge i USA. Fire andre børn vendte tilbage til USA sammen med deres mor kort efter Davids død. Datteren Phyllis kom tilbage for at bo i Israel fra 1936 til 1946.
Da David Torrance døde, sagde den lokale øverste Rabbi: ”Tiberias er blevet velsignet med tre ting: Søen, de varme forår – og David Torrance”.