Helles første missionsrejse
Helle Nielsen glemmer aldrig børnene fra Mercy Home i Nigeria.Helle Nielsen besøgte Nigeria i februar, og det var hendes første møde med Afrika, ja første missionsrejse i det hele taget. Helle går på linien MH Mission på Mariager Højskole. Og turen til børnehjemmet Mercy Home gjorde indtryk.
– Børnene dukker tit op i mine tanker. Det er ikke min sidste missionsrejse til Afrika, pointerer hun.
Ved ankomsten til Abuja lufthavn vrimlede det med afrikanere, og som hvide lyste hun og elevgruppen fra Danmark meget op. Det næste indtryk var den enorme trafik:
– Godt nok var vi i hovedstaden, men jeg havde ikke forestillet mig så meget trafik.
Men efterhånden som vi kom længere nordpå mod Kaduna, og naturen begyndte at ligne det Afrika, jeg havde set på film, begyndte det så småt at gå op for mig, at jeg virkelig var kommet til Afrika.
Men den helt store åbenbaring kom først, da hun ankom til rejsens mål: børnehjemmet Mercy Home.
– Jeg havde fået at vide, at mange af børnene for det meste bare lå i deres senge, og at de på forskellige måder var understimulerede. Jeg opdagede hurtigt, at det var virkelighed.
Der er også en fødeklinik på børnehjemmet, hvor teenagemødre kan føde deres børn. Mange bliver smidt ud hjemmefra, når familien opdager, at de er gravide.
En morgen var der pludselig kommet en lille nyfødt pige på børnehjemmet:
– Moren havde været der om natten for at føde og havde så efterladt barnet til personalet på børnehjemmet, fortæller Helle Nielsen.
– Det var virkelig specielt at sidde med sådan en lille fin ny skabning og tænke på hendes start på livet og hendes fremtid. Jeg er sikker på, at ingen af disse mødre havde det godt med at måtte efterlade børnene, men at de var nødt til det af den ene eller anden grund.
Hvad gjorde det ved dig, at møde børnene og de unge piger på Mercy Home?
– Det gjorde et virkelig stort indtryk på mig. Børnene dukker tit op i mine tanker. Disse børn og unge piger fik mad, havde senge og tag over hovedet, og på den måde havde de det egentlig godt i forhold til dem, der fx lever på gaden. Men der var bare så meget, de ikke havde, og som vi tager for givet i et barns opvækst. Der var fx ikke noget legetøj.
– Men den helt store manglevare, jeg så, var kærlighed og tid. I alle aldre kunne man fornemme, at der var et behov for kærlighed – fra babyer, der var svære at få øjenkontakt til, til de lidt større børn, der måske ikke havde lært at kravle eller gå endnu.
– Den allerførste dag, da vi trådte ind til de 0-6-årige, begyndte de i et nu at skrige om kap. Jeg var forberedt på, at de ikke var vant til at se hvide, men jeg må da indrømme, at efterhånden som de bare fortsatte med at skrige højere og højere, blev jeg helt trist til mode. Vi kom jo bl.a. for at bringe glæde, og lige der virkede det helt modsat, men det blev heldigvis hurtigt vendt.
– Noget af det, der har betydet mest for mig på den tur, var at være til stede i disse børns liv. Selvom det kun var en lille måned, var det fantastisk at se den udvikling, de hver især gjorde.
Der var specielt en dreng på ca. 5 år, der var enormt bange og skræmt i starten. Han var albino og lå for det meste i sin seng ligesom alle de andre. Han var virkelig skrækslangen for os i starten, men lidt efter lidt kunne vi stille og roligt tage ham op, og det endte med, at han løb rundt og sprang op ad os.
– Det var et helt nyt kapitel i hans liv at være så meget oppe og bevæge sig så meget, hvilket han også blev bedre til i løbet af ugerne. Godt også at opleve, hvordan han og de andre fik tillid til os. Det var vildt at opdage, hvor meget almindelig kærlighed og omsorg for mennesker kan gøre!
– Jeg tror bestemt ikke, det er sidste gang, at jeg har været på missionsrejse til fx Afrika! Det er så livsforvandlende at række ud ikke kun med evangeliet, men i særdeleshed også med praktisk hjælp og se den store forskel, det gør i menneskers liv.
