Gakkede gangarter

Jeg gik ned ad Valby Langgade i København på vej til kirke. Jeg gik stærkt ud fra, at man var rimelig sikker fra alskens ulykker, når nu man var så hellig (og heldig), at man ville besøge Gud i et af hans rigtig, rigtig, rigtig mange små kolonihavehuse rundt på denne jordklode: Kirkerne. Men nej. Man er aldrig immun over for pinlig selvforskyldt adfærd.På denne sjældne halvlune soldag slentrede jeg selvsikker & smækkerlækker hen ad Valbys hovedgade forbi en café med lutter fyldte udendørsborde flankeret af brunchspisende gæster. Da skete det – lige foran det store publikum.
Jeg trådte over noget henslængt papiraffald og blev udfordret på balancen, da jeg trådte på en metalring fra en kasse. Da jeg tog endnu et skridt, løftede metalringen sig op til hulahopring-størrelse, hvilket fik mig placeret midt i ringen. Mine ben var nu låst fast, og jeg cirklede rundt som en elefant ovenpå en hul cirkusbold. Det er noget, jeg ikke er trænet i, så mit legeme faldt mod fortovet som et fældet birketræ. Av.
De udendørs cafégæster klappede og grinede ad mig, mens jeg forsøgte at løsne mine læber fra det ufrivillige kys med flisen. Uden øjenkontakt med en eneste af de mange cafégæster – hvilket føltes som mindst 50% af Valbys befolkning – rejste jeg mig op og gik videre, dog med en anelse nedjusteret selvsikkert kropssprog og let haltende gakket gangart.

Livet som menneskelig tegneseriefigur er ikke let, må jeg konstatere. Et glædesstrejf ramte dog mit gennemtestede hjerte, da jeg kom i tanke om dengang, jeg var barn, og jeg en tilfældig dag spadserede sammen med min fætter på yndige Østergade i Næstved. I vores ivrige hyggesnak bemærkede min ferieglade fætter ikke, at fortovet på Østergade på et tidspunkt bliver smallere, hvor der ligeledes er opstillet en postkasse.
BANG! sagde det, og min fætters hoved lavede en bule i Post Danmark-logoet, hvorefter han faldt til jorden. Han begyndte at græde, og jeg begyndte at grine. Da vi kom hjem, fik han som trøst min fastelavnsbolle, så han havde to.
Godt, jeg ikke er alene i cirkusmanegen.