Bibelske fortællinger som spejle
Ansigtets gåde er forfattet af Ele Bonde. Det er en samling af 27 essays eller refleksioner. En række bibelske fortællinger holdes op som et spejl, og læseren udfordres til at spejle sig, dykke ned i dem og undersøge sin egen identitet.Hvert stykke centreres om ét tema og én bibelfortælling. Mange af stykkerne afrundes med et digt af den tyske præst Wilhelm Bruners. Samtidig er hvert stykke placeret under et af bogens fem hovedtemaer: En læren-livet, At vokse, Arven, Frihedens fællesskab og Brud og nybrud.
Bogens forfatter, Ele Bonde, præsenteres på omslaget som diakon med en særlig passion og uddannelse inden for sjælesorg, bibliodrama og familieterapi.
Og det sætter sine spor i bogen. For den synes at emme af visdom, menneskekundskab, kvalitet, kunnen og ikke mindst kreativitet.
Stykkerne kan beskrives som overraskende og udfordrende. Både tekst- og indholdsmæssigt leverer Bonde en gennemarbejdet bog, hvor hvert ord synes at være født ud af en smerte og kamp og hver sætning udtrykke forfatterens hjerte.
Bonde har kæmpet med vores tids største spørgsmål: Hvem er jeg? Hun har søgt i de bibelske fortællinger og er kommet op med pointer og indsigter, der giver fortællingerne krop og sjæl og rækker ud over den evindelige gentagelse af søndagsskolens fortolkninger og fokus. Og det er befriende og modigt.
Det gør også, at bogen stiller krav til sin læser. Læsningen kræver koncentration og eftertanke. Der er ikke mange overflødige fyld-ord, og sætningerne er fyldt med betydning, som det ind imellem tager tid at gribe. Det er derfor ikke en letlæst bog – men en smuk, inspirerende og vigtig bog, som fx egner sig som andagtsbog for dem, der ellers finder andagtsbøger klichefyldte og kedelige.
Ele Bonde:
Ansigtets gåde
– Om at finde identitet
i de bibelske fortællinger
192 sider 199 kr. Boedal