Er du forpustet?

Det kræver sin mand at være computer her i vores hus. Harddisken på min forrige computer stod af efter få måneders brug. Heldigvis fik jeg en ny på garantien, men den stakkels maskine blev aldrig helt sig selv igen efter sin hjernetransplantation.Sidste sommer var jeg efterhånden så træt af, at computeren gik ned flere gange om dagen, at jeg var nødt til at skifte den ud. Men der gik ikke engang et år, før den var gal igen. På det tidspunkt begyndte den ”nye” computer at puste og stønne og klage over begrænset computerkraft hvert andet øjeblik, og jeg var ved at få stress ved tanken om, at det måske allerede var tid til et computerskifte igen.
Jeg konsulterede min pc-rådgiver. Sådan en er uundværlig, når man er så afhængig af sin ekstra hjerne, som jeg er. Han forstærkede mine bange anelser. – Det lyder som om, at der er en eller anden komponent, der er ved at stå af, lød hans analyse. – Men det kan også bare være et af dine programmer, der tager alt for meget af computerkraften. Prøv at slå nogle af programmerne fra og se, om det hjælper.
Efter flere timers slåen fra og til og adskillige genstarter af computeren fandt jeg ud af, at det var mit antivirusprogram, der var blevet lidt for aggressivt. Det brugte simpelthen alle computerens ressourcer til at forebygge indkommende virusangreb, så der ikke var mere kraft til det, som computeren jo egentlig var beregnet til at lave. Jeg skyndte mig at smide den krævende virus-ridder ud og installere en, der tog lidt mindre i kost og logi for det samme arbejde.

Nu spinder min computer som en kælen kat uden den mindste mislyd. Og hvad kan man så lære af det, spørger du måske? Ja, jeg kom i hvert fald til at tænke på, hvor meget energi vi nogle gange bruger på at bekymre os om en hel masse ting, som aldrig kommer til at ske, i stedet for at koncentrere os om de gode ting her i livet. Vi kan frygte mange ting, men de fleste af vores bange anelser kommer aldrig til at blive indfriet. Der er så mange ting at glæde sig over og se frem til her i livet, at det ikke kan betale sig at hænge for meget med mulen.