Fugle med madpakker

Ved et japansk kirsebærtræ midt i min gårdhave står en Maria-statue, hvor jeg tænder lys og beder. Den er ikke særlig fornem, men den betyder noget.
Når jeg står i mit køkken, kan jeg se statuen og en lille lanterne, jeg tænder uanset årstiden – og de mange fugle, der kommer på besøg.
Siden jeg for nogle år siden hørte, at der var rottebesøg et sted i nærheden, fodrer jeg ikke fuglene. Alligevel kommer her rigtig mange. Især myldrer det omkring kirsebærtræet lige dér, midt i gårdhaven. Fuglene har nemlig fundet en løsning på den manglende fodring:
En dag sad jeg i gårdhaven og fik en kop kaffe med min veninde, som også bemærkede den livlige fugle-aktivitet. Vi kom til at grine over noget, jeg selv har studset over flere gange her i sommer og efteråret: Fuglene har madpakker med.
En del af de fugle, der lander i min gårdhave, ankommer med et ”stort” stykke franskbrød i munden. Åbenbart indhentet i andre haver. Så sidder de ved kirsebærtræet og lanternen og spiser deres medbragte mad. Ofte ligger her derfor en del små brødstykker, som de efterlader, hvis de bliver forskrækkede, for eksempel over larmende besøgende, og hastigt flyver væk.
På den måde er der mad til de næste med vinger. I sommer måtte jeg flere gange samle nogle af brødstykkerne op fra jorden for ligesom at understrege min beslutning om ikke at fodre og opfordre til rottebesøg.
En dag kom der også en lille mus på besøg, mens jeg sad med en kop eftermiddagskaffe i gårdhaven. Der satte jeg grænsen. Jeg rejste mig hastigt og larmende, så musen skrækslagen løb sin vej. Men den nåede at minde mig om noget, jeg næsten havde glemt: Da jeg var lille havde jeg et kælenavn, som jeg tog alvorligt. Jeg præstenterede mig selv som ”Tina Musetå”. Noget min mor havde sat i gang allerede på puslebordet, hvor hun ofte greb mine tæer og tiltalte mig med denne titel. Måske fordi jeg som lille dansede på tæer. Tænk, at man stadig kommer til at tænke på det, så mange år efter.