Ord der forandrer
Påskemorgen viste en engel sig for kvinderne og sagde til dem: Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazareth, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her (Mark 16,6). Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde? (Luk 24,5). Jesus er opstanden, han lever!Raniero Cantalamessa
Italiensk forfatter, teolog
og katolsk munk.
Desto nærmere vi, selv i dag, kommer på denne kerygmatiske måde at forkynde opstandelsen på, desto mere kraftfuldt bliver budskabet, og jo dybere berører det hjertet.
Vi kan let forestille os, hvad der derefter skete. Kvinderne hastede ned af bakken, idet de løftede op i deres lange skørter for at kunne løbe hurtigere, og forpustede trådte de ind i oversalen. Selv før de begyndte at sige noget, kunne alle de tilstedeværende se på udtrykket i deres ansigter og øjne, at der var sket noget uhørt. Kvinderne begyndte at råbe i munden på hinanden: Mesteren, Mesteren! Hvad med Mesteren? Opstået, opstået! Og: Graven, Graven! Graven er hvad? Tom, Tom! Nyhederne var for overvældende til, at kvinderne kunne holde det for sig selv eller fortælle det på en rolig og velordnet måde. Det var den nye vin, som sprængte de gamle vinsække. Apostlene måtte sandsynligvis hæve stemmerne for at dæmpe kvinderne ned. Men i mellemtiden var en skælven gået gennem alles legemer; en følelse af ærefrygt havde fyldt rummet og alle der var til stede. Og fra det øjeblik verden ikke mere den samme. Den gode nyhed om opstandelse havde begyndt sin rejse op gennem historien, en lang, rolig og kraftfuld bølge, som intet og ingen vil kunne standse før tidernes ende….
Den mest elskede af de russiske helgener, Seraphim af Sarov, tilbragte omtrent ti år i en skov uden at mæle et ord, ikke en gang til den broder, som af og til bragte ham nogle fornødenheder. Senere blev han af Gud sendt tilbage blandt menneskene. Når han henvendte sig til de stadigt stigende mængder af mennesker, der opsøgte ham i klosteret, sagde han med stor entusiasme til dem: Mine elskede, Kristus er opstanden! Disse enkle ord var nok at forandre hjertet hos enhver, han rettede dem til, og hos verden omkring ham. Klangen i hans stemme var som en engels.
Jeg ønsker også, med denne hellige mands ord, at fortælle dem af jer, som nu er kommet så vidt på denne åndelige færd, og som er gået gennem lidelsens mørke nat: Min ven, Kristus er opstanden!
Fra bogen Livet i Kristus
af Raniero Cantalamessa