“Jerusalem er ikke en bosættelse”, siger Netanyahu til Obama
Den israelsk-arabiske fredsproces er kommet i nye vanskeligheder efter meddelelsen om, at Israel vil fremme planer om at bygge 1345 boligenheder i jødiske kvarterer i Øst-Jerusalem.USA og Israel er også kommet op at toppes påny over dette byggeri. Præsident Barack Obama, der i disse dage besøger Indonesien, siger i Jakarta, at dette “ikke er til gunst for fredsdrøftelserne”, men statsminister Binyamin Netanyahu har omgående taget til genmæle ved at udtale, at “Jerusalem ikke er en bosættelse, men Israels hovedstad”.
Det er anden gang i år, at Israel og USA har skændtes for åbent tæppe om dette emne. Første gang var under den amerikanske vicepræsident Joe Bidens besøg i Jerusalem for et halvt år siden, da israelske myndigheder gav oplysninger om fornyet byggeri i byens østlige del.

