Tysklands præsident på Israel- besøg: “nære bånd er vigtige”
Tysklands præsident, Christian Wulff, 51, er kommet til Israel på et officielt besøg og sagde efter sin ankomst til Jerusalem idag, at “nære bånd mellem de to lande er vigtige”.Han udtalte dette, da han indledte besøget med et møde med præsident Shimon Peres, 87, i præsidentboligen, hvor Wulff videre – med henvisning til holocaust – sagde:
– Erindringen om fortiden er forblevet en grundregel i tysk politik. Jeg husker, hvordan præsident Peres sidste januar i en tale i det tyske parlament udstrakte sin hånd i forsoning med Tyskland.
Om de israelske bosættelser på Vestbred-området sagde Wulff, at der var brug for “et konstruktivt engagement fra Israels side i denne proces”.
Peres understregede i sin tale det særlige forhold, der eksisterer mellem Tyskland og Israel.
De to statsoverhoveder drøftede Mellemøst-fredsprocessen, og Wulff slog til lyd for en retfærdig fred, hvor palæstinensere og israelere kunne leve inden for anerkendte grænser.
Også Peres slog til lyd for fred, baseret på en to-stats løsning. Han takkede Tyskland for dets støtte – og kritiserede Irans ledelse.
– Dennes eneste mål er krig, sagde han.
Wulff, der blev valgt til præsident sidste juni, er den femte tyske præsident, som aflægger et officielt besøg i Israel. Hans forgænger, Horst Kohler, nedlagde i 2005 en krans i Jerusalems Yad Vashem mindeinstitution for de seks milioner jøder, der blev dræbt under nazismen.
På Wulffs program er også et besøg i Yad Vashem, samt møder med statsminister Binyamin Netanyahu, udenrigsminister Avigdor Lieberman, oppositionsleder Tzipi Livni, den israelske forfatter David Grossman, tyskfødte israelere der har overlevet holocaust, ligesom han skal besøge Det hebraiske Universitet, hvor to israelske videnskabsmænd vil forelægge ham resultater af fælles israelsk-tyske forskningsprojekter.
Wulff er ledsaget af sin 17-årige datter Annalena og andre tyske teenagere for at understrege den tyske forpligtelse til at undervise om holocaust.
Særlig karakter
Forholdet mellem Israel og Tyskland er specielt, og i de første efterkrigsår var der ingen forbindelse mellem de to lande af indlysende grunde. Isen blev brudt af forbundskansler Konrad Adenauer, i samvirke med Israels daværende statsminister David Ben Gurion. De to lande oprettede diplomatisk forbindelse i 1965, og siden da har fem tyske præsidenter besøgt Israel. Den første var Richard von Weizsaecker i 1985
Da Wulffs forgænger, Horst Kohler talte i knesset, gjorde han det først på hebraisk og siden på tysk.Med sin indledning på hebraisk afvæbnede Kohler til dels de knessetmedlemmer, der havde sagt, at det ville være en pestilens for dem – heraf flere holocaust-overlevender – at høre tysk talt i knesset, men Kohler afviste at tale på et andet sprog end tysk. Flere knessetmedlemmer blev borte fra tinget i protest mod, at Kohler talte tysk.
Et af de tyske statsbesøg, der har vakt størst opmærksomhed, var, da kansler Angela Merkel beøgte Israel i marts 2008, og da sagde, at “holocaust fylder os tyskere med skam – jeg bøjer mig for ofrene, de overlevende og alle de, der hjalp dem til at overleve”.
Wulff er den første tyske præsident, der er født efter den anden verdenskrig. I de forløbne år er forholdet mellem de to lande blevet normaliseret i en sådan grad, at Tyskland idag er en af Israels nærmeste partnere i Europa.
Wulffs besøg i Israel slutter imorgen, når han skal besøge Fødselskirken i Betlehem og mødes med den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas.