Jens Møller 90 år men stadig politisk aktiv
Den tidligere partileder er nu blind, men har stadig syn for både det politiske og åndelige. Efter et langt og dramatisk liv føler han, at Gud er kommet så nær som aldrig før.- Ja, det er ligesom ens indre syn bliver skærpet, når man bliver blind. Jeg oplever Guds nærhed som aldrig før, fortæller Jens Møller, da vi besøger ham i hjemmet på Vangen 6 i Kolding, hvor han den 5. januar fejrer sin 90-års dag med åbent hus fra 10-12.
– Tidligere var jeg mere optaget af trosspørgsmål; om at forstå teologien. Men nu handler det meget mere om at leve Gud nær, fortæller han. – Og jeg oplever, at jeg bliver overskyllet af hans glæde og kærlighed dag for dag. Jeg har også god tid til at bede for mennesker, og jeg har opdaget, at når man beder for nogen – også nogen, som man ikke bryder sig om – så ændrer det ens holdning.
Jens Møller begynder hver morgen med at høre morgenandagten fra Domkirken i radioen.
– Hvis flere mennesker ville begynde dagen på den måde, ville de ikke blive så stressede. Så kunne de spare mange udgifter til læger og psykologer, siger den tidligere lærer.
– Før jeg blev blind, gik jeg også i kirke stort set hver søndag, men når man ikke kan se, hvem der sidder omkring én, er det ikke så behageligt.
Så nu går jeg i radiokirken.
Radioen hører han meget. Og det sker også, at han ringer ind til Poul Friis program og giver sin mening om en sag.
Vi taler om Kristendemokraternes Per Ørum, der fik en række forbedringer igennem, men til gengæld måtte lægge ryg til regeringens og Dansk Folkepartis nyeste stramninger af udlændingeloven. Og fik kritik for det af nogle kristne.
– Ja, meget af kritikken er egentlig noget hykleri, mener Jens Møller. – Når man arbejder med politik, kan man ikke stå i et hjørne med rene hænder. Man er nødt til at indgå kompromisser for at få noget igennem, siger han en smule irriteret på de bedrevidende kritikere. Han véd, hvordan det er.
Det var ham, der første gang bragte Kristeligt Folkeparti i Folketinget i 1973 med et overraskende rekordvalg, som gav syv mandater imod alle odds. Han forhandlede både med rød og blå stue og lancerede udtrykket henover midten – og fik også meget kritik.
Men det er ikke, fordi han har noget imod kritik:
– Jeg er lidt ked af, at der ikke er nogen, der skriver imod mine læserbreve, så vi kan få en god debat igang, siger han.
– Jeg er lidt bekymret for, at den muslimske indvandring kan være en trojansk hest – altså en måde, som Danmark risikerer at blive islamiseret på.
Men jeg tror, mange problemer skyldes, at man skærer alle fremmede over én kam. Der er for mig at se tre grupper, som skal behandles forskelligt:
1.) Flygtninge, som vi naturligvis skal tage imod.
2.) Indvandrere, som kommer af økonomiske grunde, og som jeg mener, man godt må sige nej til. Og for det 3.) så er der familie-sammenføring, hvor jeg synes, man skal give ægtefæller mulighed for at bo sammen, uanset om de er rige eller uddannede eller på anden måde kan være til nytte for os.
Man skal ikke bedømme menneskers værdi efter deres økonomiske formåen, fastslår han med overbevisning i den bløde fynske stemme.
– Som ung tvivlede du på, at Gud var til. Hvorfor?
– Jo, mine egne forældre var meget negative over for kristendom. Min far drev akkumulatorvirksomheden Boris. Han havde oplevet en biskop, der svindlede. Derfor forkastede han religionen fuldstændig. Og mor var nærmest overtroisk, husker Jens Møller.
– Så det var ikke skrevet i stjernerne, at unge Jens Jørgen skulle blive SÅ troende?
– Nej, men jeg tænkte meget over de store filosofiske spørgsmål, og jeg fulgte et godt råd, som en fransk filosof gav: Læs lidt i Ny Testamente hver dag, sagde han. Og hvis du tvivler, så bed: Gud, hvis du er til, så
. osv.
En stjerneklar aften, da jeg cyklede hjem til Odense fra Korsør, bad jeg: Gud, hvis du er til, kan du så ikke bare lade den stjerne dér blive et stjerneskud. Næppe havde jeg sagt det, før der kom et stjerneskud netop fra den stjerne. Jeg var forbløffet over det utrolige sammentræf. og jeg tænkte: Hvis Gud ville gøre det én gang til
Jeg turde ikke friste Gud ved at bede om det. Men minsandten om der ikke kom et stjerneskud mere. Så måtte jeg af cyklen og på knæ for universets skaber.
– Mod slutningen af 2. verdenskrig var du med i en kommunistisk modstandsgruppe.
– Ja, jeg var ikke kommunist, men det var faktisk svært at få kontakt med modstandbevægelsen, fordi de frygtede at blive afsløret. Men på min fars fabrik var der en kommunist, som var med. Og ham kontaktede jeg. Vi ødelagde bl.a. tyskernes lastbiler ved at sprænge deres dæk.
Senere overvågede vi Gestapos hovedkvarter på KFUM fra et kontor overfor, så vi efter krigen kunne få fat i dem, der havde noget på samvittigheden.
– Har du dræbt nogen?
– Ja, det er jo ikke noget, jeg praler af. Men det skete aftnen før befrielsen. Sammen med nogle kammerater holdt jeg vagt halvanden hundrede meter fra Gestapos kvarter. Da kammeraterne forsøgte at standse en tysk Gestapomand og en kvinde, greb han pistolen og forsøgte at vride den fra min kammerat, mens han råbte til kvinden, at hun skulle skyde. Det var nær gået helt galt, og derfor skød jeg ham. Kvinden forsvandt.
– Fik du skyldfølelse?
– Ja, jeg har bedt Gud om tilgivelse mange gange siden
Selv om det var i selvforsvar. Men det var jo at tage et liv.
Efter krigen læste Jens Møller teologi og rejste sammen med Gudrun til Indien som missionær for DMS (nu Danmission). Det mislykkedes, og efter mange problemer rejste de hjem igen.
– Det var en kostbar historie, og jeg følte mig som en unyttig tjener. Men i stedet blev jeg lærer i Nr. Nebel i to år og fik derefter tilbuddet om at redde den katolske skole i Horsens, hvor søstrene kun havde 24 elever tilbage. Jeg gjorde skolen til en kristen friskole for alle kristne, og i løbet af de næste ni år voksede elevtallet til ca. 125. Det var også dengang, jeg besluttede at blive katolik. I 1969 rejste vi til Kolding, hvor jeg blev lærer på den katolske skole.
I 1970 var Jens Møller med til at oprette Kristeligt Folkeparti, og i 1973 blev han formand og ledte partiet til en stor valgsejr.
– Det var et af de største tidspunkter i mit liv, husker han.
På Christiansborg var han kendt for handlekraft og utålmodighed:
– Nogle gange var det nødvendigt at handle hurtigt. Hvis det først skulle behandles i partiets udvalg, så var tidspunktet forpasset, forklarer Møller, som indrømmer, at han keder sig frygteligt, når der ikke sker noget. Da partiet gik tilbage til fem mandater, kom Jens Møller i stedet i byrådet i Kolding og sad der i otte år.
– Efter folketinget var jeg meget rundt og tale om behovet for åndelig fornyelse. Selv om jeg selv var katolik, talte jeg alle andre steder også i Indre Mission. Og det var dejligt, at alle kristne kunne være sammen, for vi har alle samme far og er alle brødre og søstre.
Jeg skrev også nogle bøger i de år, bl.a. om Smittende kristendom.
Jeg forsøger også selv at praktisere det; at vise troen og tale om troen, når jeg møder mennesker. Aldrig sådan at jeg forsøger at pådutte dem noget, men når det ellers falder naturligt, slutter Jens Møller.
