Kurt stopper som midtbanespiller for DBI
Kurt Dalsgård stopper efter 10 år som lands-sekretær for Dansk Bibel-Institut.
Ethvert hold har brug for en midtbanespiller. Han har overblikket, han sender bolden videre fra forsvar til angreb og fra den ene baneside til den anden.
Sådan en spiller er landssekretær for Dansk Bibel-Institut, Kurt Dalsgaard. Nu stopper han efter 10 år på posten for at gå på efterløn.
– Jeg har prøvet at være en spil-fordeler, fortæller han. Jeg er med på bestyrelsesmøder, lærermøder og står for supportafdelingen (arbejde med giverstøtte og information, red). Min opgave har været at spille med og få andre til at spille sammen.
Og det er åbenbart lykkedes. Kurt Dalsgaard betegnes af kolleger som en kompetent, vellidt og betroet medarbejder, som har et stort engagement og hjerte for DBI.
Hvad tænker du tilbage på med glæde? spurgte vi ham.
– Samværet med alle de unge. At se, hvordan de udvikler sig fra forsigtige unge til modne voksne, som er frimodige, fordi de ved, hvad de står for, og kan give dette videre. Det er et stort privilegium at arbejde med nogle af dem, der vil noget i kirken, fastslår Kurt Dalsgaard.
Kurt Dalsgaard har selv været meget aktiv i kirkelivet, bl.a. i 26 som ansat i Indre Mission, inden han for 10 år siden blev ansat på DBI. Og aktiviteterne fortsætter. Han er nemlig næstformand i Evangelisk Luthersk Netværk, der samler såkaldt bibeltro foreninger og bevægelser inden for Folkekirken. Som næstformand er han også organisatorisk formand, og det kaster en masse arbejde af sig.
Kurt Dalsgaard er født og opvokset i Karup i Midtjylland som søn af indremissionær Jørgen Dalsgaard. Kurt startede sin karriere med en uddannelse som skibsbygger i Ringkøbing. Herefter kom han på Luthersk Missions Højskole og senere på Indre Missions Højskole i Børkop, hvor han blev klar over, at det var en anden karriere, han var kaldet til.
Efter to års ansættelse som assistent på KFUMs soldaterhjem i Gothersgade i København kom han som 24-årig til Indre Mission (IM), hvor han som nævnt var ansat i 26 år. I den periode arbejdede han som missionær i Randers, Vejle og Storkøbenhavn, og de sidste syv år som leder af IMs arbejde i Storkøbenhavn.
I 1979 var Kurt Dalsgaard en af initiativtagerne bag stiftelsen af Indre Missions Ungdom (IMU). Han var med i frontlinjen i Indre Mission for at fremme aktiviteter omkring storbymission.
Derefter tog Kurt en merkonomuddannelse i personaleledelse, inden han blev ansat som landssekretær på DBI, hvor han har arbejdet de sidste 10 år som leder af DBIs supportafdeling.
Fra 1989-2001 var Kurt Dalsgaard medlem af DBIs bestyrelse, hvor han beklædte posten som næstformand i 11 år.
I 1999 var Kurt Dalsgaard medstifter af Evangelisk Luthersk Samråd i Storkøbenhavn, hvor han indtil 2008 var formand. Og nu er han som sagt næstformand i Evangelisk Luthersk Netværk.
Kurt Dalsgaard har gennem hele sin karriere arbejdet for at fremme mission og bibeltro forkyndelse. Derfor har hans opgave også været PR for DBI gennem en fornyelse af blad og hjemmeside og en positiv kontakt til pressen. Han har også været primus motor i at arrangere debatmøder og konferencer, når et hot emne kom på samfundets dagsorden, bl.a. en konference om klima og arternes oprindelse i 2009 og om homoseksuelle vielser i 2010.
Så midtbanespilleren fornægter sig ikke.
– Ud over at uddanne unge i bibeltro forkyndelse vil DBI også spille en aktiv rolle i kirken og i samfundet, siger han.
Der holdes afskedsreception for Kurt Dalsgaard på DBI torsdag eftermiddag den 10. februar.