Bøn – en absolut nødvendighed
Bøn har altid være mig en absolut nødvendighed og naturlig ting som mad og klæder, lige fra barndommens dage til mit nuværende 92. år.
Af Karl Heilesen
Kunstner og lærer
Bønnen har været som en fortrolig samtale mellem far og søn, respektfuld og kærlig. I mine yngre år drejede bønnen sig især om hjælp til udførelse af MINE ønsker, medens den senere i livet blev til tak og lovprisning af GUD, for hans store omsorg og kærlighed i det vidunderlige liv, HAN gav mig. Et liv som jeg uden grund havde haft så stor angst og bekymring for, det havde jo været i GUDs kærlige hånd.
Bøn hjalp mig helskindet gennem tvivlens spekulationer, så tvivlen har for mig været troens slibesten, som hvæssede og styrkede min tro. Bøn er ikke bare min plapren løs, men drejer sig i højeste grad om, hvad GUD har at sige mig, thi han kender jo vor bøn, endnu før den er fremsat. (Matt.6 v8.)
Jeg har flere gange, overrasket og uforberedt, hørt Guds stemme, klar og tydelig og altid gentaget to gange. Kærlig og oftest trøstende. Også advarende og tilgivende, men altid opløftende og styrkende for mit trosliv. Stemmen kan måske være min underbevidstheds reaktion på min situation, men der må være en mening med dens tilstedeværelse, som jeg tror, GUD bruger!
Bøn drejer sig ikke om at overlade arbejdet til Gud for selv at slippe fri. Som i Bespisningsunderet spørger Gud: Hvad vil du gøre, hvad idè har du? Min idé og mit initiativ vil Gud så velsigne og mangfoldiggøre, så bøn og velsignelse hører i rigt mål sammen. Spøgefuldt sagt skal man være forsigtig med at bede om noget – man kan gå hen og næsten få for meget givet!
Heldigvis har Gud langtfra efterkommet alle mine mere og mindre egoistiske bønner. Da jeg engang bebrejdede ham dette, lød hans stemme prompte: Har du glemt, hvor ofte jeg har hjulpet dig? Beskæmmet måtte jeg bede om forladelse. Gud har virkelig hjulpet mig i tre af livets store situationer, nemlig: uddannelse, livsgerning og ægteskab. HAN har hørt min bøn fuldt ud og stået mig bi gennem alle årene.
Da min hustru udåndede i mine arme 88 år gammel, spurgte jeg: Hvor er du nu, min elskede. Guds svar kom øjeblikkelig: HOS MIG, HOS MIG. I min sorg og ensomhed lød det igen: Du er min, jeg slipper dig aldrig, jeg er hos dig. Jeg kan sige som Kingo: Hver morgen i min skål, en nåde uden mål, til mig nedflyder. Uden bønnens kraft ville jeg have været fuldstændig ensom og fortabt.
