Kristen børnehave måtte gerne fyre teosof

En tidligere medarbejder i en børnehave tilknyttet den evangeliske kirke i Tyskland klagede til Menneskerettigheds-domstolen over, at hun blev fyret fra institutionen. Hun mente, at dette var udtryk for en krænkelse af hendes religionsfrihed.Men Menneskerettigheds-domstolen afviste hendes klage.
Medarbejderen blev fyret fra sit job i en kristen børnehave, som er tilknyttet den evangeliske kirke i Tyskland, da kirken havde opdaget, at hun tilhørte ”Den universelle kirke”, der bygger på teosofien. Det er en religiøs retning, der ad tankens vej søger gudserkendelse. Pædagogen holdt også teosofiske indføringskurser, skriver jesus.de
Kvinden gik rettens vej i Tyskland, hvor hun tabte sagen på den præmis, at kirkens medarbejdere i deres kontrakt forpligter sig til at være loyale over for arbejdsgiveren, den evangeliske kirke.
Denne præmis var Menneskerettighedsdomstolen enig i. Desuden erklærede dommerne, at fyringen var en nødvendig forhåndsregel, for at kirken kunne bevare sin troværdighed.