Derfor er Morgen- andagten så vigtig
Morgenandagten siger os, hvad vi ikke kan sige os selv. Derfor er denne lille højtidsstund i hverdagen på P2 så livgivende.
Som da jeg en morgen lyttede til denne typiske Paulus-hilsen: Nåde og fred fra Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader
Nåde og fred fra Gud
De ord kunne jeg leve på hele dagen og mere med. Det var ikke et debatoplæg, det var bare Guds ord til mig den dag.
Til alle meningsdannere, der har ondt af, at den kristne kultur og netop Morgenandagten er skrevet ind i den ny public service aftale mellem Regeringen og DR:
Morgenandagtens livgivende proklamationer i bibel og salmebog er ikke forbeholdt nogle få rettroende kristne. Guds nåde fylder himmel, jord og hav og er os nærmere end vort eget åndedræt. Det har vi alle brug for at blive mindet om!
Nogle ord er så nødvendige, at de må siges på rette tid og sted for at opmuntre, trøste og danne grundlag for en relation.
Som da jeg i en udtjent Morris Marina for første gang erklærede til min kone: Jeg elsker dig!
Eller da jeg måtte begrave min svigerfar og sidste år min gode ven og kollega: Da skulle ordene siges til de efterladte. Herren er nær hos dem, hvis hjerte er knust og hvis ånd er brudt! (Salme 34).
Det slog mig, hvilken fantastisk ressource Bibelen er. Hvordan klarer de mennesker sig, som ikke har ord fra Gud i krisetider? Jeg kunne naturligvis have citeret Benny Andersen, Johannes Møllehave eller sågar Piet Hein. Men det ville ikke have samme substans, som Bibelens.
Så tak for alle ord, der taler kærlighed og trøst ind i en grå og travl hverdag!
Også gennem Morgenandagten!