Jerusalem-bombe dræbte engelsk turist og sårede 50

Det var, som om tiden var blevet skruet flere år tilbage, da en bombe sprang og dræbte en 56-årig kvinde, mens 50 blev såret ved et busstoppested nær kongrescentret Binyanei Ha’uma og hovedbusstationen i Jerusalem onsdag eftermiddag.Sidste gang, der var en sådan terroristhandling i Jerusalem, var i 2004, under den anden intifada.

Angrebet blev imidlertid ikke foretaget af nogen selvmordsbomber, men bomben lå i en taske, der var blevet efterladt nær stoppestedet. Tasken blev opdaget af en kioskejer, Shimshon Moshe, der så den mistænkelige genstand ved en offentlig telefon. Han alarmerede politiet og forsøgte samtidigt at få fodgængere til at gå udenom stedet. Mens han talte med politiet, sprang bomben. Han blev såret og kørt til hospital sammen med mange andre.

En af dem, den 56-årige kvinde, døde på vej til hospitalet. Hun havde ingen legitimiationspapirer på sig, hvilket gjorde det svært at identificere hende. Det viste sig senere, at hun var en turist fra England, uden pårørende i Israel. Hendes navn er endnu ikke offentliggjort.

Tre af de 50 sårede er i en kritisk situation. 12 er stadig på hospital.

Englands udenrigsminister, William Hague, har fordømt angrebet og betegner det som “en afstumpet og modbydelig terrorhandling rettet mod uskyldige civilpersoner”

– Jeg ønsker at give udtryk for vores urokkelige støtte til Israels folk, der er konfronteret med sådanne gruopvækkende handlinger, sagde han..

Kilder i “Islamisk Jihad” oplyser, at palestinensiske sikkerhedsstyrker på Vestbred-området har arresteret to af dets medlemmer i Jenin, Khaled Jaradal og Tarek Ka’adan, efter israelske oplysninger om, at de havde været ansvarlige for terroristangrebet i Jerusalem.

Statsminister Binyamin Netanyahu, der kort efter bombeangrebet havde oplyst, at han ville aflyse sin planlagte rejse til Rusland, ombestemte sig imidlertid og tog alligevel på et 24 timers besøg til Moskva for at mødes med russiske statsledere. Højt oppe på dagsordenenen for deres samtaler vil være international terrorisme og truslen fra Iran.

Bombeangrebet i Jerusalem fandt sted, mens situationen i det sydlige Israel bliver stadig mere spændt efter en række raketsalver er blevet affyret fra Gaza-striben mod civile mål i Israel, med påfølgende israelske repressalie-flyangreb mod terroristmål i Gaza.

Mange i Israel stiller det spørgsmål om der er en forbindelse mellem den sidste tids terrorist-episoder omfattende drabet af fem personer i en familie i bosættelsen Itamar på Vestbredden, optrapningen omkring Gaza-striben, “Grad”-raket salverne mod byer og bebyggelser i Israels Negev-ørken, heriblandt mod Beersheba, og nu bombeangrebet i Jerusalem.

Den palestinensiske præsident, Mahmoud Abbas, og statsminister, Salam Faya’ad, har stærkt fordømt bombeangrebet i Jerusalem, som de mener, vil underminere deres bestræbelser på at stemple den palestinensiske kamp som “ikke-voldelig”.

Statsminister Netanyahu har udtrykt sig i stærke vendinger mod de seneste terrrostaktioner, men har været meget forsigtig med at udtale sig om muligheden af en israelsk militær aktion.. Mens Netanyahu nu er i Rusland på et superkort besøg – kommer USA’s forsvarsminister, Robert Gates, idag til Israel.

Disse besøg begrænser Israels evne til at handle.