Præst skaber program til konfirmandernes mobiler

Programmøruddannet præst prøver at fange konfirmandernes opmærksomhed med et program, der giver let adgang til trosbekendelsen og fadervor på deres telefoner.Carsten Hansen Dybkjær, som er præst i Hesselager, har udvikler en konfirmandapplikation til brug på smartphones.

Den nye konfirmandapplikation med trosbekendelsen.

En af de helt store gengangere ved årets konfirmationer er smartphonen, hvis de da ikke allerede havde den forvejen. Desuden havde Carsten Dybkjær bemærket, at sedlerne med trosbekendelsen havde en tendens til at forsvinde for dem mellem undervisningstimerne. Da han tidligere havde taget en it-uddannelse, lå idéen lige for.
– Hvis jeg nu placerede trosbekendelsen lige for øjnene af dem på deres elskede mobil, var der større chance for, at de fik den læst, tænkte han. Og med hjælp fra folkekirken.dk kom projektet i hus, og i begyndelsen af maj kunne betaversionen præsenteres.

Livsledsager

Ud over trosbekendelsen indeholder den links til bibel og salmebog på nettet samt Fadervor, som konfirmanderne også skal kunne udenad.
– Som præst vil man jo gerne give dem noget med, som de også har bagefter, en slags livsledsager lige ved hånden, siger Carsten Hansen Dybkjær.
– Konfirmandapplikationen er en tidssvarende gave fra folkekirken til konfirmanden. Det er en slags mobil katekismus, forklarer han. Ud over kerneindholdet er der også links til youtubevideoer med kristne fortællinger, blandt andet lavet af andre konfirmander. Desuden er der også mulighed for at sende blandt andet konfirmationsrelevante nyheder til brugerne.

Applikationen er gratis og kan hentes på konfirmandapp.mjbapp.com eller på Android Market