Gazas indbyggere kan nu tage frit ind i Egypten

Egypten har efter fire års forløb genåbnet Rafah-grænseovergangen mellem Egypten og Gaza-striben, og på den første dag tog omkring 600 palestinensere og indehavere af udenlandske pas ind på egyptisk område.Genåbningen er sket uden medvirken af europæiske observatører, og ifølge en talsmand for Hamas-organisationen er der intet behov for disse observatørers tilbagevenden til den omstridte grænseovergang som aftalt i den internationalt formidlede aftale mellem Israel og Den palestinensiske Myndighed (PA), indgået i 2005.

– Palestinenserne har vist deres evne til at administrere Rafah-overgangen, siger Hamas-talsmanden. Der er ikke noget behov for disse observatører nu.

Den israelske hjemmmefronts-minister, Matan Vilnai, siger, at Israel nu holder Egypten ansvarlig for sikkerhed ved grænsen.

– Fra det øjeblik egypterne genåbnede overgangsstedet, er de ansvarlige, siger Vilnay.

En 45-årig indbygger i Gaza, Hasna al-Ryes, sagde på vej ind i Egypten:

– Det føles som begyndelsen af frihed. I kan ikke forestille Jer, hvormeget vi har lidt.

Det nye Egypten
Israel har ikke fremsat en officiel udtalelse, men israelske embedsænd siger, at det er klart, at den løsere kontrol er en større sikkkerhedsrisiko.

Genåbningen var en påmindelse om det ændrede forhold mellem Israel og post-Mubarak styret i Cairo. Såvel den israelske regering som militærrådet, der nu hersker i Egypten, er helt på det rene med, at størstedelen af Egyptens befolkning er imod deres lands støtte til Israel og kræver en anden udenrigspolitik.

Ifølge en meningsmåling udført af “Pew Forskningscentret” støtter 64 procent af de adspurgte egyptere, at fredssaftalen med Israel skal annulleres, mens blot 34 procent ønsker den opretholdt.

Avisen “New York Times” ‘ klummeskriver, Thomas L. Friedman, skriver:

– I de sidste 30 år har Israel nydt godt af fredsaftalen med Egypten, d.v.s. blot med een mand – Hosni Mubarak. Det er der en betaling for. Israel skal indgå fred med 85 millioner egyptere. De dage er forbi, da en telefonopringning fra Israel til Mubarak kunne overkomme en krise i forholdet mellem de to lande.

Avineri
En af Israels mest fremtrædende politiske kommentarer, professor (i statsvidenskab) Shlomo Avineri, tidl. generaldirektør i det israelske udenrigsministerium, skriver idag i avisen “Ha’aretz”:

– Skønt Israel evakuerede de jødiske bosættelser i Gaza-striben og trak dets militær tilbage fra omådet, fastholdt det overvågningen af adgang og afgang dertil over land, hav og i luften. Efter Hamas’ overtagelse af Gaza blev denne eksterne kontrol en blokade. I stedet for at høste en diplomatisk belønning for adskillelsen, opfattes Israel som undertrykker af en halvanden million civilpersoner. Det er blevet til en absurditet – mens Israel ikke længere kontrollerer Gaza-striben, anses det som ansvarlig for nøden i området. Vi er også nået til at komme i den forlegenhed, hvor en særlig enhed udarbejder en liste over tilladte levnedsmidler til Gazas indbyggere – som om det var et kollektivt fængsel under vores kontrol.

Videre skriver han:

– Den kendsgerning blev glemt, at Gaza-striben har en anden grænse – med Egypten – og at Cairo samarbejdede med Jerusalem ved at lukke grænsen . Men blot Israel blev opfattet som ansvarlig for miseren i Gaza. Nu – med åbningen af den egyptiske grænse – er tiden inde til at fuldende adskillelsen fra Gaza. Israel må ophæve sø- og luft-blokaden og samtidig helt lukke landovergangene fra Israel til Gaza. Gaza-striben er fjendtlig område, og fra det øjeblik det er åbent til verden ved Rafah-overgangen, skal alle rester af israelsk okkupation – manifesteret i sø- og luft-blokaden – elimineres og derigennem fjerne Israels ansvar for tilførsler til Gaza.

Som Libanon
Avineri slutter:

Grænsen mellem Israel og Gaza bør være som grænsen mellem Israel og Libanon, og ligesom Israel ikke har påtvunget Libanon en flådeblokade, bør det ikke have en sådan over for Gaza. Hvis en politik gennemføres med at overføre levnedsmidler og humanitær hjælp til Gaza-striben,. vil dette ske gennem Egypten – eller direkte til Gaza. Hvis organisatorerne af flotillen til Gaza ønsker at nå til Gaza – skal de være velkomne til det. Det vil ikke være vores anliggende. Der vil ikke være nogen israelsk blokade, og såkaldte menneskerettigheds-aktivister – hvis eneste mål er at bringe Israel i forlegenhed – bringer alligevel ingen våben dertil. Alle de, der ønsker at indføre våben, har gjort det i årevis via tunneler, og Israel har ikke været i stand til at standse dette. En total adskillelse vil også kunne mindske motiveringen hos nogle flotille-deltagere. Gaza er et fremmed land, dette er adskillelsens logik, og den må nu fuldendes. Tak til Egypten for at have gjort dette muligt.