Meget mere Matt, tak!

Der findes måske ikke lige frem 10.000 grunde til at høre Matt Redmans nye plade, men det er tæt på.
10,000 Reasons hedder cd’en, som Matt Redman for nylig udgav. Inden for kort tid strøg den til tops på den amerikanske hitliste for kristen musik, US Christian Soundscan, og også på iTunes Christian Album Chart. Matt Redman er da heller ikke hr. hvem-som-helst. Han har været i gamet i lang tid og har nu otte albums på samvittigheden. Alligevel lyder 10,0000 Reasons helt frisk og er så fuld af energi, intensitet og intimitet, at man sagtens kunne tro, at det var hans første cd.

We are the free er albummets første sang og måske den bedste af dem alle, hvis man absolut skal vælge. En positiv og glad tekst, og en melodi der indbyder til et synge-, danse-, og klappefællesskab. Sætningen ”our pasion will not die” indrammer sangens stemning præcist.

En anden super sang på albummet er Holy. Det er ikke den mest originale ting i verden, at en mand med guitar står på scenen og synger en sang, der mest består af ordene holy, holy, holy. Men selvom det ikke er originalt, så virker det som regel alligevel, og det gør det også i Matt Redmans tilfælde. Mest fordi han forstår en vigtig ting, som bedst udtrykkes på hans modersmål: Keep it simple. Ingen vilde fraseringer eller 2. stemmer. Sangen Holy er tekst, stemme, kor og melodi.
Jamen, er der slet ikke noget negativt at skrive om pladen? Næh, egentlig ikke. Matt Redman har lavet en cd, der med sin stil opfordrer til fællesskab og lovsang – og det på yderst velskeven og melodiøs vis. Så lad os alle sammen være gode venner, for ligegyldigt hvilken kristen trosretning, så kan vi alle blive enige om følgende: ”Holy, holy, Jesus you are holy.”
Kristina