Dansk støtte til Israel gennem 30 år

Den sidste weekend i august fejrer den danske afdeling af den internationale kristne ambassade i Jerusalem sit 30 års jubilæum.I august 1981 blev den danske afdeling af Den Internationale Kristne Ambassade i Jerusalem (ICEJ) grundlagt.
Det betyder, at denne sommer byder på 30-års jubilæet for den danske afdeling. Men før den danske afdeling kom til, blev selv ICEJ grundlagt i 1980. Kristne fra hele verden stod bag som en støtteerklæring til det jødiske folks 3000 års forbundethed med Jerusalem og dermed dets ret til denne by som sin hovedstad.
Den konkrete anledning var, at den Israelske regering og Knesset i 1980 erklærede Jerusalem for det jødiske folks evige og udelelige hovedstad. Dette udløste en massiv politisk protest fra alverdens regeringer og udmundede i, at næsten alle lande flyttede deres ambassader fra Jerusalem til Tel Aviv. Som en modpol til denne politiske manøvre besluttede nogle kristne mænd og kvinder at oprette en kristen ambassade i Jerusalem til støtte for Israel og for Jerusalem som Israels hovedstad. Siden da er ICEJ, dets aktiviteter og netværk vokset betydeligt, og idag repræsenterer den millioner af kristne fra mere end 125 lande, som deler kærligheden til og omsorgen for Israel og det jødiske folk. Dermed anses den som verdens største kristne zionistorganisation.

Både jøder og arabere

Den Kristne Ambassades arbejde og selvforståelse udspringer af opfordringen i Esajas 40:1: “Trøst mit folk, trøst det!”. Dette kald har gennem alle årene været drivkraften både for arbejdet i Ambassadens mange nationale grene og for de ca 50 fuldtids medarbejdere, der arbejder med de forskellige projekter fra hovedkvarteret i Jerusalem. Langt de fleste af disse er kommet som voluntører.
ICEJs hjælpeprogram (ICEJ AID) kommer i kontakt med store dele af det jødiske folk ved at bidrage til sociale projekter i alle dele af det israelske samfund. Kaldet til at trøste udfoldes konkret ved at møde nøden, hvor den findes, blandt børn, ældre, handicappede, ensomme soldater, nye immigranter og trængende familier generelt. Hjælpearbejdet udføres i samarbejde med respekterede israelske organisationer, hvilket både sikrer den mest effektive udnyttelse af ressourcerne og projekternes levedygtighed efter igangsætningen.
Trøsten og støtten går dog ikke kun til den jødiske del af det israelske samfund. De ressourcer, ICEJ administrerer, går proportionalt ligeligt til jøder og arabere. Den arabiske befolkningsgruppe i Israel får samme procentuelle andel af ressourcerne, som den udgør af Israels samlede befolkning.
Gerninger taler et tydeligere sprog end ord, og en af ICEJs fornemmeste opgaver er på vegne af utallige kristne fra mange lande at vise Guds kærlighed i konkrete handlinger for at bane en vej for evangeliet.

Hjælp til hjemkomst

ICEJ har gennem sin historie spillet en rolle i opfyldelsen af de bibelske profetier om jødernes tilbagevenden til det forjættede land. Bølger af hjemvendte jøder fra hele verden har betydet en enorm økonomisk og social belastning for landet og en kolossal omvæltning for de hjemkomne. ICEJ har siden 1989 hjulpet mere end 110 000 jøder tilbage til landet og med at finde sig til rette der og således medvirket til at lette den økonomiske og menneskelige byrde for det israelske samfund.
På grund af en stigende antisemitisme rundt omkring i verden idag er tilbagevendingen i de sidste par år igen taget til – nu fra lande som Frankrig, Sverige, Sydafrika og de latinamerikanske lande, hvilket igen har kaldt på ICEJs involvering og hjælp.

Information om Israel

Ud over ICEJs vidtforgrenede hjælpearbejde i Israel ser organisationen det også som sin opgave både at formidle et præcist og balanceret bibelsk syn på Israel og det jødiske folk til den kristne verden, og efter bedste evne at “matche” de politiske begivenheder i Mellemøsten med de bibelske profetier om Israel. Dette oplysningsarbejde udsendes i mange formater som e-mail, video, radio, bøger og magasiner. F.eks. har ICEJ et samarbejde med “Jerusalem Post” om et månedsmagasin med baggrundsartikler om den politiske og åndelige situation i Israel og Mellemøsten. Den danske afdeling af ICEJ udsender desuden på dansk “Et ord fra Jerusalem”, som er et gratis månedsblad.

Malcolm Hedding til jubilæum

Når den danske afdeling af ICEJ i slutningen af august fejrer sit danske jubilæum, vil det ske med to arrangementer.
Malcolm Hedding, som er direktør for ICEJ i Jerusalem, vil både tale lørdag den 27. august i Apostolsk kirke i Randers og søndag til gudstjeneste i Betania kirkecenter i Blåhøj. Desuden vil tenoren Lasse Riutima fra Finland og ministerråd Dan Oryan fra den israelske ambassade medvirke.
Eva