En snak med ministeren
Jeg er journalist. Ja, det ved I jo nok godt, men forleden blev jeg nødt til at fortælle mig selv det et par gange eller hundrede.
Jeg er journalist og journalister snakker med store kanoner for at høre deres mening. Det er ikke noget problem. Teoretisk set.
Forleden onsdag eftermiddag havde jeg efter et par ugers udholdenhed – fået en telefonisk interviewaftale med social- og integrationsminister Karen Hækkerup. Hvis jeg nu skal være helt ærlig, havde jeg nok håbet, at hun bare ville svare på de tilsendte spørgsmål i en e-mail, men så let slap jeg ikke. Hendes utroligt venlige pressemedarbejder skaffede mig et interview med selveste ministeren. Når man har et interview med ministeren, ringer man ikke til hende. Hun ringede til mig fra et privatnummer. Så ved I det. Kl. 15.15 skulle det ske, informerede den utrolig venlige pressemedarbejder mig.
Jeg har altid kunnet gå til eksamen nærmest uden at blinke, men eftermiddagens afventning af den fornemme opringning gav mig straks en meget større medfølelse med rystende eksamensvrag.
Først begyndte det at rumle i min mave, og efter adskillige nytteløse besøg til det sted, man går alene hen, måtte jeg indse, at der kun var en kur for min oppustethed og pludselige kvalme- og mavesmerter. At få talt med ministeren.
Men jeg er jo journalist, så det er jo ikke noget problem. Teoretisk set.
Klokken nærmede sig langsomt, men alligevel alt for hurtigt 15.15. Jeg var forberedt, havde læst undersøgelser på nettet og talt med videnspersoner, fundet headset frem. Men ingen gode forberedelser kunne fjerne frygten.
Velmenende mennesker omkring mig fortalte mig, at hun kun er et menneske ligesom jeg, at hun ville have godt af at tale med mig, (hvorfor ved jeg ikke?) og at jeg var modig og sagtens kunne klare det. De skulle bare vide.
Endelig omkring 15.20 – ringede min telefon, blokeret nummer. En bølge af frygt gik igennem mig. Nu var det alvor. Nu skulle jeg forsøge at lire mine velforberedte spørgsmål af uden at virke nervøs og
.. mens jeg tog telefonen, forsvandt frygten lige så langsomt.
Det gik ikke så fantastisk med at få spurgt om det hele, men Karen Hækkerup svarede på det meste alligevel.
Der er absolut ingen pointe i denne historie, ud over at I skal vide, hvilke lidelser jeg går igennem for at I kan få en god avis.
