Irans forsvarsminister: “vi vil affyre 150.000 missiler mod Israel”

Nervekrigen mellem Iran og Israel er blevet yderligere optrappet, efter at Irans forsvarsminister, general Ahmad Vahidi, har sagt, at Israel vil blive angrebet af 150.000 missiler, hvis det indleder en militær aktion mod Iran.Vahidi fremsatte udtalelsen over for tusinder af frivillige til den iranske hær. Han sagde bl.a.:

– Iran er ikke Irak eller Afghanistan. Hvis amerikaerne gør en fejl og angriber Iran, vil vi vise dem, hvordan man kæmper. Og Israel vil blive straffet for, hvad det har gjort mod muslimer i Palestina og Libanon.

En højtstående officer i Irans Revolutionære Garde, general Amir Ali Hajizadeh, har tidligere udtalt, at Iran vil sigte efter NATOs missil-forsvarsskjold i Tyrkiet, hvis USA eller Israel angriber Iran.

Det officiøse iranske Mehr nyhedsbureau citerer ham for at sige, at denne advarsel er et led i en ny forsvarsstrategi for at imødegå hvad der opfattes som “øgede trusler fra USA og Israel.

Stor israelsk manøvre
Israel vil den 30. november og den 1. december afholde en militærmanøvre, der skal simulere et ikke-konventionelt terrorangreb mod byer i det nordlige Israel. Øvelsen vil simulere et biologisk udbrud af en smitsom sygdom. Manøvren har fået navnet “Orange Flamme 6”. Den vil fokusere på byerne Afula, Tiberias og Nazaret og afprøve hjmmefront-kommandoen, hospitaler, centre for sundhedspleje, lokale myndigheder, politiet, ambulancetjenester, brandvæsnet, vandmyndigheder m. fl.

– Formålet med øvelsen er at gennemprøve Israels evne til at klare usædvanlige angreb, udtaler brigadegeneral Ze’ev Snir fra Forsvaret mod kemiske-, biologiske-, radiologiske- og atom-Angreb.

Snir siger, at det er vigtigt, at Israels indbyggere ved, at der er folk i forsvaret og andre relevante myndigheder, hvis opgave er at forberede Israel på at håndtere sådanne trusler.

Nyt “Patriot”-missil installeret
Fra det israelske militær rapporteres tillige, at et nyt ”Patriot”- missilbatteri er blevet installeret for at forbedre forsvaret i tilfælde af nye konflikter i området.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Det israelske luftvåben oplyste fornylig, at det var ved at opgradere “Patriot”-missilet med nye “software”-opdateringer og “hardware”-ændringer. Når denne opgradering har fundet sted, vil missilbatteriernes kapacitet være mangedoblet.