Glæde i Brasilien og himmelen

FC Udfordringens årlige velgørenhedsauktion gav 15.000 kr til hjælpeprojekt i Brasilien.For fjerde år i træk afholdt FC Udfordringen støtteauktion. Traditionen tro gik overskuddet til UMOprojektet ’Show de Bola’ i Recife, Brasilien. Et projekt der er ledet af en tidligere professionel fodboldspiller, og som hvert år hjælper over 200 børn væk fra gaden til et meningsfyldt liv med uddannelse og kristne værdier.

Uanset om man endte med en ny stol eller fem dåser kippers var humøret højt til FC Udfordringens årlige velgørenhedsauktion.

Der blev grinet, klappet, budt og overbudt, da Hotel Hebron lagde rammerne til den traditionelle velgørenhedsauktion i den kristne fodboldklub FC Udfordringen. Bestyrelsesmedlem Lau Kiding havde inden auktionen sat sig et stort mål. Der skulle samles 15.000 kroner ind. Umiddelbart lød det som et meget ambitiøst bud, da der kun blev samlet 10.000 kroner ind de sidste to år.

Designmøbler og slik

Men hans store arbejde gav pote. Auktionen var blevet velsignet med rigtig flotte gaver. Fritz Hansen møbler havde doneret fire ’syveren’ stole, men også Toyota, Rynkeby, Coca-Cola, Sony Ericsson, Tulip og Pingvin Lakrids havde blandt mange andre været i forrygende gavehumør. Så hvis Gud velsigner de gavmilde, får han travlt i det næste stykke tid.
Formand i FC Udfordringen, Jonas Weinkouff, kunne give denne status fra projektet.
– Jeg har talt med José fra ’Show de Bola’, og de er inde i en rivende udvikling. De har kunnet udvide antallet af børn i deres klinik, og et af deres ungdomshold har vundet regionalmesterskaberne, hvilket måske svarer til de nordiske mesterskaber herhjemme.

Fodboldprojektet virker

– Faktisk har de klaret sig så godt, at tre af deres spillere er kommet på små kontrakter med de store fodboldklubber og nu kan forsørge deres familier.
– Pengene, vi sender dem, går til løn, udstyr og ture til stævner. Det er en kæmpe oplevelse for de her drenge og piger at komme på tur, når de fleste aldrig har været mere end fem kilometer fra deres hus.
– Så på vegne af José og hele projektet har jeg lovet at takke alle vores danske støtter. De er fantastisk taknemlige og sender os deres tanker og bønner, sluttede Jonas.
Efter to timers vild auktion forlader vi FC Udfordringen. De sidste ting er ikke kommet under hammeren endnu. Men det er helt sikkert, at mens der bliver klappet i Danmark, klapper de også i deres hænder i Brasilien og Himmelen.
Eva