Erfaren journalist fylder 50 år

Hanne Baltzer har været journalist i 25 år, opstartet sit eget bureau og er en populær foredragsholder. Den 22. januar fylder hun 50.Hanne Baltzer har arbejdet som journalist siden 1987 og har de seneste otte år haft sin egen virksomhed, Baltzers Bureau.
Her er hun travlt optaget af kommunikation, foredrag og journalistik, og det kirkelige område er hendes speciale.
Ikke mindst er Hanne Baltzer kendt af mange fra sit arbejde som redaktør på ”Kirke & Medier”, hvor hun bl.a. har haft en lang række interviews med kendte mediefolk og politikere. Hun er også underviser for Kirkeligt Medieakademi.
Udgangspunktet er altid en passioneret respekt for det enkelte menneske, uanset om det er en misbruger, en ekspert, en musiker, en narkosmugler, en kongelig, en studievært, en biskop…
– Hvert eneste menneske har en historie, og ofte en god historie, selvom man måske ikke umiddelbart kan se det på personen.
– Hvis ikke man har en dyb respekt for det menneske, man taler med, så har man heller ikke det rette udgangspunkt, og man får heller ikke den rette fortælling med hjem, siger Hanne Baltzer til Udfordringen.

Personportræt favorit

Hun er heller ikke i tvivl om, hvilke historier, der er hendes favoritter.
– Det, jeg bedst kan lide at lave, er disse personportrætter, og så er det fuldstændig ligegyldigt, hvem vi taler om. Det er selvfølgelig spændende at møde nogle af de store personligheder, men der er nu også mange personligheder, som ikke er kendte, og de er også spændende at lave interview med, siger Hanne Baltzer og uddyber:
– Jeg synes, det er spændende at finde ud af nogle ting om det menneske. Hvad er det for en person, når man får pillet de der kendislag af? Selvom der er forskel mellem de bonede gulve, regeringslokaler, slum, ulande og operationsstuer, så er mennesker ikke så forskellige, uanset hvor vi er henne på kloden, og man får nærmest en gratis mulighed for at stille nogle af de spørgsmål, som ingen andre ellers kan, og dermed komme tæt på et menneske.
– Noget af det bedste er, når man er ude at interviewe en person, som i starten næsten ingenting siger, og så kan man næsten ikke slippe fra vedkommende på vej ud – så har vedkommende jo fået tillid til en, siger Hanne Baltzer.

Erhvervsstof og foredrag

Ud over det kirkelige område arbejder Hanne Baltzer med at formidle erhvervsstof, og ofte bliver der sendt bud efter hende til foredrag og undervisning om aktuelle familie- eller samfundsrelaterede emner.
Hanne Baltzer er oprindeligt fra Aarhus, men har siden boet en årrække i København og fra 1992 i den lille landsby Vellev ved Langå, hvor hun bl.a. er aktiv i Favrskov Landsbyråd og med i flere erhvervsnetværk, fx i Favrskov Erhvervsråd.
Fra 1987-1992 var Hanne Baltzer informationschef i Dansk Santalmission, og derefter var hun i en længere årrække ansat i Kristelig Fagbevægelse, hvor hun arbejdede med en bred vifte af redaktionelle og kommunikationsmæssige opgaver, inden hun fik egen virksomhed i 2005.
Privat er hun gift med maskiningeniør Erik Holm Hansen og mor til tre. Fritiden bruges bl.a. på badmintonbanen.