Hemmeligheden bag 78 års ægteskab
Når man har været gift i knap 80 år, ved man et og andet om, hvordan ægteskab fungerer.Wilbur og Theresa Faiss, på henholdsvis 100 og 96 år, har været gift i 78 år! Og nu har de endda vundet en pris for det.
På spørgsmålet om, hvad hemmligheden bag et så langvarigt og lykkeligt ægteskab var, lød svaret hverken på hengiven kærlighed, tilgivelse eller tålmodighed, men:
– Kompromis. Om du er i et ægteskab eller i politik, så er det den store hemmelighed, siger Wilbur, der fra 1976 til 1984 selv var senator i USA og dermed en af de ældste nulevende lovgivere i USA.
Den 100-årige ægtemand fremhæver dog også nogle andre gode tips for et langt og lykkeligt ægteskab, som er lidt mere romantiske.
– Spørg hende hver dag, hvordan hun har det, og er der noget, jeg kan gøre for dig, siger Wilbur til Las Vegas Review Journal og tilføjer:
– Og sig honey, jeg elsker dig stadig.
Og så gælder det også om at være den første til at sige:
– Undskyld, skat. Du har ret, siger han og fremhæver vigtigheden af mærkedage og fødselsdage, ligesom det er vigtigt at overraske hende med gaver, når hun mindst venter det, og give hende noget, hun ikke forventer, forklarer han.
Det lange ægteskab gav dem i år en pris fra Worldwide Marriage Encounter, en organisation, der fremviser og ærer ægteskabet i USA.
Tilsyneladende er der kun tre nulevende ægtepar, der har været gift længere. De har alle fået samme pris tidligere.
De mødtes på en rulleskøjtebane for godt 80 år siden.
– Jeg var den dygtigste på skøjter, og hun var klart den smukkeste pige blandt publikum, husker Wilbur, der dengang straks skøjtede hen og inviterede Theresa på en date efter at have fremvist et imponerende show for publikum.
De blev gift allerede efter et år. I dag har de tre børn, seks børnebørn, fem oldebørn og fire tip-oldebørn!
John