Skalperet for 5,50
Mit hår irriterede mig i varmen i Afrika. Så jeg fandt en frisør på det lokale marked.
En lille flink mand, som nærmest var dværg, men som havde et rimeligt stort spejl, en kontorstol til kunderne og brugte klippemaskine. Så det så jo meget professionelt ud.
Før klipningen pointerede jeg, at jeg kun skulle klippes un petit peu. (En lille smule.) Afrikanerne bliver normalt klippet meget tæt. Men sidste gang, jeg blev klippet i Afrika, var resultatet da rimeligt. Ja, fruen var jo ikke helt tilfreds men tænk på alle de penge, jeg sparede
Nå, denne dværg-frisør kunne åbenbart endnu mindre fransk end mig. Så når jeg sagde en smule og viste et par milimeters afstand mellem pege- og tommelfinger, så troede han åbenbart, at hårene skulle være så korte!
Jeg nåede ikke at stoppe ham, før han havde fjernet alt for meget i højre side. Jeg forsøgte desperat at guide ham, men resultatet blev så, at han efterlod en masse hår i den venstre side af hovedet og langt ned af nakken.
Fordi han var sådan en undermåler, kunne han heller ikke overskue alt det hår, som jeg havde oven på hovedet. Hans hurtige angreb med den hidsige elektriske klippemaskine efterlod nogle tilfældige huller hist og her. Jeg skubbede mig ned i stolen, så han i det mindste kunne se, hvad han foretog sig ovenpå. Men skaden var sket…
Mit stakkels hoved lignede efterhånden et stort æg med en dusk hår i venstre side. Med et hurtigt strøg af sin altædende maskine fjernede han også det hentehår, som min hjemlige frisør hensynsfuldt havde ladet stå i tindingerne.
Alt var nu tabt. Jeg følte mig som Samson, der havde mistet sin maskuline styrke, da Dahlila klippede ham, mens han sov. Men jeg havde med åbne skrækslagne øjne set på, at denne dværg molesterede min manke. Nu lå min styrke dér på cementgulvet! Min forfængelighed kunne ikke klare mere.
– Stop! råbte jeg til klippe-djævlen. Betalte de 5,50 kr. og skyndte mig ud på gaden. Mit blege skamferede fjæs skræmte sikkert de små afrikanerbørn. En dansker, der kom på besøg, sagde, det lignede en hudsygdom i højre side.
Nu efter 3 uger er det groet lidt ud igen, men – der er koldt på toppen.
Af Henri Nissen