Jeremy slap kontrollen og blev NBA-stjerne
NBA-stjerne giver Jesus æren for sin store pludselige succes. Men vejen op har ikke været let.Han skulle slet ikke have været på banen. Men Jeremy Lin greb chancen og bliver nu udråbt til en af de største nye navne i amerikansk basketball.
Jeremy Lin var ikke så stor, da han var yngre. Det var en af grundene til, at han ikke fik de muligheder, som han havde håbet på. Hans krop var hverken udviklet nok i højden eller i bredden, og det havde en stor betydning for, hvem trænerne troede på.
– Jeg giver ikke nogen skylden for, at jeg ikke blev valgt dengang. Jeg forstår det godt. Jeg ved ikke, hvor meget det har betydet, at jeg er asiatisk-amerikansk, men jeg er sikker på, at det havde noget at gøre med det, siger Jeremy og hentyder til, at mange asiatere ikke bliver så høje.
Hans forældre kommer oprindeligt fra Taiwan, som er en del af Kina. Familien er ikke specielt høje. Så det lå ikke i kortene, at han skulle blive så høj. I det hele taget er det sjældent, at en asiat slår igennem i NBA. Lin er således den første spiller i ligaen, som har rødder i Kina. I dag er han 2 meter høj og en lysende stjerne i amerikansk basketball.
Jeremy Lin havde svært ved at slå igennem i sin klub New York Knicks. Her spillede han kun sjældent for det bedste hold og blev derfor sendt ned i udviklingsligaen D-League.
I februar måned fik han alligevel chancen i en kamp mod New Jersey Nets. Lin greb i den grad chancen og scorede imponerende 25 point i kampen.
Nogle dage senere viste han, at det ikke var en tilfældighed, da han scorede 28 point og lavede otte målgivende afleveringer mod Utah Jazz.
Da Knicks onsdag spillede mod Washington Wizards, var Lin igen stjernen, da han lavede 10 målgivende afleveringer og scorede 23 point. Det har gjort, at hypen omkring Jeremy Lin er på sit højeste netop nu. Knap en halv million følger ham på Facebook, og 850.000 fans følger ham på det twitter-lignende Sina-Weibo. Medierne har døbt den store begejstring for ham til Linsanity.
Jeremy Lin syntes, det var hårdt at blive ved med at træne, når han aldrig fik spilletid.
– På det tidspunkt tænkte jeg, at hvis det ikke snart lykkedes, så måtte jeg tage en pause fra basketball. Jeg trænede i fire måneder, og jeg følte, at jeg trænede mere end alle andre. Nu kæmpede jeg for en chance for bare at spille. Jeg var i tvivl om det hele.
Til sidst opgav han at kontrollere det hele. Han besluttede sig til ikke at ville bekymre sig længere. Hver morgen læste han et stykke fra Bibelen, før han gik til træning. Og når han kunne mærke angsten for at han ikke ville slå til komme til sig, så hviskede han følgende bibelvers til sig selv: Og vi ved, at Gud kan få det bedste ud af alting, når det gælder dem, der elsker ham – dem, som han har besluttet at kalde. (Rom. 8, 28)
Troen på Jesus er ikke noget, som Jeremy Lin pludselig har fundet frem, fordi han havde problemer med karrieren. Hans gamle venner fra gymnasiet fortæller til mercurynews.com, at han ikke ville med ud at feste efter kampen, som nogle af dem gjorde. I stedet for brugte han tid med at undervise børn om Bibelen og var sammen med sin familie.
Det fundament kan han i dag nyde godt af. Han har flere gange givet Jesus æren for sin succes.
Men på trods af den kæmpe succes, så har Lin lært noget om at styre sit eget liv.
– Det er en stor fristelse at holde fast i min karriere endnu mere nu end før. At jeg forsøger at styre og kontrollere det hele i den mindste detalje. Men sådan ønsker jeg ikke at gøre det længere. Jeg tænker i stedet på, hvordan jeg kan stole endnu mere på Gud. Hvordan kan jeg overgive mig mere? Hvordan kan jeg give Gud mere ære?
Det er ikke nødvendigvis nemt, forklarer han. Men fra et liv, som mest har budt på nedture, ved Lin, at tingene ikke altid kommer let.
– Det er en kamp. Men det er en kamp, som jeg vil blive ved med at kæmpe.
Man hører ofte om mere eller mindre kendte, som udtrykker deres tro på Gud til medierne. Det er desværre ikke altid, at deres liv viser, hvad de tror på.
Sådan er det ikke med Lin. Før sin sidste kamp var han sammen med holdkammeraten Landry Fields ude og hjælpe med at genopbygge hjem for mennesker, som ikke selv har muligheden. Det var en del af NBAs Cares Allstar Day, som er et projekt til at hjælpe socialt udsatte steder. På Twitter skrev han:
– Jeg og Laundry Fields laver noget havearbejde til all star weekenden. Vi elsker, fordi Gud elskede os først.
Han har desuden startet jeremylinfoundation.org, som også har som mål at hjælpe mennesker, som ikke selv har mulighederne.
Der er ingen tvivl om, at Jeremy Lin både er målrettet i forhold til sit spil på banen og i sit forhold til Gud. Det bliver spændende at følge ham de kommende måneder. Du kan blandt andet følge med i basketball på DK4.
Henrik