Pernille: Jeg var i helvede

På vej ind i døden, under otte dages koma, befandt Pernille Sand fra Karup sig et sted, som hun oplevede som helvede. Men da alt håb var ude, fik en kristen kvinde besked på at gå op på hospitalet…

– Det var helvede, jeg var havnet i. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Men Gud mindede en kristen kvinde om at bede for mig, og derfor slap jeg fri.
Pernille smiler lettet – men er samtidig dybt alvorlig, mens hun fortæller om de dramatiske oplevelser, hun har været igennem de seneste måneder.
– Det er første gang, jeg deler denne oplevelse med andre ud over min familie. Det er faktisk en stor udfordring for mig. Det er vigtigt for mig, at jeg får fortalt hændelsen med al ære til Gud. Det er svært at formidle de enorme, stærke følelser med ord, siger Pernille Sand, som er pædagog fra Viborg Seminarium.
I november fik hun manipuleret sin læge til at udlevere 100 morfin- og stesolid-piller. I dag undrer lægen sig over, hvordan han gik med til det, der står i journalen.
Pernille ved godt, hvordan det gik til:

– Jeg har altid været god til at manipulere med folk og få min vilje. Allerede som barn og ung mærkede jeg, at der indeni mig var ligesom en vild, uansvarlig kraft.
Det føltes som om jeg havde en løve i bur inden i mig, der kun ventede på at kunne springe løs, gå amok, tage styringen og blive fri. Det gjorde mig meget rastløs.
Normalt var ”løven” buret inde, og jeg kæmpede for at opføre mig normalt og fornuftigt. Men når ”løven” slap løs, foretog jeg mig mange mærkelige ting, som jeg bagefter fortrød.

– Måske begyndte det allerede dengang, da min far tog sit eget liv. Jeg var ni år.
Mine forældre var skilt, og jeg besøgte min far i Aalborg hver anden weekend, når han ellers var rask nok til at have mig. Han var psykisk syg.
Min mor talte altid dårligt om ham. Så hans død blev bare fejet til side, som om den kun var en fordel for os. Han kastede sig ud foran et tog. Det var først senere, jeg fik det at vide gennem en faster. Hun troede, jeg vidste det. Jeg blev meget ked af det. Men jeg fik ikke lov at sørge. Der blev straks lagt låg over. Jeg måtte ikke tude.
Vi tog ud og fodrede ænder…

– Mor var misbruger, og jeg måtte som barn ofte dække over hende. Hver dag, når jeg cyklede hjem fra skole bad jeg: ”Gud, bare min mor ikke er fuld, når jeg kom hjem.”
Jeg havde helt fra barn en tro på Gud. Og jeg bad ofte, når jeg var bange.
Selv om jeg havde en storesøster, der var fire år ældre, var det mig, der gjorde rent efter opkast og fjernede flaskerne, mens min mor sov rusen ud.
– Allerede som 17 årig oplevede jeg, at løven brød løs første gang. Jeg mødte en pige, som jeg blev utrolig tæt med. Vi kunne netop bringe det værste frem i hinanden, og vi slap al ansvarsfølelse.
Vi blev hashmisbrugere, brugte penge, fandt kærester der var meget ældre end os, og som også var misbrugere, lavede ballade og havde det fantastisk med at gøre det.
Vi var fuldstændig ligeglade med andre mennesker, også dem, der holdt af os. Jeg blev utrolig god til at lyve og manipulere, og jeg var stolt af det. På den måde kunne jeg nærmest skaffe os alt og skaffe os ud af alt. Jeg havde det fantastisk, løven var ude og havde frit løb. Jeg ødelagde mig selv og sårede andre, men jeg var forløsende ligeglad!
Jeg brugte også mænd og sex, allerede fra jeg var 13 år i forbindelse med, at jeg begyndte at feste og drikke.
Jeg blev mere og mere syg, både fysisk og psykisk og endte med den totale nedtur med intens indre smerte og en hospitalsindlæggelse.

– Straks, jeg fyldte 18 år, flyttede jeg hjemmefra. Jeg hadede på det tidspunkt min mor.
I stedet fandt jeg mig et mandsvæsen, som var noget ældre. Jeg gjorde ham til min farfigur. Han havde bil, og vi røg hash. Men han kunne naturligvis ikke leve op til de urimelige krav, jeg havde, om betingelsesløs hengivelse.
Vi var begge to svigtede mennesker, som ikke anede, hvad vi skulle gøre med vores liv.
Pernille var imidlertid fast besluttet på, at hun ville kæmpe sig ud af den sociale arv. Hun tog de nødvendige HF-fag, så hun kunne komme ind på pædagogseminariet, som hun afsluttede med topkarrakter.

– Under uddannelsen blev jeg gravid. Det var en stor overraskelse, for lægen havde sagt, at jeg aldrig kunne få børn.
Jeg oplevede det som et mirakel, men det gjorde min kæreste ikke. Jeg ville ikke have en abort, og jeg sagde til min kæreste, at han måtte vælge. Mig og barnet, eller ingenting.
Så han gik og jeg fødte Andrea, som nu er seks år.
Senere mødte jeg min nuværende mand, Eske, og vi fik Marius for 1½ år siden.
Nu venter vi nummer tre, smiler Pernille forventningsfuldt, mens Eske tager sig af de to små i rummet ved siden af i deres hjem på Urfuglevænget i Karup.

– Her i efterået 2011 mærkede jeg igen, at den indre vildskab var på vej ud.
Det var ikke bare en uro indeni mig. Det var sådan, at jeg ind i mellem ikke kunne få luft. Jeg kunne være ligeglad med alting. Jeg var grov og vulgær.
Det stressede mig og det var ikke nemt for Eske.
Jeg har aldrig kunnet finde ud af, hvad denne onde kæmpekraft inden i mig var. Flere har udtalt, at jeg føltes som en helt anden, faktisk som en mand, noget fremmed og ubehageligt, når jeg har været i de perioder, hvor løven har været løs.
Jeg fik det mere og mere psykisk dårligt. Jeg begyndte igen at ryge hash.
Jeg fik lungebetændelse og havde store rygsmerter.
Så var det, at jeg gik til lægen og fik ham manipuleret til at give mig 100 morfintabletter og 100 stesolidpiller.
I otte døgn tog jeg så mange piller, at jeg åbenbart fungerede normalt, kørte bil, afleverede børn, besøgte venner, lavede aftensmad osv. Men de mennesker, jeg var sammen med i de otte døgn, siger, at de ikke rigtigt kunne kende mig.

Til sidst tog Pernille åbenbart en overdosis og lagde sig til at sove.
I løbet af natten forsøgte kroppen at komme af med giften ved at kaste op. Men Pernille vågnede ikke. Hun druknede i sit eget opkast og var livløs, da hendes mand Eske fandt hende i sengen med blod om munden og uden vejrtrækning.
Han ringede i hast 112, og Pernille blev med udrykning kørt fra Karup til Viborg Sygehus. Undervejs pumpede de 1.7 liter opkast ud af hendes lunger.

Selv om det lykkedes at få liv i Pernilles krop igen, ventede ingen, at hun ville overleve de næste døgn i respirator og koma på Viborg Sygehus…
Det lykkedes ikke den første penicillinkur at få overtaget. Heller ikke den næste…
Efter fire dage begyndte det for alvor at gå tilbage. Ilten blev skruet op fra 30% til næsten 100%, og familien blev kaldt ind for at sige farvel…
Imens sygehuspersonalet og familien så til, at Pernille gled stadig længere ind i døden, oplevede hun selv de frygteligste mareridt i sit sind. Og hun kæmpede med sine sidste kræfter for at slå sig løs.
– Jeg har senere fået at vide, at det sovemiddel, som lægerne plejer at give mennesker 1 ml. af, for at holde dem i koma i et døgn, det fik jeg 9 ml. af i timen for at holde mig nede og for at jeg ikke skulle rykke min respirator og mit halsdrop af. Hvis jeg havde gjort det, var jeg død på stedet, fortæller Pernille.

– Jeg var et andet sted, som var lige så virkeligt, som denne verden er for os på jorden. Og jeg ved, at jeg har oplevet og ikke drømt det, jeg nu vil berette.
Jeg lå på en briks i et sygehusrum. To kvinder stod ved siden af mig og fortalte mig, at jeg var død. De udstrålede en ondskab, jeg ikke kan beskrive, selvom de smilede. De sagde til mig, at jeg skulle igennem nogle ting, og de glædede sig, de elskede det. De tvang mig til af kaste op så voldsomt, at det ikke er fysisk muligt, og det samme tvang de mig til med afføring. Først tvang de mig med hospitalsslanger, men senere skulle jeg med fysisk kraft blive ved med at have afføring og kaste op. Kvinderne grinede og smurte sig ind i mine ekskrementer.
Da dette havde stået på noget tid, og jeg ikke kunne holde smerten ud mere, kom jeg i helvede.
Helvede kan jeg ikke beskrive med ord. Al ondskab, smerte fortabthed ulykke, ulækkerhed og fortvivlelse, man ikke kan forestille sig med den menneskelige hjerne, var der!
– Jeg så en stor slimsump med zombielignede skikkelser, der kom helt tæt på mig og rørte ved mig. De var over det hele, og de indeholdt alle de forfærdeligste følelser. Det gjorde jeg også selv. Det var så mørkt, intet lys og larmen var forfærdelig og øredøvende.
Der var også en mørk bygning, og i vinduerne lurede dæmoner.
Jeg kan som sagt ikke beskrive det med ord.
Hvis jeg skal beskrive i detaljer alt det, der skete for mig på de otte døgn, jeg var i koma, ville det fylde en hel bog, så jeg bliver nødt til at holde mig til essensen i det hele.

– Jeg gik igennem de værste lidelser, man kan tænke sig. Jeg blev skåret i stykker, blev kidnappet, fik skåret et barn ud af min mave i vågen tilstand, så dem jeg elsker lide og meget meget mere, og jeg følte den fysiske smerte ved det hele.
Jeg var fortabt. Der var ingen ende på lidelserne, og der var ingen hjælp at få nogle steder! Både de fysiske lidelser, de værste gyserlignende oplevelser og utroskab og had fra min kæreste, blev bare ved og ved uden pauser. Men pludselig skete der noget.

– Jeg hørte en stemme, jeg kendte godt. Stemmen tilhørte en ældre dame, som jeg har kendt i mange år. Lisbeth Kristensen, hedder hun.
Denne kvinde går med Jesus. For et par år siden fik jeg en helt klar indre besked om, at hun skulle være noget for mig med Gud. Jeg hørte beskeden dengang, og jeg har også flere gange fortalt hende det, men ingen af os vidste jo, hvad det betød, og vi tog os ikke sønderligt af det.
Men da jeg lå der i koma, plaget af lidelser helt ind i sjælen og på nibbet til den totale undergang, hørte jeg hendes stemme. Hun sagde: ”I Jesu Kristi navn, kan du komme ud, Dæmon!”
Så skete det. Jeg kunne mærke, at jeg var frelst. Lidelserne fortsatte, men nu kunne jeg inderligt bede til Gud imens, og så var jeg ikke bange mere, det gjorde ikke ondt mere.

– Jeg blev efter de otte døgn vækket fra koma, for nu vurderede lægen, at jeg selv ville kunne trække vejret igen.
Da de vækkede mig, brølede jeg som et ondt dyr i halvanden time. Folk omkring mig havde aldrig hørt noget lignede, og de måtte isolere mig og fiksere mig på intensiv, fordi de var sikre på, at jeg ville gøre dem ondt.
De kunne ikke holde mig nede, på trods af det, min krop havde været igennem, og med al den medicin jeg havde i kroppen. Det burde ikke have været fysisk muligt for mig, har de fortalt.

– Det første, jeg husker, er, at jeg ser en skriftrulle med et guldkors på i en vindueskarm, der er ud for mig, hvor jeg ligger i sengen. Folk der er omkring mig, bekræfter, at jeg på det tidspunkt er vågen.
Der er en sygeplejerske hos mig, men hun går et øjeblik ud for at tale i telefon. Jeg bestemmer, at jeg må have fat i skriftrullen og får mig bakset op over sengehesten og ud over kanten. Det resulterer i, at jeg falder direkte ned og slår mit hoved meget. Plejepersonalet må få mig op i sengen igen ved hjælp af en lift.
På denne måde oplevede jeg i de første dage, jeg var vågen, en helt anden virkelighed omkring mig, end andre mennesker, selvom vi var i samme rum.
Men det hele var så fantastisk, for jeg mærkede hele tiden, at jeg nu var frelst, og at Gud var hos mig.

– Jeg fik lov at se engle der fløj lige over mig og jeg fik lov, at høre himmelens vidunderlige musik. Jeg talte med Gud, og det har dem, der var omkring mig, også senere bekræftet.
Da der var gået nogle dage, vendte jeg ligesom tilbage til den virkelighed, som vi kender her på jorden. Der skete ikke overnaturlige ting, ikke så direkte som før, men følelsen af at være frelst og følelsen af Guds tilstedeværelse hos mig, er stadig lige så klar og ren.

– Jeg havde inden dette skete, været plaget af et inderligt had til min mor. Det er nu væk. Jeg har tilgivet hende fuldstændig, og jeg har fortalt hende det. Jeg er sat fri.
Folk, der kender mig, siger, at jeg ser helt anderledes ud nu, selv om jeg ligner mig selv.
De siger mit ansigt stråler, og mine øjne lyser.

– Den ældre dame, hvis stemme jeg hørte, har fortalt mig, at hun fik klare beskeder fra Gud hver dag om at tage op på sygehuset og bede for mig.
Helligånden viste hende, hvordan hun skulle bede, når hun stod der. Hun bad endda om, at blive fri for dette, for hun ville ikke involveres, men hun forstod, at hun skulle gøre det.
Hun har også fortalt, at hun en dag var kommet op til mig og havde stået ved siden af mig, og pludselig havde hun hørt sig selv sige med en meget høj stemme: ”I Jesu Kristi navn, kan du komme ud, Dæmon!”
Bagefter havde hun følt, at hun skulle gå igen.
I dagene efter, at jeg vågnede af komaen, oplevede jeg så mange ting fra Gud, og skulle jeg skrive dem alle, ville også det fylde en hel bog.

– Lægerne forstod heller ikke, hvad der skete med mig. De kunne ikke forklare, at jeg kom mig så hurtigt. Som de sagde: Det er ikke naturligt!
Da jeg vågnede, kunne jeg som sagt ikke rigtigt bevæge mig, ikke gå, ikke rigtig tale, ikke skrive og meget mere.
Efter syv dage i vågen tilstand, gik jeg selv ud af hospitalet, snakkede fint, kunne skrive osv.
Nu har jeg været hjemme siden midten af november og jeg har det fantastisk. Lægerne siger, at jeg burde have været død, og når jeg nu er overlevet, så burde jeg sidde som en grønsag, dybt hjerneskadet.
De siger, at med så lidt ilt, min hjerne har fået over lang tid, så er det ikke videnskabeligt muligt, at min hjerne fungerer.
Men det gør den, og jeg har det bedre end nogen sinde.
Og løven er væk!
Der er ingen uro inden i mig. Der er ingen rastløshed, ingen deprimeret tilstand eller angst.
Og jeg ved helt inde i mit indre, at jeg aldrig behøver at frygte løven og dens onde gerninger mere, for den er væk, Gud har frelst mig!, siger Pernille. Også Eske, der ikke er så troende endnu, har mærket en stor forandring.
– Hun kan stadig være irriterende, men nu nøjes hun med at drille, siger han.
Pernille er nu medlem af Viborg Frikirke, og hun nyder at ”gå med Jesus hver dag”.
– Det er fantastisk, at kunne lære mine børn om Vor Far i himmelen og Hans gode gerninger og kærlighed.
Jeg vil, at verden skal vide, at Jesus er lige her i os, og hvis vi siger ja til ham, så er vi frelst fra ALT ondt!