Karla fra Fyn overlevede Titanics forlis
Billedkunstneren Gert Grube opsøgte den sidste overlevende danske passager på Titanic, Karla Pedersen, Fyn, og interviewede hende på bånd, da hun var 87 år. Udfordringen bringer her bl.a. det historiske interview.- Den 10. april gik jeg sammen med min forlovede, min bror og min farbror om bord på Titanic, begyndte den den da 87-årige Karla Pedersen (født Jensen) sin beretning til Gert Grube.
– Vi skulle over Atlanten og syntes lige så godt, vi kunne benytte det nye flotte skib, der skulle ud på sin jomfrurejse.
Turen gik godt, indtil vi nåede det isfyldte farvand, hvor kollissionen indtraf.
Halvanden time før skibet gik ned, blev jeg vækket af min forlovede.
Vi befandt os på 3. klasse og gik op på 1. klasse, hvorfra bådene blev sat ud. Personalet gik rundt for at berolige os med, at skibet nok skulle klare sig; det kunne jo ikke synke!
Selv var jeg ikke helt villig til at forlade skibet, da jeg helst ville være sammen med mine kære, men de sagde, at jeg blot skulle tage med, så kunne vi mødes i New York. Men det gik anderledes…
Jeg kom med den næstsidste redningsbåd og så de festklædte-mennesker på 1. klasses salon gå ubekymret omkring. Selv nåede jeg kun at få min natkjole, frakke og sutsko på. Åh, hvor jeg frøs, jeg husker det endnu 67 år efter. (Samtalen foregik i 1979.)
Da vejret var meget stille, kunne jeg høre skibets orkester spille: »Nærmere Gud til dig«. Jeg har været i tvivl, om det nu også var den, indtil jeg hørte den engelske melodi, så var jeg sikker.
Jeg så det forfærdelige øjeblik, da skibet gik ned. 3 store eksplosioner og et øredøvende skrig, så var alt stille – ligesom i et gadekær.
Mine kære forsvandt. Selv mærkede vi i båden, hvordan suget fra skibet trak i vor båd, så vi var nødt til at holde årerne imod.
Mens jeg sad i båden, bad jeg Fadervor, det er det eneste, man har at holde sig til, og som er sikkert. Jeg tror også, alle de andre overlevende bad.
Nej, vi må ikke stole på det, som mennesker har lavet. Er det bygget på forfængelighed og stolthed, kan det gå under alt sammen. Ære er ikke det mindste værd.
Sådan sluttede Karla Pedersens beretning til Gert Grube.
I en radioudsendelse fra 1978 gentog Karla Pedersen sin egen oplevelse af forliset til Helle og Henrik Stub, bl.a.:
– Min forlovede kom ned og vækkede mig. Så nåede jeg lige at få strømper på, og min natkjole, sutsko og frakke på vejen op ovenpå, og så nåede jeg ellers ikke mere. Det var hele min påklædning. Og så gik vi op på dækket, og da havde det allerede begyndt at skråne meget. De havde da sat mange både ud fra 1. og 2. klasse. Men så blev der lukket op for 3. klasse, og jeg nåede lige at komme med den næstsidste båd ud.
– Hvad var klokken?
– Da var klokken mellem et og halv to.
– Hvordan kom De med i båden?
– Den var jo hængt op til rælingen, så det var bare lige over rælingen og ned i den. Så blev den hejst ned bagefter.
– Var der ikke optræk til panik?
– Nej, det var der ikke spor af. Der var så roligt. Vi vidste jo, at båden ikke kunne synke, så der var jo ikke noget at lave panik over. Og det sidste, min farbror sagde til mig, var: »Du kommer nok til New York et par dage før os, men så bliver du bare der, indtil vi kommer.«
– Tror De, alle nåede at blive vækket?
– Nej, det ved jeg nemlig, at mange ikke nåede. Der var mange, der blev dernede. Da vi kom til Amerika, så stod der en mand der på kajen og ventede på sin kone og fem børn, som havde været med over. Og ingen af dem nåede at komme op.
– Vidste De, at der ikke var redningsbåde til alle mennesker om bord?
– Nej. For det kunne jo ikke synke… Så var der jo ikke nogen grund til at have dem med.
– Lagde De så mærke til, at alle både ikke var fyldt helt op?
– Nej, det så jeg ikke. Den båd, jeg var i, den var i hvert fald fuld. For der stod en mor med en lille pige oppe på dækket og spurgte, om der ikke var en af os, der ville tage den lille pige med. Men så var der en pige med, som sagde: Nej, men du må få min plads. Så hopper jeg op til mor…
Og det gjorde hun. Så kom den anden med.
– Hvordan gik så natten ombord i redningsbåden?
– Jah, der var jo koldt, men ellers var alt meget roligt. Der gik kanske ikke mere end ti minutter, efter at vi var blevet hejset ned, før skibet sank.
– Hvordan så det ud?
– Som om der kom et par store dryp, så rejste skibet sig næsten op, og så gik det ned. Og så hørte vi et øredøvende skrig, og så hørte vi ellers ikke mere og så ikke mere.
Der var helt stille, og havet var næsten så stille som et gadekær.
– Var der nogen, der spillede, før skibet gik ned?
– Ja, der stod nogle på dækket og blev ved at spille. Så snart jeg hørte melodien, kunne jeg genkende den som: »Nærmere Gud til dig…«
Så vidt radio-reportagen. Karla nåede sammen med de andre i redningsbåden først klokken halv otte om morgenen til skibet Kapatia, hvor de blev taget op og fik smørrebrød og varm mad.
– Vi fik lært, hvor godt en kogt kartoffel kan smage.
Men først i New York efter otte dages sejlads fik hun andet tøj end natkjolen og frakken. Der var tre begravelser ombord.
I New York blev de overlevende fordelt på byens hospitaler. En dansk sygeplejerske tog Karla med rundt i byen, og senere sørgede det danske konsulat for, at hun kom hjem.
På vej hjem over Atlanten så hun et dansk skib, som kibbede med Dannebrog. Hun syntes aldrig at have set noget så kønt.
Forældre vidste ikke, hun kom, da hun gik i land i Esbjerg, så Karla tog selv videre med tog til Odense og derfra hjem til Pederstrup.
Gert Grube aftalte med Karla Pedersen at udgive interviewet som en traktat: Katastrofen, der rystede verden.
I den skrev han også en kristen kommentar, som han derefter viste til Karla.
Da hun havde læst den, sagde hun: Jeg kan skrive under på det hele! De to bad også sammen for interviewet.
Her er Geert Grubes kommentar om, hvad vi kan lære af Titanics forlis:
»Måtte vi, der endnu er i live på vort livs sejlads, lytte til Karla Pedersens vidnesbyrd.
Vi må ikke bygge vort liv på noget menneskeskabt, men på det, som Gud sætter højt:
Hans søn, Jesus Kristus, som alene er i stand til at frelse. Ham må vi ikke miste, om vi så skulle miste alt andet.
At miste Jesus er det mest rystende, et menneske kan komme ud for. Det må ikke ske for dig!
Lad os bede, ikke kun med vore læber, men også med vort hjerte, de ord, som er knyttet til melodien, man spillede, da Titanic forliste:
»Nærmere Gud til dig,
nærmere dig,
er det end korsets vej,
du viser mig,
altid dog synger jeg:
Nærmere Gud til dig.«
Ja, det er meningen med livet: at komme nærmere til Gud og til sidst så nær, at man er hjemme hos ham i de himmelske boliger.
Lad Gud bestemme kursen på din sejlads igennem livet, og sig som Kingo farvel til al forfængelighed, og byd Jesus ind.
(SI. nr. 525 i Den danske Salmebog).
Verden og dens lyst forgår, men den, der gør Guds vilje, bliver til evig tid. (1.Johs.2,17).
Thi dette er min Faders vilje, at enhver, som ser Sønnen og tror på ham, skal have evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag. (Johs.6,40).
