Kirken knækker kurven

– Kirken er kun én generation fra at uddø. I mange folkekirker er gennemsnitsalderen høj. På bænkene sidder det grå guld. Sådan var det også hos os.

I sognepræst Jørgen Jørgensens kirke i Aabenraa vokser antallet af kirkegængere. Han fortæller, hvordan kirken vender stagnation til vækst, her i forbindelse med udgivelsen af bogen ’Kirke for folket’ den 22. maj.

– Det gav os to muligheder: Enten kunne vi lade stå til og lade kirken dø, eller også kunne vi lade vores bekymring komme til udtryk i handling og forsøge at vende stagnation og tilbagegang til liv og vækst. Vi valgte det sidste, siger Jørgen Jørgensen.

Fest i Tirsdagscafeen

Tirsdagscaféen i Sct. Nicolai Kirke i Aabenraa var stedet for udgivelse af Jørgen Jørgensens nye bog ”Kirke for folket”. Caféen er en af de mange aktiviteter, der fortælles om i bogen. Den dannede derfor meget passende ramme for udgivelsen den 22. maj.
Denne tirsdag var fremmødet til caféen ekstra stort, for sognepræstens bog var imødeset med forventning. En time før det hele startede, mødte frivillige op for at gøre klar.
I god tid droppede folk ind og hilste glade på hinanden. Det var tydeligt, at de fleste var på hjemmebane og glædede sig til, hvad der ventede.

Præst og menighed arbejder hånd i hånd

Jørgen Jørgensen præsenterede sin bog under overskriften ”Præst og menighed hånd i hånd gennem tyve år”.
Det var kendetegnende, at han gang på gang sagde ”vi”, når han beskrev udviklingen. Det understregede, at den positive udvikling, der er sket i Sct. Nicolai Kirke over de seneste tyve år, ikke skyldes præsten alene, men i høj grad samarbejdet i menigheden.Ikke kun for insidere
– Hvad skal der til, for at de, der ikke går i kirke, kan føle kirken som et naturligt sted at gå hen, når de har behov for åndelig vejledning og et åndeligt liv? spurgte han.
– Det er et af de spørgsmål, vi har forholdt os til, og som vi stadig knokler med. Den kirkelige kultur siger dem intet, og de har ingen tilknytningspunkter til, hvad der foregår.
Skismaet tydeliggøres fx ved, at der er betydeligt mere Bach end Hansi Hinterseer i kirkemusikken, og at der ikke er stor forståelse for læsning af dameblade og tegneserier.
Ikke ret mange traditionelle kirkegængere er lidenskabelige bankospillere. Ind imellem kan man dog møde en fodboldtilhænger på en kirkebænk, men det sker ikke så ofte.

Alphakurser, bøn og bibelmarathon rykker

To ting, der virkelig har rykket udviklingen, er Alpha-kurser og Bibelmaraton. Især det sidste gav det helt store ryk.
Det personlige tros- og bønsliv er helt afgørende for, at der sker vækst i en menighed. Man skal øve sig i at vokse i troslivet. Derfor var Bibelmaraton så afgørende et skridt for os, for vi kom alle gennem Bibelen på et år, både de vante kirkegængere og folk uden kendskab til kristendom.
Noget af hemmeligheden har også været dannelse af en række åbne fællesskaber i tillæg til gudstjenesten.

Folkets røst

I ”Kirke for folket” beretter ni medlemmer fra menigheden om deres møde med kirken. Flere af dem var til stede ved udgivelsen.
Roberta Channel fortalte, hvordan mødet med mennesker fra Sct. Nicolai Kirke blev hendes vej til troen på Gud. Hun deltog i et Alpha-kursus på anbefaling af bekendte.
– Det var et meget spændende og grænseoverskridende forløb, og den lille samtalegruppes intensitet blev min følelsesmæssige tilgang til Gud.
Efter den første usikkerhed, hvor jeg alligevel oplevede en tryg glæde ved gudstjenesterne, er jeg nu blevet ”fuldtidskristen,” fortalte hun glædesstrålende forsamlingen.

Skulderklap til forfatter

Provsten for Aabenraa Provsti, Marlys Uhrenholdt, gratulerede Jørgen Jørgensen med udgivelsen og sagde:
– Ikke nok med, at du har gang i en masse aktiviteter i kirken. Du har også taget dig tid til at skrive om dem. Imponerende! Du er god til at sætte frivillige i gang. Det er en beundringsværdig indsats. Du er ét med din gerning.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Økonomiske skulderklap

Der blev også uddelt økonomiske skulderklap til udgivelsen. Haderslev Stift og Aabenraa Menighedsråd har støttet udgivelsen. Det samme har Sydbank.
-Sydbank Sønderjyllands Fond yder støtte til udgivelse af bogen. Vi er en lokalforankret bank, og derfor betyder det også meget for os, at vi kan vise vores støtte og tilstedeværelse i nærområdet, sagde afdelingsleder Mette Dam fra Sydbank.

Den gode historie

– Bogen er den gode historie om livet i en dansk kirke gennem tyve år, sagde forlagsleder Christian Larsen.
– Forløbet med udgivelse af bogen tog sin begyndelse for næsten to år siden. Dengang syntes vi, det var en god ide med en bog om liv og vækst i en folkekirkemenighed.
Det synes vi om muligt endnu mere nu, for bogen udkommer i en tid, der er præget af historier om tomme kirker og kirkelukninger, sagde Christian Larsen.
Forlagets anden medarbejder, Else Marie Larsen, supplerede: ”Det har været opmuntrende at arbejde med bogen og få indsigt i en menighed, der går imod folkekirkens indre sekularisering og lader kirkens herre, Jesus Kristus, komme til sin ret.”

Og så skulle der læses

Menigheden havde længe glædet sig til udgivelsen af ”Kirke for folket”, og derfor var køen ved bogbordet lang, da den officielle del af programmet var forbi.
Sognebørnene ville gerne have deres eksemplar af bogen signeret af forfatteren. Og det fik de.
Alle fik en personlig, skriftlig hilsen fra deres præst forrest i bogen – endnu et bevis på det hjertevarme forhold mellem præst og menighed.
EML/Bodil


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Jeg kom hjem

– Jeg nyder at være med i fællesskabet i menigheden i Sct. Nicolai Kirke og glæder mig over stadig at lære nyt om min kristne tro.

I forlængelse af tirsdagsfællesskabet har jeg sammen med en veninde etableret ”bibellæsekredsen”, hvor vi mødes hveranden tirsdag aften for at læse i Ny Testamente.
Vi begynder med lidt hyggesnak og læser derefter højt for hinanden en times tid for at få kendskab til, hvad Ny Testamente rent faktisk indeholder.
Min livsvej har snoet sig underligt, men i bakspejlet kan jeg se, at Gud aldrig slap mig. Nu føler jeg, at jeg er kommet hjem i det kristne fællesskab, hvor jeg hører til, siger Merete Asmussen.

Min vrede forsvandt

– Jeg bar rundt på sorg, smerte og stor vrede, som fyldte det meste af mit liv. For tre år siden stod jeg en dag på mit arbejde i seks meters højde, og pludselig forsvandt min sorg, smerte og vrede som dug for solen.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Det var en fantastisk oplevelse! Derefter begyndte jeg at gå i kirke hver søndag. Jeg følte en dejlig fred sænke sig over mig. Jeg kunne mærke livet igen.
På et tidspunkt nævnte præsten et Alpha-kursus, og jeg tænkte, at det nok kun var for ”hellige” mennesker.
Alligevel samlede jeg mod til mig og mødte op. Jeg blev overrasket! Det var almindelige mennesker, som søgte svar om, hvad kristendommen egentlig står for.
Det var et meget givende kursus med plads til alle, og alle støtter op om hinanden. Især hvis nogen har brug for hjælp, eller der er behov for en, der gider lytte, siger Henrik Sange.