40 år siden Den lange dag i 1972
Kærlighedens Revolution
Det er nu 40 år siden, at Jesus-bevægelsen holdt sit indtog i Danmark med Den lange dag i Fællesparken. Det kom der meget godt ud af.
Udfordringens tidligere redaktør, Leon Have Thomsen, var selv med i København og München og fortæller her om de dramatiske dage.I slutningen af 60erne og begyndelsen af 70erne skete der mange store moralske omvæltninger i Danmark. I maj 1969 blev billedpornografien frigivet under store protester, hvor bevægelsen Unge Kristne var en hovedaktør, men lige lidt hjalp det.
Som en reaktion på det bl.a. blev Kristeligt Folkeparti dannet i april 1970. Senere oplevede vi det tragiske, at man sagde Nej til Livet stedet for Ja til Livet, da man sagde ja til fri abort i 1973.
Af tidligere redaktør for Udfordringen Leon Have Thomsen Fotos: Rene Hartzner m.fl. Layout: Nissen
Med alle disse moralske op- og nedture fulgte der også en ny bevægelse i den kristne verden. Det vi lærte at kende som Jesus-bevægelsen holdt også sit indtog i Danmark.
I USA opstod der mange evangelisationsbevægelser, der begyndte at sende teams ud over jorden for at sprede Kærlighedens Revolution. Nogle af disse kom også til Danmark.
Den største var Youth With A Mission, Ungdom med Opgave, der kom til Danmark i begyndelsen af 70erne. Det var otte ugers Sommertjeneste for flere hundrede unge, der gik ud med evangeliet på gader og stræder, åbnede kristne kaffebarer, vendte op og ned på kirkerne og satte Jesus på dagsordenen.
I sommeren 1972 var der igen hundredvis af unge på evangelisation i København.
Det var olympiadeår, og sommeren blev for mange en forberedelse til at deltage i evangelisationen i München.
Den sidste uge af Sommertjenesten blev kaldt en Jesus Blitz, hvor der nærmest døgnet rundt blev evangeliseret på gader og stræder, i tusindvis af stykker litteratur blev uddelt, og mange mennesker kom til en personlig tro på Jesus.
Lørdag den 19. august blev den store kulmination, hvor tusindvis af kristne samledes for at tilbede og fortælle om Jesus.
Aftenen før havde Guds Smugler, Broder Andreas talt i Københavns Domkirke og opildnet de kristne i Danmark til at gøre Kærlighedens Revolution kendt.
Tidligt om morgenen samledes hundredvis af kristne fra alle kirkesamfund til bøn i Sct. Johannes Kirke på Sct. Hans Torv.
Resten af formiddagen gik med uddeling af traktater, sang og vidnesbyrd, teams blev spredt over hele byen udrustet med en stor indkøbspose med litteratur, bl.a. indbydelse til eftermiddagens festival i Fælledparken.
Festivalen begyndte kl. 13, og inden længe genlød parken af gospel og lovsang, der kunne høres over store dele af byen.
En af grupperne, der sang og gav korsang en helt ny betydning, var Bethesda Singers fra USA under ledelse af pastor Larry Titus. Inden længe var hele parken med i lovsangen.
En af talerne på festivalen var Duane Pederssen, der var grundlægger af den største Jesus-gadeavis. Han opfordrede til, at vi sammen skulle demonstrere Kærlighedens Revolution ved at dele evangeliet med alle mennesker alle vegne.
Broder Andreas talte også og opfordrede alle til at deltage i En Vej-marchen fra Fælledparken til Rådhuspladsen.
Ungdom med Opgave udgav den første danske Jesus-gadeavis, En Vej, op til denne festival, og kort tid efter blev Udfordringen, der som bekendt stadig lever, en realitet.
Marchen drog fra Fælledparken kl. 19 og bevægede sig under jubel og sang og med præster i spidsen mod Rådhuspladsen. Mange sluttede sig til marchen, og snart var en tusindtallig skare på vej. Jesus-råbene gjaldede, og mange proklamationer blev råbt.
Strøgets mange pornobutikker fik en særlig hilsen med på vejen. Senere på aftenen gik en gruppe unge kristne aktivister tilbage og klistrede hjemmelavede plakater op på butikkerne, med tekster som pornopest, kærlighed er ren, hvilket ikke blev særlig godt modtaget, så butiksejerne kvitterede med spande af koldt vand. Politiet ankom og lukkede alle gadens pornobutikker for den aften.
Den lange Dag var ved at nå til sin slutning, titlen var hentet fra Bibelen, hvor Josva havde brug for ekstra tid til at besejre fjenderne og bad Gud om at stoppe tiden, så det blev en ekstra lang dag. Gud gav også København en ekstra lang dag, hvor han blev æret. Friluftsmødet på Rådhuspladsen, hvor politiet anslog, der var samlet omkring 10.000, sluttede med, at man udsendte 250 til Olympiaden i München, under bøn og sang. Det blev ikke den mest stille tur med nattoget, festivalglæden fra København havde svært ved at lægge sig.
Mange kristne organisationer og kirker forenede sig i at bringe budskabet til den hidtil største olympiade. Aldrig havde så mange atleter og nationer deltaget. Man ventede flere millioner besøgende, og den største gruppe af kristne budbringere var der også.
Der var ca. 2.500, hvoraf de 1.000 var samlet af Youth with a Mission. De var indlogeret i den lille landsby Hurlach, et godt stykke uden for München. Her havde man købt byens slot til hovedkvarter.
Landsbyen blev nærmest oversvømmet, og på slottets loftsetager var der indrettet sovesale med lige så trange vilkår, som havde det været en koncentrationslejr.
Det, der skulle have været en fredelig kappestrid mellem nationer og atleter fra hele verden, endte i et sandt mareridt den 5. september 1972.
Palæstinensiske terrorister angreb den israelske delegation i den olympiske lejr og holdt atleterne som gidsler. München var i chok. Den højt besungne sikkerhed havde slået totalt fejl. (Det var nok også så som så med sikkerheden, et YWAM identitetskort kunne skaffe os adgang masser af steder).
Senere på natten under en fejlslagen befrielsesaktion skete katastrofen, de palæstinensiske terrorister opdagede det og udløste en håndgranat, der dræbte ni israelske atleter, tre terrorister og en tysk politimand. Alt var kaos!
Mindehøjtiden på det olympiske stadion samlede omkring 100.000, der var dybt tynget af sorg over den tragiske begivenhed. Der blev holdt store tomme taler, der ikke gav megen trøst.
Uden for stadion sad de kristne i store ringe, som de olympiske ringe, der ikke længere var samlet, men revet fra hinanden. Grupperne på 20-30 personer sad med ansigterne vendt mod midten og bad. Bag dem lå stakke af Jesus-aviser, Johannes Evangeliet på flere forskellige sprog, samt anden kristen litteratur. Forbipasserende tog hurtigt al litteraturen, og mere måtte hentes fra trykkeriet, der arbejdede i døgndrift.
De tyske aviser skrev efterfølgende på forsiderne: Jesus-folket havde svaret.
Byen var ved at koge over i frustration, myndighederne turde ikke give tilladelse til en Jesus-march gennem byen og forviste den til en mark langt udenfor, men intet kunne bringe byen til ro.
En egyptisk ung mand gav sit vidnesbyrd på tv, hvor han fortalte om den fred, han havde fundet i Jesus, der gjorde, at han kunne være sammen med jøder i fredelig sameksistens.
En jødisk pige, der lige var blevet en kristen, da hun var guide for en gruppe unge kristne i Jerusalem, fortalte, hvordan hun havde fundet Jesus som sin Messias gennem denne gruppe. Nu var hun ved Olympiaden for at fortælle de gode nyheder om Jesus.
Disse to vidnesbyrd blev spillet igen og igen på tv for at berolige den oprørte by. Det virkede. Til sidst gav politiet lov til at foretage en stille march til München centrum, undervejs blev der uddelt i tusindvis af blomster og en hilsen til dem, man passerede. Til sidst genlød den centrale plads i München af lovsang til Jesus: He is Lord!
