Tættere på Lukas

Ny serie af studiebøger til Ny Testamente skrevet af teologisk professor indledes på dansk med bogen om Lukasevangeliet.Ikke, at Lukasevangeliet ikke i forvejen er tilgængeligt – fysisk såvel som forståelsesmæssigt, for det er det naturligvis. Men det skader aldrig at tage en sag eller en tekst op igen, genlæse den, finde nye vinkler på den og gen-aktualisere den uden samtidig at falde i den grøft, der hedder at over-aktualisere teksten, dvs. presse den til mere, end den holder til.
Dén kunst mestrer Tom Wright, der har et stort forfatterskab bag sig – både fag-teologisk og mere populært. Til denne sidste del hører imponerende 18 studiebøger, der gennemgår hele Det Ny Testamente – nyoversat af forfatteren selv! Med det foreliggende bind præsenteres det første udpluk af værket herhjemme.
De enkelte kapitler i bogen følger et ganske bestemt skema: først en ganske kort introduktion til det afsnit, der behandles. Dernæst et åbnings-spørgsmål, der leder frem til det aktuelle tema. En række spørgsmål, der dels er observerende (dvs. skal pege hen mod tekstens basale fakta), dels forståelsesmæssige og sidst (men absolut ikke mindst) de personligt rettede, der skal relatere teksten til læserens mulighed for at vokse i Kristus. Der afsluttes med en bøn.
Jeg fandt bogen virkelig forfriskende og med mange små, gode tankekorn i sig. Og så giver den også god baggrundsviden om Lukas’ tid og kulturelle baggrund.
Lad det være sagt ligeud: Der må gerne komme flere til af denne serie på dansk. Oversætteren Bodil Lanting leverer en fin oversættelse for alle. Også prisen er for alle. Det kan næsten ikke være bedre – om det så drejer sig om en studiegruppe, om selvstudium eller inspiration generelt.

Tom Wright:
Lukas for alle
152 sider • 80 kr.
ProRex