Israel forarget over FN-chefs deltagelse i Tehran-konference
FN-generalsekretær Ban Ki-moons beslutning om at deltage i en konference i Teheran har vakt forargelse i Israel, som – sammen med USA – har protesteret mod dette.
Israel opfatter FN-chefens besøg i et land, som slår til lyd for et andet FN-lands – Israels – udryddelse ikke mindst som et moralsk anliggende.
En israelsk talsmand henviser til, at Ban for blot få dage siden udtrykte bestyrtelse over iranske lederes ønske om Israels tilintetgørelse og betegnede disse udtalelser, der truer Izsraels eksistens, som “anstødelige og ophidsende”.
Ban har imidlertid besluttet at tage til et topmøde af bevægelsen af ikke-tilknyttede lande (Non-Aligned Movement = NAM) i Teheran 29.- 31. august, med deltagelse af repræsentanter for 120 lande.
– Dette vil gøre det vanskeligere for ham og andre at overbevise Israel om at give mere tid til at afslutte Iran-krisen, siger talsmanden.
Bans besøg vil mindske Irans isolering, og landets ledere vil opfatte dette som en sejr – og at de ikke længere er isolerede. Tværtimod, de kan sige til befolkningen, at internationale ledere besøger Iran.
Talsmanden siger:
– Ved at beslutte at deltage i konferencen har Ban vendt det døve øre til direkte henvendelser fra USA og Israel om ikke at tage til Teheran.
I en udtalelse fra Bans kontor hedder det, at Ban tager sit og FNs ansvar seriøst med at stræbe efter diplomatisk engagement af alle medlemslandes interesse i at tage sig af livsvigtige anliggender som fred og sikkerhed.
Statsminister Binyamin Netanyahu har i en nylig telefonsamtale med Ban indtrængende anmodet ham om at holde sig borte fra konferencen, fordi hans tilstedeværelse ville give legitimitet til styret på et tidspunkt, da det skulle isoleres.
– Bans besøg nu ville være “en grusom fejl”, der for altid vil være en plet på Ban og FN, sagde den iraelske regeringschef.
Det amerikanske udenrigsministeriums talskvinde, Victoria Nuland, har også anmodet Ban Ki-moon om at boykotte konferencen. Hun siger i en udtalelse:
– Iran vil prøve at manipulere NAM-konferencen til at fremme dets egen agenda og tilsløre den kendsgerning, at det ikke har levet op til dets mange forpligtelser over for FNs sikkerhedsråd, Den internationale Atomenergi-Organisation og andre internationale institutioner.
En anonym dplomatisk kilde siger:
– Det er en meget betydningsfuld blok af nationer. Selvfølgelig tager FN-generalsekretæren dertil.
Han kan ikke andet.